Mødedato: 06.03.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Teknik- og Miljøforvaltningens investeringer i kernevelfærd

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til seks investeringsforslag og en innovationsansøgning forud for behandlingen af puljen Smarte investeringer i kernevelfærd i forbindelse med forhandlingerne om Overførselssagen 2017-2018.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at investeringsforslaget Udskiftning af el-biler med el-cykler i parkeringskontrollen (bilag 2) søges finansieret af puljen Smarte investeringer i kernevelfærd.
  2. at investeringsforslaget Udskiftning af facadebelysning ved historiske anlæg (bilag 3) søges finansieret af puljen Smarte investeringer i kernevelfærd.
  3. at investeringsforslaget Overdragelse af privat belysning (bilag 4) søges finansieret af puljen Smarte investeringer i kernevelfærd.
  4. at investeringsforslaget Digitalisering af besigtigelse af driftsstrækninger (bilag 5) søges finansieret af puljen Smarte investeringer i kernevelfærd.
  5. at investeringsforslaget Hjemtagning af driften af Amager Strandpark og Amager Fælled (bilag 6) søges finansieret af puljen Smarte investeringer i kernevelfærd.
  6. at investeringsforslaget Afskaffelse af møntbetaling i parkeringsautomater (bilag 7) søges finansieret af puljen Smarte investeringer i kernevelfærd.
  7. at innovationspuljeansøgningen Smart måling af luftforurening (bilag 8) søges finansieret af puljen Smarte investeringer i kernevelfærd.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har siden 2016 årligt afsat en pulje til Smarte investeringer i kernevelfærd på i alt 450 mio. kr. Dette er sket i forbindelse med indgåelsen af henholdsvis Budget 2016 (1. oktober 2015) (A, B, F, I, K, O og V), Budget 2017 (6. oktober 2016) (A, B, F, I, K, O, V, Ø og Kasper Heumann Kristensen) og Budget 2018 (5. oktober 2017) (A, F, O og Ø).

Investeringspuljen skal sikre, at den nødvendige omstilling i Københavns Kommune sker på baggrund af intelligente effektiviseringer frem for simple besparelser. Effektiviseringer som følge af forslag i regi af strategien for Smarte investeringer i kernevelfærd indgår til at indfri de fastsatte effektiviseringsmåltal for Teknik- og Miljøforvaltningen og har en tilbagebetalingstid på maksimalt seks år. En del af puljen (10 mio. kr.) går til innovationsprojekter, hvor der kan søges om midler til forundersøgelse af potentielle investeringsforslag. Der kan søges om midler fra puljen til Smarte investeringer i kernevelfærd to gange årligt - i forbindelse med overførselssagen i foråret og i forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet følgende seks investeringsforslag og en innovationsansøgning, som endeligt godkendes i Overførselssagen 2017-2018:

Udskiftning af el-biler med el-cykler i parkeringskontrollen (bilag 2)

Når parkeringsvagterne skal transportere sig rundt i Københavns Kommune, benytter de sig hovedsageligt af offentlig transport eller kører i centerets eksisterende biler. Transporten optager dog en uforholdsmæssig stor del af parkeringsvagternes arbejdstid, da disse transportformer i en by som København er ufleksible og ofte langsommere end cykeltransport i dagtimerne. Dette er en uhensigtsmæssig anvendelse af medarbejdernes tid samtidig med, at det er omkostningstungt at drive og forsikre bilparken. Forslaget udskifter derfor en del af parkeringskontrollens el-biler med el-cykler.

Udskiftning af facadebelysning ved historiske anlæg (bilag 3)

Der er i dag energitunge facadebelysningsanlæg rundt omkring i byen. Anlæggene har et meget højt energiforbrug og bruger op til fem gange mere strøm end tidssvarende LED-belysning. I projektet foreslås at udskifte de gamle facadebelysningsanlæg med tidssvarende og energivenlige anlæg. De nye anlæg vil blive udstyret med LED-belysning, og anlæggene vil levere facadebelysning, som er til mindre gene for brugerne af bygningerne, lys med bedre farvegengivelse og giver mulighed for styring af lysniveau.

Overdragelse af privat belysning (bilag 4)

Borgerrepræsentationen godkendte den 17. marts 2016, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal overdrage driften af gadebelysning på private arealer forudsat, at der ikke er en særlig offentlig forpligtelse til at opretholde belysningen. Teknik- og Miljøforvaltningen skal overlevere gadebelysning på matrikler med private ejere til ejerne selv, hvilket vil medføre, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke længere vil have driftsudgifter til gadebelysning på private matrikler. Af indstillingen fremgik det, at Teknik- og Miljøforvaltningen selv skulle dække omkostningerne hertil, ligesom besparelsen skulle indarbejdes i forvaltningens budget. Med dette investeringsforslag træffes der endelig beslutning om dette.

Digitalisering af besigtigelse af driftsstrækninger (bilag 5)

Forslaget indebærer, at der udvikles tillæg til PUMA (Platform til Understøttelse af Mobile Arbejdsgange), som vil gøre det muligt at effektivisere registrering, overførsel og anvendelse af data vedrørende besigtigelser af veje og fortov. Tillægget til platformen vil sikre, at informationer fra besigtigelse af renoveringsmodne strækninger straks kan ses af den udførende enhed i Teknik- og Miljøforvaltningen. Dermed undgås fejl i forbindelse med manuelle overleveringer samtidig med, at det i højere grad bliver muligt at planlægge udførelsen af driftsopgaverne mere hensigtsmæssigt.

Hjemtagning af driften af Amager Strandpark og Amager Fælled (bilag 6)

Driften af Amager Strandpark har siden 2005 været udliciteret af flere omgange. Med udgangen af februar 2018 udløber de to nuværende kontrakter med ekstern entreprenør, som varetager driftsopgaverne i Amager Strandpark. Driftsopgaverne på Amager Fælled har ligeledes været udliciteret i en årrække. Denne kontrakt udløber med udgangen af juni 2018. Med investeringsforslaget ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at hjemtage driften af Amager Strandpark og Amager Fælled henholdsvis pr. 1. marts 2018 og 1. juni 2018. Foruden en forventet besparelse vil hjemtagning af opgaverne gøre det muligt at flytte rundt på forvaltningens mandskab og dermed skabe en større fleksibilitet i den samlede drift, da de ligger i tråd med forvaltningens eksisterende kerneopgaver i de geografiske områder omkring Amager Strandpark og Amager Fælled. Herudover forventes et højere og mere stabilt renholdelsesniveau af Amager Strandpark.

Afskaffelse af møntbetaling i parkeringsautomater (bilag 7)

Der er i dag i betalingsområdet opstillet ca. 900 parkeringsautomater, som muliggør betaling med mønter og kreditkort. Københavns Kommune har i 2016 gennemført en digitalisering af betaling for parkering på offentlige veje i kommunen. Digitaliseringen har betydet, at fordelingen af betalingsformer har ændret sig markant. Størstedelen af parkeringstid købes i dag via mobilbetaling. Kontantbetaling med mønter udgør kun 4 % af den samlede omsætning for parkeringsindtægter. Med forslaget ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at afskaffe mulighed for kontantbetaling og dermed fjerne de omkostninger, der er forbundet med håndtering af kontantbetaling. Teknik- og Miljøforvaltningen har forespurgt Transport-, Bygnings- og Boligministeriet om det retlige grundlag for afskaffelse af betaling med mønter i parkeringsautomater. Ministeriet vurderer, at kommunen har hjemmel til dette.

Smart måling af luftforurening (bilag 8)

Traditionelt er antallet af for tidlige dødsfald baseret på undersøgelser af sundhedsskadelige virkninger af luftforurening med fine partikler. Der findes i dag forskellige løsninger på markedet til at måle ultrafine partikler, men der mangler dokumentation for kvaliteten af målingerne. Et af de centrale behov er pålidelige målinger, hvorpå der kan træffes beslutninger om nye tiltag, som vil forbedre luftkvaliteten i København og dermed nedsætte antallet af sygedage. Formålet er derfor at sammenholde målinger af ultrafine partikler med viden om, hvor de udgående medarbejdere færdes, for på sigt at kunne nedbringe sygedage. Projektet vil give ny viden til både Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, som kan bruges til at mindske de menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger i forhold til sygedage, kroniske sygdomme og dødsfald. Luftforureningen er årligt skyld i 33.000 sygedage i København.

Der udestår en konkretisering og deraf følgende godkendelse af Økonomiforvaltningen af effektiviseringspotentialet i Københavns Kommune.

Inddragelse af MED-udvalg

Projekterne er drøftet i forvaltningens MED-udvalg. Reduktioner i personale som følge af ovenstående projekter søges for så vidt muligt håndteret via naturlig afgang og eventuel omplacering af medarbejdere.

Økonomi

Omkostningerne til gennemførelse af de konkrete projekter, herunder omkostninger til projektstyring, medtages i de enkelte investeringsforslag og søges således finansieret af puljen Smarte investeringer i kernevelfærd.

Af tabel 1 fremgår forvaltningens investeringsforslag, herunder implementeringsomkostninger og effektiviseringer i perioden 2018-2022.

Tabel 1. Oversigt over investeringsforslagenes implementeringsomkostninger og effektiviseringer (i 1.000 kr., 2018 p/l)

Projekt

2018

2019

2020

2021

2022

Udskiftning af el-biler med el-cykler i parkeringskontrollen

Implementeringsomkostninger

1.340

-

-

-

-

Effektivisering

-

-366

-366

-366

-366

Udskiftning af facadebelysning ved historiske anlæg

Implementeringsomkostninger

1.390

-

-

-

-

Effektivisering

-100

-270

-270

-270

-270

Overdragelse af privat belysning

Implementeringsomkostninger

1.000

2.490

240

-

-

Effektivisering

-

-213

-1.000

-1.121

-1.121

Digitalisering af besigtigelse af driftsstrækninger

Implementeringsomkostninger

300

-

-

-

-

Effektivisering

-

-80

-80

-80

-80

Hjemtagning af driften på Amager Strandpark og Amager Fælled

Implementeringsomkostninger

960

-

-

-

-

Effektivisering

-135

-180

-180

-180

-180

Afskaffelse af møntbetaling i parkeringsautomater

Implementeringsomkostninger

250

-

-

-

-

Effektivisering

-270

-540

-540

-540

-540

 

Samlede implementeringsomkostninger

5.240

2.490

240

-

 

Samlede effektiviseringer

-505

-1.649

-2.436

-2.557

-2.557

Af tabel 2 fremgår forvaltningens innovationsforslag, herunder implementeringsomkostninger og effektiviseringer i perioden 2018-2020.

Tabel 2. Implementeringsomkostninger ved innovationspuljeansøgning (i 1.000 kr., 2018 p/l)

Projekt

2018

2019

2020

2021

2022

Smart måling af luftforurening

 

Implementeringsomkostninger

125

600

125

-

-

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalgets har godkendt de seks investeringsforslag og innovationsansøgningen, fremsendes de til Økonomiforvaltningen, som forbereder materialet til Overførselssagen 2017-2018, hvor en fordeling af midler fra puljen til Smarte investeringer i kernevelfærd vil finde sted.

 

Pernille Andersen

/Anna Schou Johansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. marts 2018

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens 5. at-punkt:
”At der laves et udbud mhbp at sikre, at opgaven løses billigst muligt til angivne kvalitetsmål.”

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med fire stemmer mod seks. Ingen undlod at stemme.

For stemte: B, C, I og O.
Imod stemte: A, Ø og Å.

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med ti stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med ti stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt med ti stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Indstillingens 4. at-punkt blev godkendt med ti stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Indstillingens 5. at-punkt blev godkendt med ti stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Indstillingens 6. at-punkt blev godkendt ni stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, I, Ø og Å.
Imod stemte: O.

Indstillingens 7. at-punkt blev trukket ved mødets start.

Dansk Folkeparti afgav følgende prokolbemærkning:
”DF er imod total afskaffelse af møntbetaling i parkeringsautomater.”

Til top