Mødedato: 06.06.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høringssvar til Socialforvaltningens samlede plan for Vesterbro

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

1.                  at vedlagte høringssvar til En samlet plan for Vesterbro fremsendes til Socialudvalget

Problemstilling

Socialforvaltningen har udarbejdet en samlet plan for Vesterbro. Planens formål er at afhjælpe de åbenlyse sociale udfordringer bydelen har med stofbrug/salg, prostitution og hjemløshed. Socialudvalget har anmodet de øvrige forvaltninger om at afgive høringssvar på planen.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget har i dette høringssvar dels forholdt sig til de udfordringer, der er relevante for forvaltningens ressortområder og virke - mere specifikt renhold og bydesign. Men forvaltningen har også nogle overvejelser i forhold til den samlede plan for Vesterbro mere generelt, og finder at det havde været relevant at drøfte Vesterbroplanen i Tværkommunal styregruppe hvor Teknik- og Miljøforvaltningen varetager sekretariatsbetjeningen

 

I høringssvaret anerkender Teknik- og Miljøudvalget, at der er behov for en samlet plan for Vesterbro og ser frem til et fremtidigt samarbejde med henblik på at afhjælpe udfordringerne i bydelen.

 

Teknik- og Miljøudvalget har kommenteret følgende i relation til en samlet plan for Vesterbro;

 

  • at det havde været relevant at drøfte en samlet plan for Vesterbro i de tværgående fora i Københavns Kommune (Tværkommunal styregruppe, Tværkommunalt Team og Borgmesterforum), ikke mindst set i lyset af, at Teknik- og Miljøforvaltningen opstarter to områdefornyelser på Centrale Vesterbro i juni 2011.

 

  • at der i planen ikke lægges op til dialog med de udsatte borgere, som planen er rettet mod

 

  • at Teknik- og Miljøforvaltningen ser frem til at samarbejde med Socialforvaltningen omkring etablering af byrum med plads til alle

 

  • at forhold omkring renhold og toiletforhold skal styrkes, hvis der kan findes midler til en fleksibel og ekstraordinær indsats

 

  • at en samlet plan for Vesterbro har et meget ensidigt fokus på de prostitueredes generende adfærd, mens efterspørgslen på prostituerede ikke adresseres i planen. Via forprojektet på Centrale Vesterbro har Teknik- og Miljøforvaltningen erfaret, at der er omkring 30 bordeller på Vesterbro, som bemandes af op til 200 prostituerede. Teknik- og Miljøudvalget mener derfor, at en særlig indsats der problematiserer tilstedeværelsen af bordeller i kvarteret er påkrævet og bør indgå i en samlet plan for Vesterbro.

 

  • at en samlet plan for Vesterbro alene indeholder initiativer, til at afhjælpe den åbne stofscenes akutte problemer, såfremt der bliver lovhjemmel til at etablere stofindtagelsesrum. Teknik- og Miljøudvalget efterlyser andre måder at afhjælpe problemerne på, frem til at evt. stofindtagelsesrum etableres.

Økonomi

Socialudvalgets ønskede opgradering af renholdningsindsatsen og forbedrede toiletforhold vil kræve en ekstraordinær bevilling. Teknik- og Miljøforvaltningen vil undersøge, hvad en øget renholdningsindsats på det Centrale Vesterbro vil koste, og vil herefter fremlægge en indstilling om det.

Videre proces

Med udgangspunkt den kommende områdefornyelse på Centrale Vesterbro ser Teknik- og Miljøforvaltningen ser frem til et kommende samarbejde omkring Vesterbro

 

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  / Tina Saaby

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 06.06.2011


Indstillingen blev godkendt.
Til top