Behandling af bioaffald og tillæg til ejeraftale om Amager Ressourcecenter (ARC)
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til bortfald af låneramme til Amager Ressourcecenter (ARC) til behandling af bioaffald, kompetenceoverdragelse af behandling af bioaffald og tillægsaftale om ARC.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at den tidligere godkendte låneramme til ARCs etablering af anlæg til behandling af bioaffald på ca. 62 mio. kr. bortfalder,
- at fastholde kompetenceoverdragelsen for behandling af bioaffald til ARC pr. 1. januar 2021, idet behandlingen sikres ved udbud med det samme miljø- og klimamæssige sigte, som har ligget til grund for valg af den hidtil planlagte løsning,
- at godkende tillægsaftale om I/S Amager Ressourcecenter, september 2020, jf. bilag 2.
Problemstilling
Den nationale ’Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi’, som blev vedtaget i Folketinget den 16. juni 2020, medfører, at ARC formentlig ikke kan etablere den behandlingsløsning for bioaffald, som blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 21. november 2019. På den baggrund skal Borgerrepræsentationen godkende, at godkendelsen af ARCs lånoptag på 62 mio. kr. til behandlingsanlæg for bioaffald (Borgerrepræsentationen den 24. juni 2020) bortfalder. Borgerrepræsentationen skal desuden godkende, at kompetenceoverdragelsen af behandling af bioaffald til ARC fastholdes, og tage stilling til, om en ny tillægsaftale til ejeraftalen mellem ARCs fem ejerkommuner kan godkendes. Indstillingen fremlægges samtidig for kommunalbestyrelserne i ARCs fire øvrige ejerkommuner Dragør, Frederiksberg, Hvidovre og Tårnby.
Løsning
Borgerrepræsentationen vedtog den 25. august 2016 og den 21. juni 2018 tillæg til den oprindelige ejeraftale mellem ARCs fem ejerkommuner (Borgerrepræsentationen den 4. oktober 2012) for at sikre de økonomiske forudsætninger for etablering og drift af ARCs forbrændingsanlæg. Tillæggene til ejeraftalen giver ARC mulighed for at genoprette anlæggets økonomi ved dels at importere affald til forbrænding, og dels at Københavns Kommune kompetenceoverdrager sin affaldsindsamling til ARC for at sikre mere omsætning til ARC. Det er en forudsætning for import af affald til forbrænding, at ARC etablerer CO2-kompenserende tiltag (sorteringsanlæg til restaffald og biogasanlæg).
Det indgik også i beslutningen fra juni 2018, at Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR) og ARC skal sikre, at ARC kun importerer affald på tidspunkter, hvor varmen fra affaldsforbrændingen kan indgå i varmesystemet, uden at det medfører øget CO2-udledning. Dette ændres ikke med denne indstilling.
Klimaplan om en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi
Målet i Folketingets plan er en klimaneutral affaldssektor i 2030, som bygger på mere ensartet affaldssortering, øget genanvendelse og en reduktion af den nationale kapacitet til affaldsforbrænding. Planen betyder blandt andet, at kommunerne ikke må eje anlæg til behandling af genanvendeligt affald. Dette skal i stedet udbydes til behandling hos private virksomheder. Da ARC er et kommunalt selskab, må ARC på denne baggrund formentlig ikke eje forbehandlingsanlæg til genanvendeligt affald.
Behandlingsløsning for bioaffald og kompetenceoverdragelsen til ARC
I henhold til tillæg til ejeraftalen mellem ARCs fem ejerkommuner skulle ARC blandt andet etablere et anlæg til behandling af kildesorteret bioaffald og produktion af biogas i Solrød i samarbejde med Bigadan. Da bioaffald er genanvendeligt affald, medfører klimaftalen, at ARC ikke kan etablere anlægget. Derved bortfalder muligheden for at medtage en CO2-reduktion på 7.540 ton CO2 årligt i ejerkommunernes klimaregnskab. Af hensyn til opsigelse af samarbejde med firmaet Bigadan, skal ARC fritages for forpligtelsen til at gennemføre projektet. På den baggrund foreslås ejeraftalen mellem ARCs fem ejerkommuner suppleret med et yderligere tillæg jf. bilag 2.
Borgerrepræsentationen godkendte den 24. juni 2020 at overdrage kompetencen for behandlingen af bioaffaldet til ARC med virkning fra den 1. januar 2021. Kompetenceoverdragelsen betyder, at ARC står for behandlingen af bioaffaldet i stedet for kommunen. Overdragelsen gennemføres ved at ændre ARCs vedtægt, så ARCs formål også omfatter behandling af bioaffald. Der blev i beslutningen taget forbehold for eventuelle kommende ændringer i rammebetingelser og lovgivning som følge af forhandlinger i Folketinget. Forvaltningen anbefaler, at overdragelsen af kompetencen vedrørende bioaffald fastholdes med virkning fra den 1. januar 2021. Ved kompetenceoverdragelsen overtager ARC kommunernes eksisterende kontrakter. Herefter har ARC ansvaret for kontraktopfølgning og nye udbud.
Behandlingsomkostninger for bioaffaldet
Samlet set vurderes det, at en udbudsløsning for bioaffaldet ikke påvirker ARCs økonomi. Det er tidligere vurderet, at behandlingsprisen ved udbud ville være ca. 385-480 kr./ton sammenholdt med en pris på ca. 325 kr./ton på et anlæg etableret af ARC ved en årlig mængde på 50.000 ton. Denne vurdering fastholdes ud fra nuværende behandlingspriser. Beløbet er behæftet med en vis usikkerhed afhængig af blandt andet affaldsmængde, konkurrenceforhold på markedet for behandling samt støtte- og rammevilkår. Det forventes ikke, at ændringen får betydning for kommunens affaldsgebyrer.
Sorteringsanlæg til restaffald
Sorteringsanlægget til restaffald, som er et andet CO2-kompenserende tiltag i tillæg til ejeraftalen mellem ARCs fem ejerkommuner jf. bilag 3, forventes fortsat at kunne etableres, da der er tale om ikke-genanvendeligt affald. For at afklare eventuelle tvivlsspørgsmål angående anlæggets overensstemmelse med klimaplanen sendte ARCs ejerkommuner den 26. august 2020 et fælles brev til Klima-, Energi- og Forsyningsministeren og Miljøministeren, jf. bilag 4.
Reduktion af affaldsforbrænding og sammenhængen til beslutninger om ARC
Kommunernes Landsforening (KL) har påtaget sig at udarbejde en plan for reduktion af den danske forbrændingskapacitet, herunder mindske mængderne af importaffald, hvilket vil resultere i meget mindre forbrænding og dermed sænke udledningen af CO2.
Øvrige elementer i ejeraftalen mellem ARCs fem ejerkommuner og tillægsaftalerne forbliver uændrede, herunder muligheden for affaldsimport. Når KL har afsluttet sit arbejde med udmøntningen af klimaplanen for affaldssektoren, og der er fundet en model for reduktion af affaldsforbrændingskapaciteten på nationalt niveau, kan det danne grundlag for en ny ejeraftale om genopretning af ARCs økonomi og CO2-reduktioner, som kan vedtages inden udgangen af 2021.
Ejerkommunerne vil snarest muligt påbegynde drøftelser om mulige strategiske samarbejder og ejerkonstruktioner afhængigt af de fremtidige rammebetingelser.
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, giver Teknik- og Miljøforvaltningen besked til ARC om, at kontrakten med Bigadan kan opsiges, når de øvrige ejerkommuner har behandlet sagen.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 5. oktober 2020
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning
Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne tager de ændrede statslige rammevilkår til efterretning. Skulle der komme ændrede statslige meldinger, der betyder, at ARC får mulighed for at etablere det planlagte bioforbehandlingsanlæg skal forligskredsen bag ARC tage beslutningen op til genovervejelse.”