Ekstraordinær udbetaling til CLEAN ved udeblivelse af tilskud fra Markedsmodningsfonden
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at Teknik- og Miljøforvaltningen udbetaler 581.601 kr. til vand- og miljøklyngeorganisationen CLEAN til at dække udgifter, som organisationen har afholdt i forbindelse med Københavns Kommunes tidligere projekt om behandling af plastaffald. Udgifterne skulle have været dækket af Markedsmodningsfonden, men særlige omstændigheder i projektet har ført til, at fonden ikke vil udbetale det fulde tilskud. CLEAN har derfor opfordret Københavns Kommune til at dække halvdelen af deres afholdte udgifter, som ikke er blevet dækket af fonden. CLEAN afholder selv den anden halvdel.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende en ekstraordinær udbetaling på 581.601 kr. til vand- og miljøklyngeorganisationen CLEAN i forbindelse med et anlægsprojekt om behandling af plastaffald.
- at der overføres og frigives en tillægsbevilling på 581.601 kr. til projektet ”Innovativt sorteringsanlæg til plast” på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg i 2024 fra Teknik- og Miljøudvalgets bevillingen Affaldsområdet, jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
Københavns Kommune fik i 2016 tilsagn om tilskud på op til 2 mio. kr. fra Markedsmodningsfonden under Erhvervsstyrelsen til at undersøge, om det var muligt at etablere et plastsorterings- og oparbejdningsanlæg gennem en innovativ udbudsproces. På det tidspunkt var markedet for genanvendelse af plastaffald ikke særligt udviklet, hvorfor kommunen fandt det relevant at engagere sig med støtte fra Markedsmodningsfonden. Med Borgerrepræsentationens godkendelse den 11. februar 2016 blev der oprettet et anlægsprojekt, og kommunen bidrog med en medfinansiering 0,2 mio. kr. på bevillingen Takstfinansieret anlæg, så projektet i alt blev budgetteret til 2,2 mio. kr. Projektet blev gennemført i årene 2016-2019 med CLEAN som forvaltningens udøvende partner. Projektet mundede ud i et innovativt udbud af en ny behandlingsløsning til kommunens plastaffald. Umiddelbart inden kontraktunderskrivning i 2019 brændte det nyopførte behandlingsanlæg i Tyskland, der stod til at vinde kontrakten. Det betød, at Markedsmodningsfonden afviste at udbetale den sidste rate af tilskuddet til CLEAN på 1,5 mio. kr. Teknik- og Miljøforvaltningen har sammen med CLEAN gennemført en klagesag i februar 2023, dog uden ændring af afgørelsen (jf. bilag 2). Selvom CLEAN udførte opgaven for Københavns Kommune, har kommunen ikke kompenseret organisationen for det udførte arbejde, som skyldes den manglende udbetaling fra Markedsmodningsfonden.
Løsning
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om der skal udbetales 581.601 kr. til vand- og miljøklyngeorganisationen CLEAN som følge af organisationens arbejde for kommunen i årene 2016-2019. CLEAN er en klyngeorganisation med fokus på fremme innovation inden for vand- og miljøområdet. Københavns Kommune har været medlem af CLEAN siden organisationens start i 2014 og har en plads i bestyrelsen (jf. bilag 3).
Både CLEAN og Københavns Kommune har afholdt udgifter, der alligevel ikke bliver finansieret af tilskud fra Markedsmodningsfonden. For Københavns Kommune gælder det 0,3 mio. kr. (udover de 0,2 mio. kr. i medfinansiering), og CLEANs regnskab viser et tab på knap 1,2 mio. kr. Den ekstraordinære udbetaling bidrager udelukkende til at sikre CLEANs økonomi ifm. med projektet.
Der er tale om en ganske ekstraordinær situation, som ikke har været mulig at forudse og derfor ikke er reguleret i en projektaftale mellem CLEAN og Københavns Kommune. Oplægget fra begge parter er at dele tabet, som CLEANs nuværende regnskab viser, nemlig 1.163.201 kr. Det betyder, at Københavns Kommune udbetaler 581.601 kr. til CLEAN, hvilket svarer til halvdelen af tabet. Der er hjemmel til at udbetale midlerne (jf. bilag 4).
CLEAN udførte opgaven på vegne af Københavns Kommune. På trods af, at projektet ikke resulterede i en ny behandlingsløsning pga. branden, kom det Københavns Kommune til gavn bl.a. i form af en dybdegående viden om markedet igennem en bred markedsdialog. Det inkluderede blandt andet viden om genanvendelsesmetoder til de forskellige typer af plast i plastaffaldet, hvilke typer af produkter de forskellige polymerer kan indgå i, omkostninger forbundet med transport, sortering, vask og oparbejdning samt afsætningsmuligheder for de forskellige genanvendte plasttyper. Kommunen brugte efterfølgende viden fra projektet til at udarbejde et nyt udbudsmateriale for genanvendelse af kommunens plastaffald.
CLEAN har overfor Københavns Kommune givet udtryk for, at organisationens økonomiske tab i forbindelse med projektet har en signifikant indflydelse på organisationens økonomi. Dog har Københavns Kommune ikke modtaget informationer, der indikerer, at CLEANs nuværende drift skulle ændres betydeligt som følge af manglende udbetaling af de resterende midler fra organisationens projekt med Københavns Kommune og Markedsmodningsfonden.
Politisk handlerum
Borgerrepræsentationen kan vælge ikke at udbetale pengene til CLEAN.
Økonomi
En ekstraordinær udbetaling til CLEAN på 581.601 kr., kræver, at udgiftsbevillingen på anlægsprojektet udvides med et tilsvarende beløb, som frigives i 2024, jf. tabellerne nedenfor.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling |
Funktion |
Indtægt (I)/ |
Beløb i 1.000 kr. år 2024* |
Varig? |
1. |
TMU |
2020 – Takstfinansieret anlæg |
1.38.63.3 |
U |
582 |
Nej |
1. |
TMU |
1500 - Affaldsområdet |
1.38.63.1 |
U |
-582 |
Nej |
I alt |
- |
- |
- |
- |
0 |
- |
*2024 p/l
Hjælp til fortegn: Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/ |
Bevilling |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. |
TMU |
Innovativt sorteringsanlæg til plast |
2020 – Takstfinansieret anlæg |
1.38.63.3 |
582 |
I alt |
- |
- |
- |
582 |
Projektet har hørt under det takstfinansierede område i Teknik- og Miljøforvaltningen og er dermed finansieret af indtægter fra affaldsgebyrerne. Der kræves ikke anlægsmåltal. En yderligere udbetaling på 0,6 mio. kr. vil skulle indregnes i affaldsgebyrerne for 2025 og svarer til knap 2 kr. per husholdning.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienteres CLEAN om beslutningen, og sagen afsluttes.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. maj 2024
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Imod stemte: C