Rådhuspladsen
Rådhuspladsen
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 5. december 2007
Sager til drøftelse
30. Rådhuspladsen
TMU 685/2007 J.nr. 2007-28841
Teknik- og Miljøudvalget (TMU) skal drøfte, om
der skal udvikles en samlet plan for en ny Rådhusplads i forbindelse med
anlægget af den nye metrocityring, og hvordan en omlægning af
Rådhuspladsen i givet fald skal finansieres.
INDSTILLING OG Beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) indstiller at Teknik- og Miljøudvalget drøfter, 1. at der afholdes en åben international idékonkurrence om en ny udformning af Rådhuspladsen inkl. tilstødende gadearealer, 2. at udviklingen af Rådhuspladsen forankres i Metropolzoneprojektet. |
Problemstilling
Anlægget af den nye metrocityring og placering af en station på Rådhuspladsen betyder en stor forandring i de byrums mæssige funktioner og giver anledning til at overveje udarbejdelsen af en ny samlet udformning af Rådhuspladsen.
Udvalget gav i forbindelse med drøftelse af den nye metrocityring udtryk for, at der i forbindelse med placeringen af stationen på Rådhuspladsen måske burde afholdes en idekonkurrence om en ny udformning af Rådhuspladsen.
Løsning
Som en konsekvens af de ændrede byrumsmæssige funktioner som metrocityringen giver, forslår forvaltningen, at der afholdes en international idékonkurrence om den fremtidige udformning af Rådhuspladsen.
Konkurrencen foreslås at omfatte selve Rådhuspladsen, busterminalen, Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard (jf. bilag 1).
I forbindelse med besvarelsen af idéopgaven om Metropolzonen præsenteredes et væld af idéer og konkrete forslag til, hvordan der kan skabes helhed og sammenhæng i byens centrum.
Et af de centrale fokuspunkter for både deltagere og borgere var H.C. Andersens Boulevard, der opfattes som en stor trafikal barriere. Udviklingen af Rådhuspladsen som en af byens vigtigste pladser var et andet fokuspunkt. Det vil derfor være naturligt, at udviklingen af Rådhuspladsen forankres i Metropolzoneprojektet.
I forbindelse med Metropolzoneprojektet udarbejdes der en helhedsplan - en byrums- og trafikplan - der redegør for byrummenes indbyrdes sammenhænge og bevægelsesmønstre.
Konkurrencen om Rådhuspladsen skal tage afsæt i denne helhedsplan, og et forslag til ny udformning af pladsen må ses i tæt sammenhæng med de omkringliggende byrum, forbindelserne og de trafikale forhold.
Desuden er det i forbindelse med Metropolzoneprojektet foreslået at udvikle Vester Voldgade som en ny forbindelse til vandet for bløde trafikanter.
Konkurrencen vil kunne afholdes parallelt med gennemførelse af VVM-processen i forbindelse med metrocityringen, og resultatet vil på denne måde rettidigt kunne påvirke placering og udformning af metroelementerne på Rådhuspladsen.
Afholdelse af konkurrencen om Rådhuspladsen vil kunne koordineres med udarbejdelse af helhedsplan og gennemførelse af projektkonkurrencer for de øvrige Metropolzoneprojekter.
Økonomi
Konkurrencen vurderes at kunne gennemføres inden for en ramme på 1,3 mio. kr.
En ny Rådhusplads vurderes at koste 3.000-3.500 kr. pr. m2, i alt 75-100 mio. kr.
Videre
proces
Efter at TMU har drøftet nærværende indstilling, vil forvaltningen udarbejde en indstilling til beslutning om anvisning og frigivelse af midler til finansiering af arkitektkonkurrencen i overensstemmelse med udvalgets drøftelse.
Bilag
1. Forslag til konkurrenceområde.
Hjalte Aaberg /Torben
Gleesborg