Kernespørgsmål til Københavnersamling 2024, Amager Øst og Amager Vest
Borgerrepræsentationen har besluttet at styrke dialogen i og om København, herunder lokale Københavnersamlinger. Økonomiudvalget besluttede den 24. januar 2024 temaet ”Københavnernes Trafikplan Amager” for Københavnersamling 2024, samt at processen forankres i udarbejdelsen af Trafikplan Amager. Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til kernespørgsmålet til Københavnersamlingen og får forelagt anbefalinger fra samlingen. Da det vedtagne tema for Københavnersamlingen er københavnernes Trafikplan Amager, er omdrejningspunktet i kernespørgsmålet trafik. Anbefalingerne vil desuden indgå som input til Teknik- og Miljøforvaltningens udarbejdelse af udkast til trafikplan Amager. Teknik- og Miljøudvalget skal desuden tage stilling til at udpege tre medlemmer til at indgå i en politisk følgegruppe.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Københavnersamlingens kommende anbefalinger tager udgangspunkt i kernespørgsmålet: ”Hvordan skal vi prioritere pladsen mellem gående, cyklende, kollektiv trafik og biltrafik på Amager i fremtiden?”
- at der udpeges tre medlemmer fra Teknik- og Miljøudvalget til at indgå i en politisk følgegruppe.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til det kernespørgsmål, som Københavnersamlingen 2024 skal arbejde med og udpege tre medlemmer til at indgå i en politisk følgegruppe.
Afholdelse af Københavnersamling 2023 og 2024 blev besluttet som pilotprojekt med Overførselssagen 2021-2022 (BR 5. maj 2022) (A, B, C, F, O, V, Ø og Å) (bilag 2 og 4). Det er en inddragelsesmetode, hvor en repræsentativ gruppe københavnere udarbejder anbefalinger til politisk behandling om en lokal problemstilling. Økonomiudvalget besluttede den 24. januar 2024 temaet ”Københavnernes Trafikplan Amager” for Københavnersamling 2024, samt at processen forankres i udarbejdelsen af Trafikplan Amager (BR den 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O og V) (bilag 3). Temaet er besluttet på baggrund af forslag fra Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg med henblik på at teste metodens anvendelsesmuligheder i forbindelse med trafikplanlægning og for at give anbefalingerne et konkret ophæng for videre anvendelse. Med Overførselssagen 2023-2024 er der afsat midler til en byrumsanalyse, som betyder, at en samlet trafik- og byrumsplan for Amager kan vedtages medio 2026. Det medfører, at der skal udarbejdes henholdsvis et udkast til en trafikplan og et udkast til en byrumsplan, som skal samtænkes og kvalificeres i en efterfølgende dialog- og visionsproces. Københavnersamlingen indgår derved i processen for udarbejdelsen af et udkast til trafikplan.
Løsning
Økonomiudvalget træffer beslutning om, hvilket tema Københavnersamlingen skal behandle, hvorefter processen forankres i et fagudvalg. Fagudvalgene er ikke bundet af at følge anbefalingerne, men skal behandle anbefalingerne på mindst et udvalgsmøde og give Københavnersamlingen en tilbagemelding på, hvordan anbefalingerne bliver brugt, jf. det til metoden tilhørende mandat (bilag 5).
Teknik- og Miljøforvaltningen har med inddragelse af lokaludvalgenes og ekstern konsulent udarbejdet forslag til det kernespørgsmål, som Københavnersamlingen 2024 skal arbejde med.
Processen for Trafik- og Byrumsplan for Amager er opdelt i to faser. I fase 1 udarbejdes henholdsvis et udkast til en trafikplan og et udkast til en byrumsplan, som derefter samtænkes og kvalificeres gennem en visions- og dialogproces i fase 2. Ved at gøre Københavnersamlingen 2024 til en del af processen for udkastet til Trafikplan Amager, får Københavnersamlingen mulighed for at drøfte problemstillinger og udarbejde anbefalinger, der kan indgå i det videre arbejde med udkast til Trafikplan Amager og supplere byrumsanalysen samt den planlagte borgerinddragelse og dialog, der indgår i projektets fase 2.
Kernespørgsmål til Københavnersamling 2024
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at kernespørgsmål for Københavnersamling 2024 formuleres:
”Hvordan skal vi prioritere pladsen mellem gående, cyklende, kollektiv trafik og biltrafik på Amager i fremtiden?”
Med kernespørgsmålet sikres det, at de fokusområder, der er besluttet for udkast til Trafikplan Amager, behandles af Københavnersamlingen, og at det dermed kan lede til anbefalinger, der kan indgå i arbejdet med udkastet til trafikplanen. Fokusområderne for planen er:
- at minimere gennemkørende biltrafik i boligområder.
- at reducere CO2-udledningen ved at reducere vejtrafikken.
- at begrænse hastigheden på udsatte strækninger.
- at skabe sikre og trygge skoleveje og øget trafiksikkerhed i området.
- at skabe gode cykelforbindelser på tværs af og øget sammenhæng i bydelen.
Derudover er håndtering af tung trafik og udpegning af ruter hertil et fokusområde i udkastet til trafikplanen. Disse ruter vil blive udpeget i samarbejde med rådgiver, Økonomiforvaltningen og lokaludvalgene, samt drøftet på den planlagte borgerdialog i projektets fase 2. Drøftelse af disse indgår dog ikke i Københavnersamlingen, da det er et stort emne, der vil tage tid og fokus fra de øvrige fokusområder.
Følgegruppe
For at styrke den nære dialog mellem københavnerne og Københavns Kommune, følges Københavnersamlingen af en politisk følgegruppe bestående af repræsentanter fra de involverede udvalg (Teknik- og Miljøudvalget, Amager Vest Lokaludvalg og Amager Øst Lokaludvalg). Følgegruppen forventes at deltage i processen som observatør eller med partsindlæg op til seks gange i anden halvdel af 2024.Teknik- og Miljøudvalget kan udpege tre udvalgsmedlemmer til at indgå i den politiske følgegruppe.
Politisk handlerum
- Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte et andet kernespørgsmål eller ændre indholdet i det foreslåede spørgsmål. Ved væsentlige ændringer vil Teknik- og Miljøforvaltningen vende tilbage med en ny indstilling. Det vil imidlertid betyde, at processen omkring Københavnersamling 2024 ikke kan afvikles inden for den besluttede tidsplan eller i sammenhæng med udkast til Trafikplan Amager.
- Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte at inkludere ”byrum” i processen for Københavnersamling 2024, så anbefalingerne herfra også adresserer brug og indretning af byens rum i Amager Vest og Øst generelt, jf. Overførselssagen 2023-2024, hvori der er afsat midler til at udvide trafikplanen med en byrumsanalyse. Antallet af møder for Københavnersamlingen er fastsat med det eksisterende budget. En udvidelse med byrum, vil derfor betyde, at Københavnersamlingens anbefalinger får en mere overordnet karakter og dermed bliver mindre konkrete og anvendelsesorienterede ift. udkastet til trafikplanen. Kernespørgsmålet vil forblive det samme.
- Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at der ikke skal udvælges tre medlemmer til at indgå i den politiske følgegruppe.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil kernespørgsmålet udgøre grundlaget for Københavnersamling 2024. Samlingen vil blive afviklet september – november 2024, hvorefter Teknik- og Miljøudvalget får forelagt anbefalingerne primo 2025. Anbefalingerne indgår desuden i udarbejdelsen af udkast til Trafikplan Amager og den samlede Trafik- og Byrumsplan for Amager, som forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget medio 2026.
Søren Wille
/ Peter Højer
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. maj 2024
Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at der til kernespørgsmålet tilføjes "og ophold", så der også kan arbejdes med byrumshensynet.”
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti ønsker også at følgende spørgsmål indgår i drøftelserne: Hvorledes sikre vi fremkommelighed på amager samt hvordan opnår vi en øget cykelkapacitet til og fra Amager over Christiania?”