Prinsessegade, trafiksanering 2011 (udsat fra sidste møde)
Der skal besluttes et projektforslag for og bevilges penge til en samlet trafiksanering af Prinsessegade. Trafiksaneringen skal imødegå de trafikale problemer og skabe mere tryghed for de bløde trafikanter i gaden.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender
1. at vedlagte projektforslag for trafiksaneringen af Prinsessegade godkendes og offentliggøres i 2 måneder sammen med forslag til tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 331 ”Holmen II”
2. at der til etablering af vendeplads nedlægges 4 p-pladser i Bådsmandsstræde i grøn zone med deraf følgende provenutab på 57.000 kr. i 2013 og frem. Finansiering af servicemåltallet i forbindelse med provenutabet håndteres i forbindelse med den p-pulje, som forventes etableret i forbindelse med overførselssagen 2011-2012.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationen anbefaler,
3. at der frigives en anlægsbevilling på 4,2 mio. kr. (2012 p/l) i 2012 til anlæg af trafiksaneringen for Prinsessegade på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg.2.28.23.3.
4. at der findes finansiering til udgiften i forbindelse med forøgelse af rejsetiden for busser i Prinsessegade på 0,9 mio. kr. (2012 p/l) i 2013 stigende til 1,2 mio. kr. (2012 p/l) årligt fra 2018 i forbindelse med forhandlingerne for budget 2013.
Problemstilling
Løsning
Med henblik på at kvalificere projektforslaget er der gennemført workshop og borgermøde, som overordnet viser stor tilslutning til trafiksaneringen. De modtagne bemærkninger er så vidt det er muligt indarbejdet i det foreliggende projekt. Christianshavns Lokaludvalg har bemærkninger til projektet, som forvaltningen kommenterer i bilag 3. Projektforslaget beskriver en trafiksanering af Prinsessegade med afsæt i ønsket om at skabe et trygt og sikkert trafikmiljø i gaden. Prinsessegade er blandt Københavns mest uheldsbelastede gader og har i dag en række trafikale problemer, bl.a. utryghed for de mange bløde trafikanter, herunder børn og unge, der færdes til skole og institutioner i området. Udgangspunktet for udarbejdelsen af projektforslaget har været, at busslusen på Holmen nedlægges, jf. indstilling om lokalplantillæg for ”Holmen II”.
Strækningen fra Torvegade til Sankt Annæ Gade, jf. bilag 1a
Det foreslås, at der i myldretiderne foranstaltes parkering forbudt i den nordvestlige side, således trafikken nemmere kan komme til højresvingsporet med en smidigere trafikafvikling til følge.
Strækningen imellem Sankt Annæ Gade og Bådsmandsstræde, jf. bilag 1b
Midt på denne strækning foreslås en enkeltsporet forsætning kombineret med en hævet flade. Med det menes, at vejen indsnævres på begge sider, forskudt så vejen slår et sving, og så der kun er ét kørespor i alt for begge retninger. Der etableres ikke et fodgængerfelt, men det forventes, at foranstaltningen vil tiltrække krydsende fodgængere og fungere som et krydsningspunkt for disse. På strækningen fra Bådsmandsstræde på den vestlige side ved Christianshavns Gymnasium til den enkeltsporede forsætning foreslås evt et rækværk for at sikre, at elevernes krydsning af Prinsessegade styres.
Prinsessegade/Bådsmandsstræde, jf. bilag 1b
Der foreslås en hævet flade i krydset for at øge opmærksomheden på krydset og reducere hastigheden på Prinsessegade. Tiltaget foreslås suppleret med en vejlukning af den nordlige del af Bådsmandsstræde og etablering af en overkørsel i den sydlige del af Bådsmandsstræde. Løsningen medfører, at op mod 200 køretøjer på Prinsessegade flyttes til Skt. Annæ Gade og Dronningensgade pr. døgn. Det svarer til, at der vil køre en bil hvert tredje minut i spidstimen, hvilket ikke vurderes kritisk for disse to strækninger. Endvidere vil det være nødvendigt, at nedlægge 4 parkeringspladser i Bådsmandsstræde til etablering af en vendeplads.
Foranstaltning ved Christianias hovedindgang, jf. bilag 1c
Der foreslås en enkeltsporet forsætning kombineret med en hævet flade, hvilket vil forbedre krydsningsmulighederne for de lette trafikanter til og fra Christianshavns Skole og Christianias Hovedindgang. Samtidig kan der anvises 2 taxaholdepladser mellem foranstaltningen og krydset ved Burmeistergade på den vestlige side af Prinsessegade. I dag er ingen anviste pladser. De 2 pladser modsvarer ikke behovet fuldt men lovliggør noget af den eksisterende taxa-parkering. I kantstenen mellem kørebanen og cykelstien på den østlige side placeres evt. et rækværk, der dels vil lede de lette trafikanter til mere trafiksikker krydsning, dels holde taxaer, der venter på kunder, væk fra denne side af vejen.
Prinsessegade/Burmeistergade, jf. bilag 1c
Her foreslås en hævet flade og indsnævring af udkørslen fra Burmeistergade. Den hævede flade vil reducere hastigheden lokalt, men den kan ikke afvikle køretøjer, der ønsker at U-vende. Der er undersøgt en mulighed med en rundkørsel, fordi denne løsning har nogle fordele i forhold til hastighedsdæmpning, og fordi den vil betyde mindre omvejskørsel på Burmeistersgade. Løsningen er i første omgang fravalgt, da en rundkørsel i fuld størrelse vil kræve inddragelse af areal på Christiania. Teknik- og Miljøforvaltningen vil under hovedprojekteringen arbejde videre med denne løsning og implementere den, hvis det er muligt at indgå aftale med Christiania og hvis cyklisterne får sikre og trygge forhold. Ellers fastholdes den hævede flade.
Foranstaltning ved Refshalevej, jf. bilag 1d
Ved Refshalevej foreslås en enkelt-sporet forsætning kombineret med en hævet flade, som vil forbedre krydsningsmulighederne for de lette trafikanter.
Fodgængerfelt ved Bodenhoffs Plads, jf. bilag 1d
Der er i dag etableret et fodgængerfelt ved Bodenhoffs Plads. Dette eksisterende fodgængerfelt foreslås nedlagt og erstattet af en enkelt sporet forsætning, der er flyttet ca. 15 m mod syd. Denne foranstaltning er kombineret med en hævet flade for at sikre lav hastighed.
Lastbilforbud
Det foreslås, at der indføres et lastbilforbud i den nordlige ende af Prinsessegade, hvilket skal hindre gennemkørende lastbiltrafik til/fra Holmen ad Prinsessegade. Politiet har endnu ikke godkendt projektet grundet presset tidsplan. Endelig godkendelse vil ske under høringsprocessen, se Videre Proces. Forvaltningen forventer ikke store ændringer. Skulle dette alligevel blive tilfældet, vil disse blive forelagt udvalget.
Under hovedprojekteringen skal der indgås en dialog med Movia. Fremkommeligheden for busser vil forringes (se afsnit om miljøvurdering) i størrelsesordnen ½ min. i nattetimerne op til 2,5 min. i myldretiden pga. trafiksaneringen.
Trafikale effekter og miljøvurdering
I og med at trafiksaneringen hænger sammen med nedlæggelse af busslusen på Holmen, er der behov for at miljøvurdere lokalplanforslag og projektforslag i sammenhæng, se Bilag om Miljøvurdering.
I dag kører der på strækningen fra Torvegade til Burmeistersgade 6.500 biler pr. døgn. På strækningen fra Burmeistersgade til busslusen, kører der 2.200 biler pr. døgn. Nedlæggelse af busslusen vurderes at medføre 1.800 flere biler pr. årsdøgn, en forøgelse på ca. 30 % mellem Torvegade og Burmeistergade og med ca. 80 % mellem Burmeistergade og busslusen. Med gennemførelse af trafiksaneringen vurderes trafikken kun at øges med 300 biler pr. årsdøgn, en forøgelse på henholdsvis 5% og 14% de to steder. Disse tal omfatter ikke øget trafik som følge af en evt. kommende byudvikling. Den øgede trafik vurderes at kunne afvikles på linje med andre lignende veje i Københavns Centrum. Det har dog betydning for busdriften, da der må forventes en øget rejsetid for busserne fra ca. ½ min. i nattetimerne op til ca. 2,5 min. i myldretiden med trafiksaneringen. Da Borgerrepræsentationen ved budget 2012 vedtog, at der skal etableres A-bus på Prinsessegade fra 2013, vil denne forøgelse af rejsetiden medføre en ekstraudgift for kommunen på 0,9 mio. kr. pr. år fra projektets etablering stigende til 1,2 mio. årligt fra 2018. Forvaltningen vurderer, at den eneste måde at skabe et mere sikkert trafikalt miljø på strækningen er ved at dæmpe hastigheden så kraftigt, at også busserne må blive påvirket.
I forhold til det lokale miljø i Prinsessegade, både hvad angår partikelforurening, støj og sikkerhed, så betyder den øgede trafik som følge af åbningen af busslusen naturligvis en lokal forringelse. Men trafiksaneringen mindskes de forøgede gener ved bussluseåbningen væsentligt. Fx vil det øgede støjniveau ikke være hørbart i praksis, og uheldstallet vil blive reduceret med ca. 30 %, og det vurderes, at det især er de alvorlige uheld, der undgås.
I forhold til det globale miljø – CO2-udslippet – så er åbning af busslusen uden trafiksanering den bedste løsning, fordi ruten til Holmen gennem Prinsessegade er 2,5 km kortere. Trafiksaneringen vil betyde, at mange fortsat vil køre den lange omvej med mere CO2-udslip til følge.
Økonomi
Der frigives 4,2 mio. kr. (2012 p/l) til anlæg af trafiksanering af Prinsessegade. 1 mio. kr. til rådgivning og internt lønforbrug er allerede frigivet i 2011 (BR 10/3 2011, punkt 21).
Etableringen af vendeplads i Bådsmandsstræde vil medføre nedlæggelse af 4 p-pladser i grøn zone med deraf følgende provenutab på 57.000 kr. i 2013 og frem. Finansiering af servicemåltallet i forbindelse med provenutabet håndteres i forbindelse med den p-pulje, som forventes etableret i forbindelse med Overførselssagen 2011-2012.
Fremkommeligheden for busser vil forringes (se afsnit om miljøvurdering) i størrelsesordnen ca. ½ min. i nattetimerne op til ca. 2,5 min. i myldretiden. I budget 2012 vedtog forligsparterne, at der skal etableres A-bus på Prinsessegade fra 2013. Forøgelse af rejsetiden vil derfor medføre en ekstraudgift for kommunen på 0,9 mio. kr. (2012 p/l) fra projektets etablering stigende til 1,2 mio. kr. (2012 p/l) årligt fra 2018. Da der ikke er afsat budget til denne ekstraudgift, foreslås det, at finansieringen af denne udgift indgår i budgetforhandlingerne for budget 2013.
De samfundsmæssige gevinster ved at gennemføre et trafiksaneringsprojekt som dette, der sparer så mange uheld, er så store, at anlægsudgifter og øget busdrift forventes betalt tilbage på mindre end et år.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt forslag til trafiksanering vil dette blive offentliggjort sammen med forslag til tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 331 ”Holmen II”. Såfremt høringen ikke giver anledning til væsentlige ændringer af projektforslaget, igangsættes hovedprojektering. I så fald forventes fysisk anlæggelse af projektet realiseret medio 2013.
Hjalte Aaberg /Jens Christian Zøfting-Larsen
Beslutning
Indstillingen blev udsat.