Godkendelse af fjernvarmeprojekt i lokalplanområde Faste Batteri III, Amager Vest
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at HOFOR etablerer fjernvarmeforsyning i lokalplanområdet Faste Batteri III som beskrevet i projektforslaget (bilag 1).
Problemstilling
HOFOR har ansøgt Københavns Kommune om godkendelse af et projektforslag om fjernvarmeforsyning i lokalplanområdet Faste Batteri III.
Projektforslag om fjernvarmeforsyning skal godkendes af kommunalbestyrelsen i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (BEK nr. 825 af 24. juni 2016, Projektbekendtgørelsen). Såvel udsendelse i høring, som endelig godkendelse af fjernvarmeprojekter er delegeret til Teknik- og Miljøudvalget. Udvalget sendte forslaget i høring den 28. november 2016 hos Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR), DONG Energy og Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (VEKS). Ingen af parterne har haft bemærkninger til projektet.
Udvalget kan i henhold til Projektbekendtgørelsen kun godkende varmeforsyningsprojekter, som er samfundsøkonomisk fordelagtige.
Løsning
HOFOR ønsker at udvide fjernvarmenettet i lokalplanområdet Faste Batteri III i takt med, at der bygges nye bygninger i området med behov for opvarmning. Den præcise angivelse af området fremgår af bilag 1, side 5.
Der er foretaget en samfundsøkonomisk analyse samt beregninger af brugerøkonomi, selskabsøkonomi (for HOFOR) og miljøpåvirkninger. For at et projekt kan godkendes, kræver det, at det samfundsøkonomisk er bedre end det referenceprojekt, der sammenlignes med.
I HOFORs ansøgning sammenlignes fjernvarmeprojektet med etablering af individuelle luft-til-vand varmepumper, da denne teknologi vurderes at være den mest konkurrencedygtige forsyningsløsning i forhold til fjernvarme.
Samfundsøkonomi
Vurderingen er for en periode på 25 år, og beregningen viser, at etablering af fjernvarme er den samfundsøkonomisk mest fordelagtige løsning. Fjernvarmeløsningen er samfundsøkonomisk ca. 48 % billigere end en løsning med individuelle varmepumper – svarende til ca. 28 mio. kr.
Både investerings- og driftsomkostninger for varmepumper er betydeligt højere end for fjernvarme.
Følsomhedsanalysen af prognoser for prisudvikling og forbrug viser, at fjernvarme er det billigste alternativ i alle scenarier.
Brugerøkonomi og selskabsøkonomi
Ud over den samfundsøkonomiske vurdering indeholder ansøgningen vurderinger af brugerøkonomi, selskabsøkonomi (for HOFOR) og miljøpåvirkninger. Det bemærkes, at de anførte oplysninger om selskabsøkonomi og brugerøkonomi ikke indgår som beslutningsparametre iht. Projektbekendtgørelsen, kun samfundsøkonomien.
I forhold til forbrugerøkonomien er fjernvarme ca. 23,5 mio. kr. billigere end varmepumper over en periode på 25 år.
Etablering af fjernvarme er selskabsøkonomisk den bedste løsning frem for etablering af individuelle varmepumper. Den samlede selskabsøkonomiske fordel ved projektet udgør i alt ca. 15,1 mio. kr. over en periode på 25 år.
Miljøvurdering
Etablering af fjernvarme er samlet set miljømæssigt den bedste løsning i forhold til varmepumper med hensyn til emissioner af CO2. CO2-udledningen er i slutåret 210 ton mindre ved fjernvarme end ved alternativet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, kan HOFOR umiddelbart efter begynde arbejdet med at etablere fjernvarme i lokalplanområdet Faste Batteri III.
Pernille Andersen
/Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne lægger vægt på, at København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025 og fossilfri senest i 2050 med et lavt samlet CO2-aftryk. Der er derfor behov for en omstilling med et væsentligt lavere energiforbrug, anvendelse af varmepumper og mulighed for udbygning med nye innovative energiløsninger frem for at skulle investere i nye kraftværker. Planlægning af fremtidige udbygningsområder i København skal derfor have fokus på muligheder for udbygning med decentrale energiløsninger.”