Oprettelse af parkbrugerråd i Amager Strandpark
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag til tilrettelæggelsen af arbejdet med inddragelse af brugere og borgere i udviklingen af Amager Strandpark.
Problemstilling
Da Borgerrepræsentationen den 26. februar 2015 besluttede at opløse Amager Strandparks interessentskab, blev det samtidigt besluttet, at den lokale forankring skulle sikres ved at nedsætte et permanent parkbrugerråd.
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. maj 2015 blev der vedtaget et medlemsforslag stillet af SF, som pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge mulighederne for øget inddragelse af brugere og lokale borgere i udviklingen af Amager Strandpark, herunder mulighederne for at ændre parkbrugerrådets sammensætning.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der nedsættes et parkbrugerråd med deltagelse af en række interessenter, som beskrevet i Borgerrepræsentations beslutning af 26. februar 2015. For at sikre en bred repræsentation i parkbrugerrådet, vil forvaltningen i foråret 2016 invitere til et åbent møde som led i nedsættelsen af parkbrugerrådet, og hvor alle, herunder også uorganiserede brugere og naboer, kan melde deres interesse for at deltage. Parkbrugerrådet vil blandt andet få til opgave at arbejde for at inddrage brugerne af strandparken.
Sammensætning af parkbrugerrådet
Parkbrugerrådet skal repræsentere brugere af strandparken så bredt som muligt.
Faste medlemmer: De otte grupper og foreninger som er nævnt i strandparkens fredningsbestemmelser som høringsberettigede i forbindelse med udarbejdelsen af udviklingsplaner, vil blive inviteret til at deltage i parkbrugerrådet med hver en person. De otte grupper er:
- Friluftsrådet
- Danmarks Naturfredningsforening
- Sundbyøster Ældreråd
- Sundby lokalråd
- Tårnby Kommune'
- Danske Handicaporganisationer
- Dansk Ornitologisk Forening
- Dansk Botanisk Forening
Desuden vil følgende som beskrevet i Borgerrepræsentationens beslutning af 26. februar 2015 blive tilbudt fast plads til en person for at sikre et stærkt samarbejde:
- Amager Øst Lokaludvalg
- Frederiksberg kommune
- Styregruppen for Naturcentret
På mødet vælges en række medlemmer blandt de fremmødte og efter følgende fordelingsnøgle indenfor følgende grupperinger:
- De forretningsdrivende kan vælge op til to repræsentanter
- Den Blå Foreningsby kan vælge en repræsentant
- Øvrige foreninger og lokale netværk i nærområdet kan vælge op til tre repræsentanter
- Naboer (boligforeninger, grundejere og haveforeninger mv) kan vælge op til to repræsentanter
- Uorganiserede brugere kan vælge op til to repræsentanter
- Skoler i nærområdet kan vælge en forældrerepræsentant
- Eventarrangører kan vælge en repræsentant
Fordelingsnøglen er sammensat ud fra erfaringer fra tidligere parkbrugerråd samt ønsket om en balanceret repræsentation at forskellige typer af brugere. Erfaringer fra tidligere parkbrugerråd viser også, at ikke alle pladser normalt bliver udnyttet, så forvaltningen forventer, at det samlede antal medlemmer bliver omkring 20. Der er gode erfaringer i forvaltningen med parkbrugerråd på 20 personer.
Fornyelse af parkbrugerrådets øvrige medlemmer: Når forvaltningen hvert 5. år påbegynder arbejdet med en ny pleje- og udviklingsplan, afholdes et åbent møde for ny-/ genvalg af øvrige medlemmer af parkbrugerrådet. Parkbrugerrådet sidder herefter i den 5-årige planperiode. Næste gang der skal vælges supplerende medlemmer til parkbrugerrådet vil være i 2022.
For at sikre, at parkbrugerrådet er repræsentativt for strandens interessenter og konkrete brugergrupper, kan forvaltningen i løbet af planperioden godkende justeringer i de ovennævnte grupperingers repræsentation fx i forbindelse med opløsning af foreninger eller ved fremkomst af nye brugergrupper. Forvaltningen involverer forinden den relevante gruppering i beslutningen om ændring af deres repræsentation så godt, som det er praktisk muligt.
Parkbrugerrådets opgaver
Parkbrugerrådets opgave er at være forum for dialog om udvikling og drift af strandparken og at repræsentere brugerne af Amager Strandpark i bredest mulig forstand overfor Københavns Kommunes forvaltning.
Parkbrugerrådet skal arbejde aktivt for inddragelse af brugere, som ikke sidder med i rådet. Det kan fx være gennem afholdelse af et årligt møde under åben himmel, hvor alle inviteres til at komme og tale om ideer og ønsker for strandparken.
Parkbrugerrådet kan fremsende ideer og forslag til strandparkens udvikling og drift til Teknik- og Miljøforvaltningen, og parkbrugerrådet har mulighed for at afgive høringssvar om udviklingsplaner og andre tiltag fra Teknik- og Miljøforvaltningen.
Parkbrugerrådet afholder mindst ét møde hvert år. Parkbrugerrådets beslutninger, udtalelser, forslag mm. vil fremgå af mødereferaterne. Parkbrugerrådets møder faciliteres af Teknik- og Miljøforvaltningen.
Økonomi
Drift af parkbrugerrådet gennemføres indenfor forvaltningens driftsbudget og har derfor ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Pernille Andersen
/Jon Pape
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.