Mødedato: 06.06.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høring af revideret bygge- og anlægsforskrift

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at sende en revideret bygge- og anlægsforskrift i høring med henblik på efterfølgende godkendelse.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at den reviderede ”Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune” (bygge- og anlægsforskrift, bilag 1) sendes i offentlig høring, herunder høring i bygge- og anlægsbranchen samt i lokaludvalgene.

Problemstilling

Den nuværende bygge- og anlægsforskrift blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 11. oktober 2012. Ved revisionen i 2012 blev den tilladte ugentlige arbejdstid udvidet med 14 timer – fra kl. 18 til 19 på hverdage og lørdage kl. 8-17. Særligt støjende aktiviteter blev dog ikke tilladt om lørdagen.

Forudsætningen var, at forskriftens støjgrænse på 70 dB(A) var overholdt. Hvis det ikke var tilfældet, kunne der gives dispensation. Erfaringen har vist, at det i praksis er meget vanskeligt at gennemføre særligt støjende aktiviteter, såsom nedramning af spuns og etablering af sekantpæle, inden for støjgrænsen. Alligevel modtager forvaltningen kun få dispensationsansøgninger. Det skyldes efter forvaltningens vurdering, at entreprenørerne i god tro antager, at alle bygge- og anlægsaktiviteter kan udføres inden for forskriftens rammer.

Forvaltningen foreslår derfor, at forskriften ændres, så nødvendige stærkt støjende aktiviteter over 70 dB(A) tillades, men kun fra kl. 08 til 17 på hverdage. Det er samme praksis, som hidtil er fulgt i dispensationerne.

Løsning

Ved dispensationer til fx spunsning eller sekantpæle har forvaltningen hidtil begrænset arbejdstiden til kl. 08-17 på hverdage. Herved tilgodeses entreprenørens behov for at arbejde samtidig med at naboerne undgår de mest støjende aktiviteter i tidsrummet 07-08 og 17-19 på hverdage. Der kan dispenseres fra forskriften, hvis det er nødvendigt af trafikale, sikkerhedsmæssige eller byggetekniske årsager. Der kan fx dispenseres til natarbejde, hvis arbejdet kræver spærring af en trafikeret gade, hvis afbrydelse af en arbejdsproces skaber sikkerhedsproblemer eller hvis arbejdet ikke kan udføres på anden måde, herunder hvis det ikke kan udføres mindre støjende.

Forvaltningen foreslår derfor at ændre forskriften, så denne praksis generaliseres. Det skal bemærkes, at forvaltningen trods forskriften altid kan gribe ind med en konkret regulering, hvis opstår særlige gener i konkrete tilfælde.

Ændringen af forskriften gør reglerne enklere og mere klare for både entreprenører og naboer, og modvirker samtidig utilsigtede overtrædelser af den hidtidige forskrift.

Der foreslås samtidig at fjerne grænseværdien for vibrationer i forskriften. Vibrationsproblemer er typisk knyttet til de stærkt støjende aktiviteter, fx ved nedramning af spuns, så de håndteres i sammenhæng med reguleringen af de stærkt støjende aktiviteter. Og ligesom ved støj kan de altid reguleres konkret, hvis der er særlige problemer ved et bygge- og anlægsarbejde.

Endelig foreslås det at fjerne tone- og impulstillægget ved beregningen af støjgrænsen på 70 dB(A). Forvaltningen vil normalt alligevel dispensere fra tone- og impulstillægget, hvis arbejdet ikke kan gennemføres uden støj med hørbare toner og impulser, og støjen kan som nævnt altid reguleres konkret, hvis der er særlige gener.

Forskriftens anvendelsesområde og øvrige vilkår vil være uændret, dvs. at forskriften fortsat ikke er gældende for længerevarende bygge- og anlægsarbejde som fx Metroarbejdet.

Generelt om forskrifter

Kommunerne kan vedtage forskrifter på teknik- og miljøområdet for at forebygge forurening eller uhygiejniske forhold. Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 25. april 2016 høring af en forskrift for udendørs musikarrangementer. Derudover har kommunen bl.a. forskrifter for indretning og drift af restaurationer samt olieudskillere (i forbindelse med spildevandsudledning).

Forskrifterne regulerer forskellige miljøområder, og er således uafhængige af hinanden.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes sendes forslaget til revideret forskrift i offentlig høring i otte uger, herunder i bygge- og anlægsbranchen, og i lokaludvalgene. Forskriften forelægges herefter til endelig politisk godkendelse i Borgerrepræsentation.

Pernille Andersen

/Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. juni 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top