Mødedato: 05.11.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Områdefornyelse i Husum, anvendelse af midler til lommepark

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af projektaftalen, jf. bilag 2 og kvarterplanen for Områdefornyelsen i Husum, godkende anvendelse af anlægsmidler til etablering af en lommepark og en plads ved Frederikssundsvej 287-299 i Husum samt idé-udvikling af en grøn forbindelse i Husum i sammenhæng med lommeparken.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget godkender,

  1. at der på baggrund af projektaftalen, jf. bilag 2, anvendes 5,5 mio. kr. til projektudvikling, projektering og anlæggelse af lommepark, plads og en grøn forbindelse i Husum. De 5,5 mio. kr. er frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 20. juni 2009 (punkt 6) med 3,5 mio. kr. og på Borgerrepræsentations møde den 8. marts 2012 (punkt 20) med 2,0 mio. kr.

Problemstilling

Med denne indstilling foreslås der anvendt anlægsmidler til projektering og anlæggelse af en lommepark i Husum i forbindelse med en plads, samt ide-udvikling af en grøn forbindelse. Teknik- og Miljøudvalget behandlede indstillingen den 9. oktober 2012, hvor sagen blev udsat, fordi udvalget ønskede lidt mere uddybende svar på, hvad projektet indeholder, og havde konkrete spørgsmål til prisen sammenlignet med lommeparker andre steder i byen. Forvaltningen har udarbejdet et notat, bilag 4, der belyser projektet yderligere og forsøger at besvare de spørgsmål, der blev stillet på mødet.

Områdefornyelse Husums styregruppe har afsat 3,5 mio. kr. i anlægsmidler til et byrumsprojekt, der omhandler en lommepark, en plads og idé-udvikling af en grøn forbindelse. Bilag 1 viser, hvordan lommeparken indgår i sammenhæng med hele byrumsprojektet. Med de 2 mio. kr. som er afsat til lommeparker på forvaltningens øvrige anlægsramme, er der i alt 5,5 mio. kr. til etablering af plads, park og idé-udvikling af en grøn forbindelse i Husum.

Løsning

Lommeparken og pladsen i Husum, samt idé-udvikling af en grøn forbindelse er en del af Husum Kvarterplan vedtaget i Borgerrepræsentationen 26. august 2010 (punkt 16). Projektet vil blive udviklet i overensstemmelse med Områdefornyelse Husums Kvarterplan. Der har efter kvarterplanens godkendelse været en omfattende borgerinddragelse i Husum, hvor borgernes ønsker er skitseret. Disse er ligeledes beskrevet i vedlagte notat, se bilag 4.

Overordnet er ønskerne, at lommeparken skal være et lokalt mødested, et attraktivt sted, der appellerer til leg og bevægelse, og som er med til at gøre byen grønnere og skærpe fokus på klimatilpasning. De store smukke træer skal i videst mulig omfang bevares.

Dækningsgraven, der fylder meget i parken skal fjernes, og der skal etableres lys på pladsen og i parken for at højne trygheden. Den lille stikvej ud til Frederikssundsvej foreslås nedlagt, så der kommer en større sammenhæng mellem plads og park. Gennem parken skal der etableres et stiforløb, så det bliver muligt at bevæge sig på kryds og tværs af parken. Derudover skal der laves flere åbninger ind til parken og være legeområder for både børn og voksne.

Lommeparken er desuden med til at styrke byrumskvaliteterne i det udsatte byområde Husum, og medvirker til at højne livskvaliteten i området. Pladsen og især parken opleves i dag som meget øde og utrygge steder.

Proces

Lommeparken tilpasses de lokale omgivelser og borgernes ønsker. Der lægges vægt på, at der etableres et stærkt lokalt engagement, hvor der generelt sikres inddragelse af lokale borgere, interessenter og lokaludvalg via områdefornyelsen.

Lommeparkerne skal være mødesteder, der virker i hverdagen. Derfor skal det sikres, at de processer, der igangsættes, er tilpasset områdets betingelser, og at de tager afsæt i både tidligere og igangværende lokale projekter/idéer, f.eks. kvarterplaner for områdefornyelse og den indledende borgerdialog.

Økonomi

På Teknik- og Miljøudvalgets ordinære anlægsramme, er der afsat 2 mio. kr. til projektudvikling, projektering og anlæggelse af lommepark i Husum. Herudover er der afsat og frigivet 3,5 mio. kr. fra Områdefornyelse Husum til byrumsprojektet omkring Frederikssundsvej. Der er således samlet 5,5 mio. kr. til dette projekt. Udgifter til ekstern rådgivning, internt lønforbrug i Center for Anlæg og anlæg af projektet fremgår af nedenstående tabel:

 

Tabel 1: Udgifter til ekstern rådgivning, internt lønforbrug og anlæg

1.000 kr. (2012 p/l)

2012

2013

2014

I alt

Ekstern rådgivning

447

285

0

732

Internt lønforbrug (CAN)

198

290

35

523

Anlæg af projektet

0

4.245

0

4.245

I alt

645

4.820

35

5.500

 


De 2,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets ordinære anlægsramme er afsat på funktion 0.28.20.3, og de 3,5 mio. kr. fra Områdefornyelse Husum er afsat på Teknik- og Miljøudvalget anlægsramme til byfornyelse på funktion 0.25.15.3.

I bilag 4 er der som nævnt redegjort for prisniveauet for lommeparken og det er sammenlignet med to andre, private lommeparker.

Projektet kunne gøres billigere, hvis kommunen ikke var underlagt de offentlige udbudsregler, som øger rådgiverhonoraret og de administrative omkostninger. Udgifterne kunne også reduceres, hvis kvalitetsniveauet blev sænket, og der blev fravalgt robuste og slidstærke løsninger, der kan tåle et stort publikumspres og sikre mod høje vedligeholdelsesomkostninger.

Projektet forventes at blive projekteret i efteråret og frem til foråret 2013. I denne periode vil der blive afholdt en workshop, hvor lokale borgere og interessenter kan komme med input til projektet, ligesom projektet i denne periode vil blive fulgt af en følgegruppe, der også består af lokale borgere og interessenter. Anlægsarbejdet forventes at foregå i sommeren og efterår 2013.

 

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  /Simon Kjær Hansen         

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 5. november 2012

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, Ø og Signe Goldmann (U1).
Imod indstillingen stemte 3 udvalgsmedlemmer: C, I og O.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev godkendt.

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance afgav protokolbemærkning:

”Vi finder, at det er for dyrt at anvende 5,5 mio. kr. på et areal svarende til 5 parcelhusgrunde.”

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance standsede sagen jf. KSL § 23.
Til top