Mødedato: 06.02.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Annullering af to anlægsprojekter

Se alle bilag
Borgerrepræsentation skal tage stilling til annullering af to anlægsprojekter på Teknik- og Miljøudvalgets område. Forvaltningen anbefaler, at projektet ’’Skolen på Sluseholmen (sikker skolevej)’’ annulleres, da det ikke er muligt at gennemføre en stikrydsning som følge af vejens endelige udformning. Herudover indstilles bygningsfornyelsesprojektet ’’Rørholmsgade 6’’ til annullering, da bygningsejer alligevel ikke ønsker byfornyelsesstøtte.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at anlægsprojektet ’’Skolen på Sluseholmen (sikker skolevej)’’ annulleres.
  2. anlægsprojektet ’’Rørholmsgade 6’’ annulleres.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen og Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til annullering af to anlægsprojekter, da de ikke kan gennemføres af årsager, som er beskrevet i løsningsafsnittet.

Løsning

Skolen på Sluseholmen (sikker skolevej)

Med aftalen om Budget 2021 (BR 1. oktober 2020) (A, B, F, V, C, O og Fremad) blev vedtaget en cykelpakke med sikre skoleveje, hvor der blev afsat midler til en lang række konkrete initiativer med fokus på sikre skoleveje og grønne forbindelser. Som led i cykelpakken fra Budget 2021 blev det besluttet at forbedre stikrydsningen på Sluseholmen ved Kenny Drews Vej. Det foreslåede anlægstiltag kan ikke længere udføres, da vejens udformning, herunder vejbredde, blev ændret markant i 2020. På baggrund heraf vurderer forvaltningen, at der ikke er mulighed for at anlægge et krydsningspunkt i krydset mellem Sluseholmen og Kenny Drews Vej som foreslået i budgetnotatet (se bilag 2). 

Lokationen, hvor der ønskes et krydsningspunkt, er meget tydeligt angivet i budgetnotatet, og da dette tiltag ikke kan udføres i det ovennævnte kryds, indstilles projektet til annullering. Der henvises til budgetnotat TM91, initiativ 3 – Skolen på Sluseholmen jf. bilag 2. Idet vejens udformning er blevet ændret siden budgetønsket til Budget 2021, er det forvaltningens vurdering, at den aktuelle udfordring i området er håndteret og dermed, at det ikke er nødvendigt med et krydsningspunkt et andet sted på vejen.

Til anlægsprojektet blev der bevilliget 0,5 mio. kr. Der har været et forbrug på 20.000 kr., restbudgettet forventes at være ca. 0,5 mio. kr., som overføres til kommunekassen. Ved annullering frigives der ikke anlægsmåltal, da der ikke er budgetteret med forbrug i 2023 og frem jf. 4. anlægsoversigt 2022 (TMU 14. november 2022).

Rørholmsgade 6

Ejendommens ejer søgte i 2018 om byfornyelsesstøtte til istandsættelse af ejendommen, der er en udlejningsejendom. Ejendommen er en del af den samlede indstilling med byfornyelsesstøtte i 2018-puljen, der blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 22. november 2018. Ejendommens ejer har meddelt, at denne alligevel ikke ønsker byfornyelsesstøtten.

Til det konkrete anlægsprojekt blev der bevilliget 4,3 mio. kr. Når samtlige ejendomme har gennemført bygningsfornyelsesprojekter, vil der blive udarbejdet et samlet anlægsregnskab for projekterne. Såfremt der er et mindreforbrug i forbindelse med anlægsregnskabet, tilbageføres mindreforbruget til byfornyelsesrammen. Ved annullering frigives der ikke anlægsmåltal, da der ikke er budgetteret med forbrug i 2023 og frem jf. 4 anlægsoversigt 2022 (TMU 14. november 2022).

Politisk handlerum

I forhold til ”Skolen på Sluseholmen (sikker skolevej)” er det ikke muligt at etablere det specifikke vedtagne krydsningspunkt i krydset mellem Sluseholmen og Kenny Drews Vej som foreslået i budgetnotatet. Forvaltningen vurderer ikke, at der er behov for yderligere krydsningspunkter i området.

I forhold til Rørholmsgade 6” har bygningsejer afvist at gennemføre projektet, og midlerne vil efter annullering og aflæggelse af anlægsregnskab gå retur til byfornyelsesrammen, hvorefter de kan prioriteres til andre byfornyelsesinitiativer, som besluttes af Borgerrepræsentation.

 På baggrund af ovenstående er det forvaltningens vurdering at der er begrænset politiske handlerum i anlægsprojekterne.

Økonomi

Anlægsprojekternes restbudgetter estimeres samlet til 4,8 mio. kr. (2023-p/l), hvoraf 0,5 mio. kr. overføres til kommunekassen og 4,3 mio. kr. overføres til byfornyelsesrammen. Borgerrepræsentationen kan herefter disponere midlerne til andre formål. Der frigives ikke anlægsmåltal ved annullering af projekterne.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil forvaltningen udarbejde anlægsregnskaber for projekterne, som forelægges Borgerrepræsentationen.

 

Søren Wille

/ Thomas Højlt


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2023

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Til top