Mødedato: 05.10.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Første behandling af to fælles gårdhaver på Vesterbro og Østerbro - høring

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om byfornyelsesforslaget til to fælles gårdhaver i henholdsvis Masnedøgadekarréen og Østbanegadekarréen skal sendes i høring

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Masnedøgadekarréen: Jagtvej 207-209, Drejøgade 2-10 og Masnedøgade 1-9, sendes i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 2.
  2. at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Østbanegadekarréen: Østbanegade 33-47, Strandboulevarden 8-20 og Classensgade 70-72 sendes i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 3.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har 13. januar 2014 delegeret beslutningskompetencen til vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdhaver til Teknik- og Miljøudvalget. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om byfornyelsesforslagene som skitseret i bilag 2-3 skal sendes i høring hos beboere, ejere og erhvervsdrivende.

Løsning

Med udgangspunkt i Københavns Kommunes ”Bæredygtig Byfornyelsesstrategi” fra oktober 2009 og Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om at ændre metoden til opgørelse af opbakning til fælles gårdhaver, indstilles to gårdhaver til offentlig høring. Den nye opbakningsmetode, der blev vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget 27. april 2015 betyder, at 2/3 af de afgivne stemmer skal stemme ja til etableringen af den fælles gårdhave, og at ja-ejendommene skal udgøre mere end 50 % af bruttoetagearealet. Opbakningen til de to gårdhaver er tilstrækkelig til, at de kan fremmes efter den nuværende såvel som den tidligere opgørelsesmetode.

Forvaltningen foreslår, at de to forslag til gårdhaver sendes i høring.

Baggrund
Beboere og ejere fra ejendommene i de to karréer har ansøgt om at få renoveret deres gårde. Forvaltningen vurderer, at de to gårde opfylder betingelserne i byfornyelsesloven for at komme i betragtning til en omlægning af gårdarealerne. Fælles for de to projekter er, at etablering af fælles gårdhaver vil give attraktive opholds- og aktivitetsmuligheder for beboerne i karréerne. Gårdhaverne vil fremstå grønnere end i dag med mere græsareal og flere bede. Der vil blive plantet 35 nye træer, ud over de ni eksisterende træer, der bevares. Nedsivning og forsinkelse af regnvandet i gårdhaverne, herunder etablering af grønne tage og regnbede, vil indgå i alle projekter. I gennemsnit afkobles 28 % af regnvandet fra kloakken. Målet for afkoblingen i den enkelte gårdhave er 30 % af regnvandet. Masnedøgadekarréen er smal, og det er derfor ikke muligt at opnå det ønskede mål for afkobling af regnvandet.

Parkering
Fremover vil der ikke være parkering eller biltrafik i gårdene.

I Østbanegadekarréen foreslås 26 parkeringspladser nedlagt. Dette sker for at give plads til større grønne områder og skybrudshåndtering. De 26 parkeringspladser vil ikke blive genetableret andet steds, idet der ikke ved hovedejendommens opførelse var krav om parkeringspladser. Der vil blive udbetalt erstatning for tab af lejeindtægt.

De nedlagte parkeringspladser ligger alle i blå parkeringszone. Bilister henvises efter projekternes gennemførelse til at parkere på de omkringliggende offentlige veje eller

p-anlæg. Parkeringstællinger i området ved Østbanegadekarréen viser, at der i gåafstand af 400 m fra karréen er belægningsprocenter mellem 60 og 100 % over døgnet.

Der er i dag ca. 100 cykelparkeringspladser i de to gårde og fremover vil der være 186 cykelparkeringspladser, hvilket svarer til 0,51 cykel pr. bolig og 0, 41 cykel pr. 100 m² gårdareal.

Beboerinddragelse
Der har været afholdt workshops med beboerne i karréerne om indretning af gårdhaverne. I de to forslag er det forsøgt at tilgodese de fremførte ønsker i størst muligt omfang, uden at tilsidesætte den fælles anvendelse af gårdhaven.

Ejere og beboere har fået oplyst, at driftsudgifterne til en kommende fælles gårdhave typisk udgør 80-105 kr. om måneden for en lejlighed på 70 m². Herfra skal trækkes de udgifter ejendommen allerede i dag bruger til driften.

Der har været gennemført en postkortundersøgelse af tilslutningen fra beboere, ejere og erhvervsdrivende til etablering af en fælles gårdhave. Resultatet er uddybet i bilag 4.

Bolig- og erhvervsenheder 

 

Antal mulige stemmer

Antal afgivne stemmer

Antal

ja-

stemmer

Antal

nej-

stemmer

Ja-stemmer

(% af afgivne)

*

Nej-stemmer

(% af mulige)

**

Masnedøgadekarréen

116

58

50

8

86,2 %

6,9 %

Østbanegadekarréen

267

103

92

11

89,7 %

4,1 %

*TMU-beslutning 27/4-2015 (2/3 af de afgivne stemmer skal være positive)
** TMU-beslutning 11/3-2013 (under 1/3 af mulige beboere og erhvervsdrivende må være imod forslaget). Opgørelsen er medtaget, fordi undersøgelsen blev gennemført efter de da gældende kriterier.

Fordeling af bruttoetageareal

 

Samlet bruttoetageareal

Bruttoetageareal For

Bruttoetageareal Imod

Masnedøgadekarréen

10.710 m²

10.710 m²

0

Østbanegadekarréen

21.651 m²

21.651 m²

0

Økonomi

Staten refunderer 50 % af udgifterne ved etablering af gårdhaverne. Den samlede udgift til at etablere de tre gårdhaver vurderes at blive 9,55 mio. kr. Kommunen afholder udgifterne, men får refunderet 4,775 mio. kr. fra staten. Tilskudsberegningerne, der er en udspecificering af, hvordan økonomien beregnes og fordeles, er vedlagt som bilag 6.

Hvis beslutningerne udmøntes, indpasses de i den kommunale byfornyelsesramme, der er afsat til byfornyelsesformål i 2015-2018 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.15.3.

Ejerne i de respektive karréer afholder selv driftsudgifterne til deres gårdhave.

Videre proces

Byfornyelsesforslagene bliver sendt i otte ugers offentlig høring.. Efter høringsperiodens udløb vil forvaltningen tage stilling til de indkomne bemærkninger og udarbejde indstilling om 2. behandling og endelig godkendelse af anlægsbevilling til Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen. 

Forvaltningen forventer på baggrund af høringssvarene at fremlægge et forslag til endelig beslutning om gårdhaverne for Teknik- og Miljøudvalget ultimo 2015. De to gårdhaver forventes færdige i sommeren 2016.

                    Pernille Andersen 
                                                     /Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 5. oktober 2015

Lars Dueholm (I) var ikke til stede under behandlingen af indstillingen.

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag
”At parkeringspladserne reetableres på egen grund.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med to stemmer mod seks. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B og Ø.

Indstillingen blev godkendt med seks stemmer mod to. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B og Ø.
Imod stemte: C og V.

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder, at det som udgangspunkt er en privat opgave og udgift at renovere egen gård.”
Til top