Mødedato: 06.02.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ændring af Teknik- og Miljøudvalgets Kutymepapir 2022-2025

Se alle bilag
For at præcisere Teknik- og Miljøudvalgets arbejde har udvalget et såkaldt kutymepapir, der vedtages ved hver ny politisk periode. Kutymepapiret beskriver formelle forhold og praksis for udvalgets arbejde. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en ændring af kutymepapiret. Ændringen er foranlediget af justeret proces i forbindelse med politisk prioritering af emner forud for budgetforhandlinger (herunder bestillingen af budgetnotater) samt ønsker fra udvalget om at tydeliggøre, når en drøftelse skal følges op af en indstilling. 

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at  ”Kutymepapir for Teknik- og Miljøudvalget 2022-2025”  opdateres med ændring, jf. løsning og bilag 2.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en ændring af udvalgets kutymepapir. Kutymepapiret beskriver de forskellige praktiske forhold, der relaterer sig til det daglige arbejde som udvalgsmedlem og til samarbejdet med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Teknik- og Miljøudvalget har givet udtryk for, at de ønsker en ændring af kutymepapiret for så vidt angår punktet om drøftelsessager. 

Løsning

Af det nuværende kutymepapir, som er vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget den 10. januar 2022, fremgår det, at man som udgangspunkt ikke stiller ændringsforslag eller laver protokolbemærkninger til en drøftelsessag.

I forbindelse med ændret budgetproces og det deraf ændrede fokus på at prioritere emner til finansiering i budgetforhandlinger særligt ved bestilling af budgetnotater, har udvalget ønsket, at det bliver muligt, at stille ændringsforslag til drøftelsessager samt at afgive protokolbemærkninger hertil. De foreslåede ændringer fremgår af bilag 2 med rødt.

Udvalget har desuden ønsket, at der kan stilles ændringsforslag til en drøftelsessag, så det tydeliggøres, at drøftelsen skal følges op af en indstilling til behandling i udvalget.

Politisk handlerum  

  • Teknik- og Miljøudvalget kan fravælge den foreslåede løsning i bilag 2.
  • Teknik- og Miljøudvalget kan foreslå flere og andre ændringer til kutymepapiret.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt kutymepapiret vil dette blive lagt på TMU-portalen.

Søren Wille

/ Morten Rixen

 

 

 

 

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2023

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top