Affaldstakster 2017 (videreførelse af gældende takster)
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at taksterne på affaldsområdet i 2017 fastsættes som angivet i bilag 1, der er en videreførelse af niveauet for 2016, dog undtagen erhvervsadministrationsgebyret, jf. nedenfor.
Problemstilling
Nye udviklingstiltag på affaldsområdet afventer politisk stillingtagen, hvorfor konsekvenser for taksterne i 2017 ikke kan indregnes før efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af Budget 2017. Da der i kommunens budget for 2017 skal indarbejdes takster, foreslås det derfor, at Teknik- og Miljøudvalget fremsender et takstbilag med videreførelse af takstniveauet for 2016.
Forslag til udviklingstiltag samt nyetakster for 2017 forelægges Teknik- og Miljøudvalget på samme møde som nærværende indstilling med henblik på godkendelse i Borgerrepræsentationen den 13. oktober 2016, hvorefter taksterne kan justeres i det vedtagne takstbilag.
Løsning
Taksterne er et instrument til at påvirke borgernes adfærd, da de giver et økonomisk incitament til at sortere affaldet. Taksterne kan dermed aktivt understøtte de politisk vedtagne målsætninger på affaldsområdet. Samtidig er det i henhold til lovgivningen fastsat, at indtægter og udgifter skal balancere over en årrække, så området hviler i sig selv. De konkrete ordninger skal ligeledes hvile i sig selv.
Eftersom stillingtagen til nye udviklingstiltag på affaldsområdet ikke kan behandles af Borgerrepræsentationen forud for vedtagelse af Budget 2017, foreslås det med nærværende indstilling, at takstniveauet for 2016 videreføres som udgangspunkt for budgettet. Konsekvenserne af nye udviklingstiltag vil herefter kunne indarbejdes i takstbilaget, så de er gældende fra 2017.
2016-taksterne er tidligere godkendt af Borgerrepræsentationen og kan derfor indgå som udgangspunkt for budgetforhandlingerne alene på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse. Dog fastsættes taksten for erhvervsadministrationsgebyret ikke med udgangspunkt i 2016-niveauet, da Borgerrepræsentationen den 25. august 2016 har godkendt en takst i 2017 på 585 kr. for 2017.
Eftersom der ikke foreslås en pris- og lønfremskrivning i forhold til 2016, afspejler taksterne i bilag 1 reelt et fald på ca. 2 pct.
Økonomi
Med den nuværende prognose forventes overskuddet på affaldsområdet at være 100,0 mio. kr. ved udgangen af 2016. Med en videreførelse af takstniveauet fra 2016, forventes overskuddet at vokse til 160 mio. kr. frem mod 2019.
Den væsentligste usikkerhed i forhold til det fremtidige takstniveau vedrører herudover eventuelle ændringer som følge af Ressource- og Affaldsplan 2018, samt udgiftsniveauet i en kommende Ressource og Affaldsplan 2024.
Videre proces
Taksterne bliver behandlet i forbindelse med 2. behandlingen af Budget 2017. Efter Borgerrepræsentationens godkendelse træder taksternemed eventuelle justeringer i kraft per 1. januar 2017.
Pernille Andersen
/ Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 5. september 2016
Indstilling blev godkendt uden afstemning.