Godkendelse af fjernvarmeprojekt i lokalplanområde Ny Ellebjerg, Valby
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at HOFOR A/S etablerer fjernvarmeforsyning i lokalplanområdet Ny Ellebjerg som beskrevet i projektforslaget (bilag 1).
Problemstilling
HOFOR har ansøgt Københavns Kommune om godkendelse af et projektforslag for fjernvarmeforsyningen af Ny Ellebjerg. Projektforslaget dækker lokalplanområdet Ny Ellebjerg.
Projektforslag om fjernvarmeforsyning skal godkendes af kommunalbestyrelsen i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (BEK nr. 825 af 24. juni 2016, Projektbekendtgørelsen). Såvel udsendelse i høring som endelig godkendelse af fjernvarmeprojekter er delegeret til Teknik- og Miljøudvalget. Udvalget sendte forslaget i høring d. 21. november 2016 hos DONG Energy A/S, CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S) og VEKS (Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S). Der er ikke indkommet bemærkninger til projektet.
Udvalget kan i henhold til Projektbekendtgørelsen kun godkende varmeforsyningsprojekter, som er samfundsøkonomisk fordelagtige.
Løsning
HOFOR ønsker at udvide fjernvarmenettet i lokalplanområdet Ny Ellebjerg. HOFORs ansøgning indeholder en vurdering af to forskellige teknologier til opvarmning af området i Ny Ellebjerg. Fjernvarme sammenlignes med individuelle luft-til-vand-varmepumper, da denne teknologi vurderes at være den mest konkurrencedygtige forsyningsløsning i forhold til fjernvarme.
Der er foretaget en samfundsøkonomisk analyse samt beregninger af brugerøkonomi, selskabsøkonomi (for HOFOR) og miljøpåvirkninger. For at et projekt kan godkendes, kræver det, at det samfundsøkonomisk er bedre end det referenceprojekt, der sammenlignes med.
I det konkrete projekt er der indlagt en antagelse om, at alle bygninger bliver tilsluttet fjernvarme, da dette vil være den brugerøkonomisk mest fordelagtige løsning ved sammenligning med luft-til-vand-varmepumper.
Samfundsøkonomi
Vurderingerne er for en periode på 25 år, og beregningen viser, at fjernvarmeforsyningen er den samfundsøkonomisk mest fordelagtige løsning. Fjernvarmeløsningen er ca. 46 % billigere samfundsøkonomisk end luft-til-vand-varmepumpeløsningen - svarende til ca. 24 mio. kr.
Følsomhedsberegningen viser, at fjernvarme er den mest fordelagtige løsning i alle de scenarier, der er opsat i følsomhedsanalysen.
Brugerøkonomi og selskabsøkonomi
Ud over den samfundsøkonomiske vurdering indeholder ansøgningen vurderinger af brugerøkonomi, selskabsøkonomi (for HOFOR) og miljøpåvirkninger. Det bemærkes, at de anførte oplysninger om selskabsøkonomi og brugerøkonomi ikke indgår som beslutningsparametre i henhold projektbekendtgørelsen, kun samfundsøkonomien.
Med den nuværende tilgængelige viden om energiforbrug i lavenergibyggeri er vurderingen, at projektet har en positiv brugerøkonomi. Brugerøkonomien i ansøgningen viser, at fjernvarmeløsningen over 25 år er ca. 29 % billigere end varmepumpeløsningen. Denne beregning antager, at der er 100 % tilslutning til fjernvarmen. Ved en mindre tilslutningsprocent til fjernvarme vil omkostningen for den enkelte fjernvarmekunde forblive uændret, da beregningerne tager udgangspunkt i HOFORs faste kundetariffer og tilslutningsgebyrer, der er faste, uanset omfanget af tilslutninger.
Selskabsøkonomien for HOFOR er positiv i projektforslaget. Dette betyder, at etablering af fjernvarme i Ny Ellebjerg vil være en økonomisk gevinst for HOFOR og dermed også for byens øvrige fjernvarmeforbrugere. Den selskabsøkonomiske gevinst for HOFOR er ca. 14,6 mio. kr. for hele 25-års perioden.
Miljøvurdering
Forsyning med fjernvarme er samlet set CO2-mæssigt den bedste løsning. Beregningerne viser, at fjernvarmeløsningen vil udlede 190 tons mindre CO2 end varmepumpeløsningen i slutåret af beregningen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, kan HOFOR igangsætte arbejdet med at etablere fjernvarme i det pågældende område.
Pernille Andersen
/Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne lægger vægt på, at København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025 og fossilfri senest i 2050 med et lavt samlet CO2-aftryk. Der er derfor behov for en omstilling med et væsentligt lavere energiforbrug, anvendelse af varmepumper og mulighed for udbygning med nye innovative energiløsninger frem for at skulle investere i nye kraftværker. Planlægning af fremtidige udbygningsområder i København skal derfor have fokus på muligheder for udbygning med decentrale energiløsninger.”