Mødedato: 06.02.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra tillæg 3 til lokalplan nr. 310 ”Teglværkshavnen”, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en dispensation fra tillæg 3 til lokalplan Teglværkshavnen for at ændre parkeringsnormen for et nybyggeri på det nordlige Teglholmen, stedvis forøget altandybde samt til at opføre bebyggelse i lokalplanens byggefelt l og m (se kort i bilag 4.1).

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der meddeles dispensation fra bestemmelser i § 7, stk. 3, § 8, stk. 3 og § 9, stk. 7 om altaner, rækkefølge af byggeri og parkering til byggeri i byggefelterne på matr.nr.: 434a, 434b, 434c, 434d, 434e og 434f Kongens Enghave, København i område X i lokalplanen.

Problemstilling

Bygherre har for seks byggefelter, der ligger i det nordlige Teglholmen, søgt om dispensation fra tillæg 3 til lokalplan Teglværkshavnen(se kort i bilag 4.1). I byggefelterne l og m ønsker bygherre dispensation til stedvise altanfremspring på 1,2 m. Herudover ønsker bygherre at opføre bebyggelsen før nabobebyggelserne i byggefelt d, e, og f er etableret og dermed før, de kan fungere som støjværn mod aktiviteter hos nabovirksomheden MAN Diesel & Turbo. Endvidere har bygherre søgt om ændring af parkeringsnormen for byggefelt d, e, f, k, l og m fra lokalplanens krav om 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal til 1 parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal.

Ønsket til dispensation har været i nabohøring fra den 7. november 2016 til den 28. november 2016. Forvaltningen har modtaget otte henvendelser, der primært omhandler parkering. Forvaltningen vurderer, at henvendelserne er vægtige, hvorfor dispensationen forelægges for Teknik- og Miljøudvalget.

Løsning

Dispensationen omhandler de tre forhold, der i skemaform er vist nedenfor. Af skemaet fremgår gældende lokalplan, bygherres ønsker samt forvaltningens vurdering.

 

Muliggjort i tillæg 3 lokalplan nr. 310,”Teglværkshavnen”

Bygherres ønske til dispensation

Forvaltningens vurdering

Byggefelterne på matr.nr.: 434a, 434b, 434c, 434d, 434e og 434f Kongens Enghave, København, i område X i lokalplanen.

§ 9, stk. 7

Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen ca. 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etagemeter. Højst 20 % af parkeringsdækningen må indrettes på terræn.

Der ønskes tilladelse til at ændre parkering for alle 6 byggefelter fra lokalplanens krav om 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal til 1 parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal.

Se kortbilag 4.3 for overblik over parkeringskravet i lokalplanområdet

 

Dispensationen vil svare til den gældende kommuneplans krav.

Lokalplanens krav betyder, at der skal indrettes ca. 460 parkeringspladser. Højst 20 % af disse pladser må indrettes på terræn. Med den ønskede reduktion af parkeringen vil der skulle indrettes ca. 300 pladser, fortsat med maksimalt 20 % på terræn.

Forvaltningen vurderer blandt andet ud fra erfaringer fra sammenlignelige kvarterer, at parkeringsbehovet i området er i størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 150 m2. I år 2023 vil der være en metrostation indenfor 100-500 meter fra disse byggerier, hvilket nedsætter behovet for at komme til stedet i bil.

 

Byggefelterne på matr.nr.: 434f og 434e Kongens Enghave, København, i område X i lokalplanen.

§ 7, stk. 3

Lokalplanen giver generelt mulighed for at etablere altaner med et fremspring på 0,8 m fra gade- og kanalfacaden.

Desuden giver lokalplanen mulighed for, at der i enkelte tilfælde kan dispenseres til altanfremspring på 1,2 m.

Byggeriet på byggefelt l og m ønskes opført med dispensation til stedvise  altanfremspring på 1,2 m.

Der er ansøgt om at etablere 24 altaner med fremspring på 1,2 m på den vestlige facade på byggefelt l.

For den vestlige facade på byggefelt m er der søgt om 23 altaner og for den nordlige facade 31 altaner. Ønsket er illustreret i bilag 4.2.

Forvaltningen vurderer, at der kan etableres altaner på denne måde. Altanerne er placeret på et begrænset udsnit af facaderne, hvor fremspringene er arkitektonisk velbegrundede, fordi de bidrager til en variation i facadebillet. Altanernes placering giver et spil, hvilket aktivt bidrager til facadernes dynamik.

 

Byggefelterne på matr.nr.: 434f og 434e Kongens Enghave, København, i område X i lokalplanen.

§ 8, stk. 3

Bebyggelse på blandt andet byggefelt l og m må ikke tages i brug, før bebyggelsen i byggefelt d, e og f er opført som støjværn mod aktiviteter på matr. nr. 410 Kongens Enghave, København. På denne ejendom ligger virksomheden MAN Diesel & Turbo.

Det ønskes muliggjort at opføre bebyggelse i byggefelt l og m, før bebyggelserne d, e og f er etableret fuldt ud.

Se bemærkning under skemaet.

 

Forvaltningen vurderer i forhold til rækkefølgen af byggerierne, at der skal være en sikkerhed for, at de vejledende støjgrænser kan overholdes for beboerne i byggerierne. Samtidig skal MAN Diesel & Turbo være sikret mod i fremtiden at blive mødt med krav om yderligere støjdæmpning.

Bygherre har dokumenteret, at støjgrænserne kan overholdes ved, at der isættes lydvinduer i de berørte facader. Inden der gives ibrugtagningstilladelse, skal det desuden dokumenteres, at det faktiske byggeri med lydvinduer overholder støjgrænserne. Ligeledes betinges dispensationen af, at der fremsendes en redegørelse for, at friarealer ikke er støjbelastede. De primære friarealer i gårdene er ikke støjbelastede, men hvis mindre dele af friarealerne kommer til at ligge udenfor karreen, skal de muligvis støjafskærmes. Forvaltningen bemærker desuden, at hverken for støj i bygningerne eller friarealer er der tale om støjgener, der er svære at dæmpe.

I forhold til MAN Diesel & Turbo har ejeren af karré l, m og k tinglyst deklaration på ejendommene om, at hvis det skulle vise sig, at støjgrænserne mod forventning alligevel ikke kan overholdes, så forpligter den til enhver tid værende ejer sig til at friholde MAN Diesel & Turbo for udgifter til at løse støjproblemet. Typisk vil det skulle ske ved at isætte vinduer, der støjdæmper mere. Der er endvidere stillet garanti for udgifterne hertil. Forvaltningen bemærker, at der på denne baggrund den 3. september 2015 er dispenseret for rækkefølgen i forbindelse med byggetilladelse til karré k, hvor antallet af lydvinduer endvidere begrænses af det parkeringshus, der ligger foran.

I forbindelse med den aktuelle dispensation er der afholdt en nabohøring, hvor MAN Diesel & Turbo ikke har haft indsigelser mod, at der dispenseres.

Høring

Dispensationen har jf. planlovens § 20 været i nabohøring i perioden den 7. november til 28. november 2016. Forvaltningen har modtaget otte henvendelser, jf. bilag 2. I bilag 3 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.

Hovedsynspunkt i borgernes henvendelser

Høringssvarene omhandler ønsket om at undgå at reducere antallet af parkeringspladser. I høringssvarene gøres opmærksom på, at der allerede med den nuværende situation opleves store problemer med mangel på p-pladser, hvilket ikke ventes at blive bedre af, at der åbner en metrostation.

Forvaltningens bemærkninger

Den ansøgte parkeringsnorm på 150 svarer til den parkeringsnorm, der er fastsat i den gældende Kommuneplan 2015 for områder som dette med anvendelse til boliger og serviceerhverv. Dispensationen til 1 p-plads pr. 150 m2 etagemeter vil endvidere svare til den dispensation, der er givet til byggefelterne a, g, h og i, som ligger i den sydlige del af underområde X i lokalplanen, hvor de aktuelle byggefelter ligeledes ligger.

I år 2023 åbner den nye metrolinie med en station nord for Frederiksholmsløbet indenfor en afstand af 100-500 m fra opgangene til disse byggerier. Det betyder, at området kommer til at ligge tæt ved en station, hvilket nedsætter behovet for at komme til stedet i bil.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen vil forvaltningen meddele ansøger den ønskede dispensation og orientere afsendere af høringssvar om afgørelsen.

 

Pernille Andersen

/Jakob Møller Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2017

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”At der ikke dispenseres fra lokalplanen § 9 stk. 7 vedr. parkeringsnorm.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med tre stemmer mod otte. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.

 

Indstillingen blev godkendt med otte stemmer mod nul. Tre undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Ø.
Undlod at stemme: C, I og V.

 

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Det er væsentligt, at der også fremadrettet er parkeringspladser, så derfor ønsker vi at fastholde kravet om en parkeringsplads pr. 100 m2 bolig.”

Til top