Mødedato: 06.02.2008, kl. 15:00

Tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 307-1 "Sundby Station Øst" med kommuneplantillæg - endelig vedtagelse

Tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 307-1 "Sundby Station Øst" med kommuneplantillæg - endelig vedtagelse

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 6. februar 2008

 

 

Sager til beslutning

 

6.      Tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 307-1 "Sundby Station Øst" med kommuneplantillæg - endelig vedtagelse

TMU  12/2008  J.nr. 2007-80916

 

 

Udvalg og Borgerrepræsentation skal på baggrund af den offentlige høring tage stilling til de endelige planer, herunder en række mindre ændringer i lokalplanen.

&nbs p;

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at Borgerrepræsentationen vedtager tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 307-1 "Sundby Station Øst" med kommuneplantillæg med mindre ændringer i lokalplanen vedr.:

a)     fastlæggelse af en vejudvidelseslinie og tilføjelse af en vendeplads i § 4.

b)     det bebyggede areal i § 5, stk. 2, som herefter ikke må overstige 1500 m2,

c)     friarealet i lokalplanområdet i § 7, stk. 2, der ikke skal inkludere arealet under metroen,

d)     tegning nr. 1 på side 19, der ændres mht. lokalplanområdets afgrænsning,

e)     tegning nr. 2 på side 20, der tilføjes en vejudlægslinie med vendeplads og ændres mht. lokalplanområdets afgrænsning, jævnfør de i § 4 foreslåede ændringer, samt

f)      benævnelsen af Københavns Energis domicil, der flere steder i lokalplanen fejlagtigt er betegnet som både KE og DONG's domicil.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.      at Borgerrepræsentationen vedtager kommuneplantillægget.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. februar 2008
Anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 

Problemstilling

Forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan 307-1 "Sundby Station Øst" med tilhørende kommuneplantillæg blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 30. august 2007.

Lokalplanen og kommuneplantillægget muliggør opførelse af en kontorbygning på den tomme grund, etablering af en kombination af parkeringsareal og urban plads foran bygningen samt en offentligt tilgængelig sti mellem bygning og metro højbanen.

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår mindre ændringer i lokalplanforslaget vedrørende vejadgangen, det maksimale antal m2 bebygget areal samt friarealerne i lokalplantillægsområdet. Desuden er der en fejlagtig betegnelse af KE's domicil som DONG, hvilket må konsekvensrettes.

 

 

Løsning

Vi har modtaget i alt 5 henvendelser i høringsperioden, heraf 2 fra myndigheder, Københavns Bymuseum og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, 1 fra Københavns Energi samt 2 fra borgere fra hhv. høringsområdet og Sundbyøster. Liste over henvendelser kan ses i bilag 3.

Københavns Bymuseum har ingen bemærkninger til forslaget men henviser til, at Bymuseets arkæologiske afdeling skal kontaktes omgående, hvis der dukker væsentlige arkæologiske forekomster op under byggearbejdet.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har ingen bemærkninger til lokalplanforslaget.

Københavns Energi henviser til en fejlagtig betegnelse af deres domicil som 'DONG' og gør desuden opmærksom på varmeledninger på grunden, hvilke skal respekteres under byggearbejdet.

De øvrige henvendelser omhandler henholdsvis ønsket om et tilstrækkeligt antal p-pladser på grunden og navneforandring af metrostationen Sundby til f.eks. Amager Fælled Station.

De ovennævnte 5 henvendelser har efter forvaltningens skøn ikke en karakter, der kræver ændringer i lokalplanen, bortset fra den fejlagtige betegnelse af KE's domicil som DONG. Dette vil blive konsekvensrettet i de respektive tekstafsnit og på illustrationerne.

På baggrund af en intern drøftelse i kommunen vedrørende vejadgangen til grunden vil forvaltningerne foreslå følgende ændringer i lokalplanen:

§ 4 tilføjes følgende sætning efter første afsnit:

"Vejen udlægges i en bredde på minimum 11 m og med vendeplads."

Tegning nr. 1 på side 19 ændres med hensyn til lokalplanområdets afgrænsning som følge af det tilføjede vejudlæg og vendepladsen jævnfør de foreslåede ændringer i § 4 (se bilag 1).

Tegning nr. 2 på side 20 suppleres med en markering af vejudlæg og vendeplads, samt den deraf følgende ændring af lokalplanområdets afgrænsning, jævnfør de foreslåede ændringer i § 4 (se bilag 2).

Henning Larsen Arkitekters projekt, der danner grundlag for forslaget til lokalplantillæg, har hele tiden haft et bebygget areal på over 1.300 m2. I lokalplanforslagets § 5 på side 15 er det dog fastlagt, at det bebyggede areal ikke må overstige 1.300 m2. På den baggrund vil forvaltningerne foreslå følgende ændring i lokalplanen:

§ 5, stk. 2., ændres til:

"Bebyggelsen skal opføres inden for det på tegning nr. 2 viste principielle byggefelt. Det bebyggede areal må ikke overstige 1.500 m2. […] "

Det er i lokalplantillæggets redegørelsesdel beskrevet som hensigt, at den i byggeprojektet foreslåede asfaltbelægning og beplantning af udearealerne omkring bygningen kan føres videre ind under metrohøjbanen. Dette er desuden fastlagt i § 7, stk.1, på side 16, hvor det specifikt nævnes, at arealet under metrohøjbanen skal integreres med bebyggelsen i en byarkitektonisk helhed. Da der p.t. dog ikke eksisterer en aftale mellem grundejerne omkring anlæg af de nævnte arealer, vil forvaltninger foreslå følgende ændring i lokalplanen:

i § 7, stk. 1, slettes den indskudte sætningsdel ", herunder arealet under metrohøjbanen," så paragraffen herefter lyder:

"[…]

Friarealet i lokalplantillægsområdet skal integreres med bebyggelsen i en byarkitektonisk helhed og skal i sin udformning og valg af beplantning, belægning og belysning gives en urban karakter."

Ovennævnte ændringer i lokalplanen skønnes ikke at være af sådan en karakter, at høring af grundejerne i henhold til planloven er påkrævet. Det nærmere indhold i de modtagne henvendelser og forvaltningens bemærkninger hertil fremgår af bilag 3.

 

Økonomi

Der er ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser forbundet med planforslagenes indhold og virkeliggørelse.

 

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har truffet beslutning, forelægges sagen Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Efter Borgerrepræsentationens beslutning bekendtgør forvaltningerne lokalplantillægget og kommuneplantillæg i henhold til planloven.

 

Bilag

1.      Tegning nr. 1 med en ændret markering af lokalplanområdet

2.      Tegning nr. 2 med en ændret markering af lokalplanområdet og tilføjelse af et vejudlæg med vendeplads

3.      Referat af indkomne bemærkninger og forvaltningens kommentarer hertil, samt liste over henvendelser

4.      Forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan 307-1 "Sundby Station Øst" med tilhørende kommuneplantillæg

 

 

 

Claus Juhl                                                Hjalte Aaberg

 

 

 

 

 

Til top