Mødedato: 06.02.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Nedlæggelse af parkeringspladser på Amager Strandvej/Hedegaardsvej, Amager Øst

Se alle bilag
For at kunne anlægge et signalanlæg på Amager Strandvej/Hedegaardsvej, skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til nedlæggelse af 24 parkeringspladser på Amager Strandvej.

Indstilling

Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der nedlægges 24 parkeringspladser uden for betalingszonen på Amager Strandvej i forbindelse med anlæg af signalregulering af krydset Amager Strandvej/Hedegaardsvej, jf. bilag 1.

Problemstilling

I Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat og stjernemarkeret 1,6 mio. kr. til etablering af et signalanlæg i stedet for et Torontoanlæg for sikker krydsning af Amager Strandvej. Midlerne blev afsat uden forudgående udarbejdet budgetnotat.

I forbindelse med projekteringen af signalanlægget har det vist sig nødvendigt at nedlægge 24 parkeringspladser af hensyn til sikkerhed, tryghed for fodgængere og fremkommelighed på Amager Strandvej.

Inden forvaltningen udarbejder det endelige projektforslag, skal udvalget derfor tage stilling til, om der skal nedlægges 24 parkeringspladser, da en optimal løsning ellers ikke kan gennemføres.

Løsning

Krydset Amager Strandvej/Hedegaardsvej er i dag vigepligtsreguleret, og der er parkering på Amager Strandvej nord og syd for Hedegaardsvej, jf. bilag 2. Der blev med budgetvedtagelsen ikke taget stilling til nedlæggelse af parkeringspladser, da midlerne blev afsat uden forudgående udarbejdet budgetnotat.  

Forvaltningen har udarbejdet en løsning med signalanlæg og fodgængerovergang for derved at sikre mest muligt sikkerhed og tryghed, når Amager Strandvej krydses. Løsningen skaber samtidig plads til en længere venstresvingbane for bilister, så trafikopstuvning på Amager Strandvej undgås, og der gives plads til, at busser fortsat kan dreje ind og ud mellem Amager Strandvej og Hedegaardsvej. For at gennemføre denne løsning er det nødvendigt at nedlægge 24 parkeringspladser, jf. bilag 3.

Alternativt kan projektet gennemføres med en kortere svingbane, således at der nedlægges 19 p-pladser, jf. bilag 3a. Denne løsning vurderer forvaltningen dog vil medføre opstuvning af trafik på Amager Strandvej. Forvaltningen vurderer desuden, at det kun vil have marginal betydning for anlægsøkonomien, da det stort set er det samme arbejde, der skal udføres.

Konsekvenser for parkering

Ved de seneste tællinger fra efteråret 2016 for området var belægningen hen over døgnet på Amager Strandvej følgende, jf. bilag 4:

  • fra Hedegaardsvej til kommunegrænsen, i alt 15 parkeringspladser: kl. 12: 87 %, kl. 17: 27 % og kl. 22: 7 %
  • fra Svend Vonveds Vej til Hedegaardsvej, i alt 135 parkeringspladser: kl. 12: 14 %, kl. 17: 7 % og kl. 22: 4 %

Den fremtidige parkering vil derfor være som følgende:

  • fra Hedegaardsvej til kommunegrænsen, ingen parkeringspladser.
  • fra Svend Vonveds Vej til Hedegaardsvej, i alt 126 parkeringspladser.

På de to vejstrækninger er belægningsprocenten efter nedlæggelsen af de 24 parkeringspladser vurderet til: kl. 12: 25 %, kl. 17: 11 % og kl. 22: 9 %

Høring

Lokaludvalget vil blive orienteret om det endelige projektforslag. Anlæg af det endelige projektforslag forudsætter politiets godkendelse.

Forsinkelse

I udmøntningsnotat for Budget 2016 er ibrugtagningstidspunktet fastsat til august 2016. Forvaltningen har orienteret Teknik- og Miljøudvalget om projektets forsinkelse, senest i forbindelse med 4. reperiodisering den 28. november 2016, hvor det fremgik, at forsinkelsen skyldes, at forvaltningen i første omgang kun fik midler til en Torontoblink-løsning ved krydset på Hedegaardsvej. Dette var imidlertid ikke en trafiksikkerhedsmæssig god løsning, og forvaltningen frarådede derfor forslaget. Der er givet supplerende midler til et lyskryds i forbindelse med Budget 2016, hvorved ibrugtagningstidspunkt blev revideret til august 2016. Det forventes derfor, at anlægsarbejderne kan færdiggøres maj 2017.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser som følge af nedlæggelsen af de 24 parkeringspladser, da nedlæggelsen finder sted uden for betalingszonen. Anlægges projektet ikke bliver de tilbageværende anlægsmidler ført tilbage til kommunekassen.

Videre proces

Projektet anlægges i foråret 2017 og ibrugtages inden udgangen af maj 2017.

Pernille Andersen

/Anders Møller

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top