Mødedato: 06.02.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Godkendelse af tunnel-, pumpe- og vekselstation ved Amagerværket, Amager Øst

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til godkendelse af HOFORs ansøgning om udvidelse af tunnel-, pumpe- og vekslerstation ved Amagerværket.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at HOFORs forslag om udvidelse af tunnel-, pumpe- og vekslerstation ved Amagerværket gennemføres i henhold til projektbeskrivelsen (bilag 1).

Problemstilling

HOFOR har ansøgt Københavns Kommune om godkendelse af et projektforslag om udvidelse af tunnel-, pumpe- og vekslerstation (TPV) ved Amagerværket (bilag 1), da der er behov for at udvide kapaciteten for varmelevering fra Amagerværket til Indre By via HOFORs tunnel fra Kraftværkshalvøen.

Projektforslag om fjernvarmeforsyning skal godkendes af kommunalbestyrelsen i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (BEK nr. 825 af 24. juni 2016, Projektbekendtgørelsen). Såvel udsendelse i høring, som endelig godkendelse af fjernvarmeprojekter er delegeret til Teknik- og Miljøudvalget. Udvalget sendte forslaget i høring den 5. september 2016 hos de berørte parter, Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR) og Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (VEKS). Der er ikke indkommet høringssvar.

Udvalget kan i henhold til Projektbekendtgørelsen kun godkende varmeforsyningsprojekter, som er samfundsøkonomisk fordelagtige.

Løsning

Behovet for en øget kapacitet i HOFORs tunnel skyldes, 1) at varmeproduktionen på Svanemølleværket og H.C. Ørstedsværket reduceres, 2) at der skal afsættes en øget mængde CO2-venlig og billig varme fra Amagerværket og Amager Ressource Center og 3) at konverteringen fra naturgas til fjernvarme i Gentofte og Gladsaxe øger fjernvarmebehovet i transmissionssystemet. Projektet vil øge kapaciteten fra 220 MW til 440 MW.

Den nødvendige kapacitetsforøgelse opnås bedst ved at ombygge og udvide HOFORs TPVV ved Amagerværket. Det vil betyde en øget forsyningssikkerhed, en øget andel af CO2-neutral og billigere varme.

Det samfundsøkonomisk mest konkurrencedygtige alternativ til ovenstående løsning er i HOFORs vurdering en ekstra netforbindelse fra Amagerværket til Havnekrydsningen ved Islands Brygge. Denne alternative løsningsmodel er sammenlignet med projektforslaget i forhold til samfundsøkonomi, selskabsøkonomi, brugerøkonomi samt miljøpåvirkning.

Samfundsøkonomi

De to løsninger som sammenlignes - projektforslaget og alternativet med en ekstra netforbindelse - er ganske ens, hvilket betyder at de fleste parametre, der traditionelt indgår i en samfundsøkonomisk vurdering, er relativt ens for de to løsninger og derfor ikke medregnes. Det være sig brændselsomkostninger samt omkostninger til drift og vedligehold. Det betyder, at det kun er investeringsomkostninger, det er relevant at sammenligne.

Sammenligningen af investeringsomkostningerne er lavet over en periode på 20 år fra 2018-2037.

Resultatet viser, at projektforslaget er den samfundsøkonomiske bedste løsning med en investeringsomkostning på 81 mio. kr. i forhold til den alternative løsning med en investeringsomkostning på 227 mio. kr.

Følsomhedsberegningen viser, at projektforslaget er den mest fordelagtige løsning i alle de scenarier, der er opsat i følsomhedsanalysen.

Brugerøkonomi og selskabsøkonomi

Det skal bemærkes, at de anførte oplysninger om selskabsøkonomi og brugerøkonomi ikke indgår som en beslutningsparameter iht. Projektbekendtgørelsen, men kun samfundsøkonomien.

Beregningen viser, at projektforslaget er den bedste selskabsøkonomiske løsning, både i grundberegningen og i samtlige følsomhedsberegninger.

Da fjernvarme er pålagt hvile-i-sig-selv princippet, videreføres alle indtægter og omkostninger til forbrugerne, hvilket betyder, at den løsning, der er mest fordelagtig selskabsøkonomisk, tilsvarende er det for forbrugerne.

Miljøvurdering

Da de anvendte brændsler vil være det samme for begge løsninger, er der ingen forskel på miljøbelastningen mellem de to løsninger.

Økonomi

Indstillingen har økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, kan HOFOR etablere TPV-stationen ved Amagerværket.

        Pernille Andersen

                                            /Anne-Sofie Degn

 

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2017

Indstillingen blev godkendt.

Til top