Mødedato: 06.06.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Udviklingsplan for Kastrup Fortet

Se alle bilag
Teknik og Miljøudvalget skal godkende udviklingsplanen for Kastrup Fort 2011-21.

Indstilling og beslutning

Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

 

1. at vedlagte forslag til udviklingsplan for Kastrup Fort vedtages

Problemstilling

I forbindelse med projektet ’Revitalisering af Københavns Befæstning’, som ledes af et Partnerskab bestående af Realdania, Naturstyrelsen og Kulturarvsstyrelsen, er Københavns Kommune i færd med at indgå aftale om udviklingsprojekter på kommunens del af Vestvolden samt Kastrup Fort. Begge anlæg indgik i 1800-tallets befæstning af København.

 

De udviklingsprojekter der gennemføres på Kastrup Fortet er af omfattende karakter og vil have stor betydning for borgernes oplevelse af anlægget. For at sikre borgernes inddragelse og et relevant planlægningsgrundlag for den nødvendige dialog med Kulturarvsstyrelsen, som er tilsynsmyndighed på fortidsmindet, har forvaltningen vurderet det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i en samlet plan for anlægget. Udviklingsplanen er den første samlede plan for anlægget.

Løsning

Den forelæggende plan understøtter kommunens strategier indenfor borgerdialog, tilgængelighed, en grøn by, byliv og biologisk mangfoldighed.

 

Planen tager udgangspunkt i at fortet oprindelig er et militærteknisk anlæg, som i nyere tid har været anvendt som lokal folke- og forlystelsespark. Målet for Kastrup Fort er derfor at fremhæve den historiske oplevelsesværdi, samtidig med at fortet bevares som en rolig hverdagspark med et vist naturpræg og med adgang til en enestående udsigt. Disse oplevelser understøttes af lokalt forankrede arrangementer og frivillighedsinitiativer, undervisnings- og læringsaktiviteter, samt forbedrede muligheder for leg og bevægelse.

 

Konkret skal der ifølge planen gennemføres rydninger og vælges plejeformer, som dels understøtter oplevelsen af det historiske anlæg, dels bidrager til en større biologisk mangfoldighed end tilfældet er i dag. Renovering af kasematter mv. gør de historiske elementer synlige og tilgængelige for anlæggets besøgende. På længere sigt kan kasematterne bruges i forbindelse med aktiviteter, som har betydning for livet på fortet. Istandsættelse og sammenlægning af legepladserne øger fortets legeværdi og fortæller historien til de mindste besøgende.

 

Generelt skal fortet udvikles med flere rekreative faciliteter, som kan understøtte de ønskede aktiviteter og arrangementer. Herunder indgår fx istandsættelse af friluftsscene, tilpasning af belysningen, etablering af opholdsplatform i vandgraven, etablering af nye trapper og ny sti langs den nordlige bærme (tæt på vandet), ændring af indgangspartiet, så det i højere grad ’byder besøgende velkommen’ til fortet, etablering af cykelparkering og opsætning af skilte, som bl.a. synliggør anlægget som en del af den samlede 1800-tals befæstning (sker i samarbejde med Partnerskabet).

 

Der har generelt været en god dialog med parkbrugerrådet om planens indhold og ønskerne til den fremtidige anvendelse. Planen for Kastrup Forts udvikling er udarbejdet efter retningslinjerne for kommunens udviklingsplaner for parkerne. Det betyder bl.a., at planen er udarbejdet i samråd med et parkbrugerråd, som omfatter lokale interessenter (naboer, foreninger mv.), de parter som er høringsberettigede ved fredning (Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening mfl.) samt andre forvaltninger. Herudover har der været afholdt et offentligt parktræf med ca. 300 deltagere ligesom planen været drøftet i en følgegruppe bestående af repræsentanter fra de tværgående projekter under ’Revitalisering af Københavns Befæstning’.

Følgende synspunkter fra parkbrugerrådet skal fremhæves:

 

Sikre privatlivets fred. De nærmeste naboer har haft et ønske om at bevare ’privatlivets fred’ i de tilstødende haveforeninger, når der tyndes i beplantningen, et ønske som er blevet tilgodeset i planen. 

 

Restaurant på fortet. I parkbrugerrådet er der udtrykt ønske om at bevare muligheden for udskænkning på fortet, da restauranten tidligere har været et lokalt samlingspunkt. Den eksisterende restaurant er bygget i 1980’erne og har de seneste år været hårdt ramt af hærværk Restauranten på fortet har de senere år primært har været brugt som festlokale med lukkede arrangementer og servering af mad udefra, da køkkenet ikke opfylder de gældende regler for større produktionskøkkener. Den eksisterende forpagtningsaftale udløber med udgangen af 2011.

Forvaltningen vurderer, at det kan være vanskeligt at tiltrække interesserede forpagtere, da fortets restaurationstilbud i dag er i konkurrence med tilsvarende faciliteter i Amager Strandpark. Det er dog lagt ind som en forudsætning i planen, at kommunen forsøger at udbyde forpagtningen igen, med det formål at finde en restauratør, som ønsker at indgå aktivt i visionen for fortet. Lykkes dette ikke kan bygningen rives ned, da det vil være skæmmende og skabe utryghed med en tom bygning på fortet.

 

Sikre bedre adgangsforhold. Fortet er omgivet af en voldgrav, og adgang sker ad to broer. Den militærhistoriske bro er niveaufri og giver adgang for biler efter behov. Den nyeste bro er oprindelig anlagt for at give adgang til restauranten på fortet og sikrer i dag direkte, men ikke niveaufri, adgang fra Amager Strandpark. Det foreslås i planen, at denne bro skiftes ud og flyttes til en anden placering, således at broen opfylder kommunens krav til tilgængelighed og at adgangsvejen fra Femøren Metrostation bliver kortere. Den endelige placering af en ny bro er ikke fastlagt i planen, da dette bl.a. afhænger af, om restaurationsdriften fastholdes. I parkbrugerrådet har placeringen af en ny bro været genstand for diskussion og medlemmerne har ikke været enige i dette spørgsmål. Særligt haveforeningen syd for fortet har udtrykt bekymring for, om en placering af broen længere mod syd i anlægget kunne skabe forstyrrelse for haveejerne langs Hedegårdsvej. Modsat har lokaludvalget støttet, at adgangsvejen fra metroen bliver kortere.

Forvaltningen anbefaler, at det fastholdes i planen at broen kan flyttes. Det er indskrevet i planen, at en ny bro skal have forbindelse direkte til Amager Strandvej, at broen skal etableres med niveaufri adgang af hensyn til tilgængeligheden, hvilket betyder at broen placeres meget lavt i terrænet, samt at broens placering skal tage det fornødne hensyn til naboerne syd for fortet. I praksis er der 50-75 m mellem haverne og den sydligst ønskelige placering af broen.

Økonomi

Udviklingsplanen for Kastrup Fort er en vision for den fremtidige anvendelse og en ’kan-plan’, som skal sikre hjemmel for anlæggets fremtidige pleje og udvikling. En del af projekterne gennemføres og finansieres i 2011-12 via samarbejdet med Partnerskabet omkring Københavns Befæstning (godkendt i Borgerrepræsentationen den 27. januar 2011, sag nr. 2010-11631). Vedhæftet findes et økonomioverblik (bilag 2). Flere mindre projekter og indsatser vil blive finansieret via forvaltningens eksisterende driftsbudget i løbet af de kommende år. Større projekter vil kræve selvstændige anlægsbevillinger, som i givet fald skal prioriteres i forvaltningens investeringsplan, eller vil blive gjort til genstand for ansøgninger om fonds- og puljemidler.

Videre proces

Efter vedtagelse af planen vil den blive sendt til orientering i Kulturarvsstyrelsen. Herefter vil den blive trykt, udsendt til parkbrugerrådets medlemmer og gjort tilgængelig på kommunens hjemmeside. Udviklingsplanen vil danne grundlag for forvaltningens pleje og udvikling af Kastrup Fort i de kommende 10 år.

 

 

Hjalte Aaberg                                           

                                                                  / Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 06.06.2011


Indstillingen blev godkendt.
Til top