Mødedato: 05.04.2006, kl. 15:00

Ordensbestemmelser for parker og grønne områder

Se alle bilag

Ordensbestemmelser for parker og grønne områder

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for onsdag den 5. april 2006

 

 

Sager til beslutning

 

12.      Ordensbestemmelser for parker og grønne områder

 

TMU 207/2006  J.nr. 2220.0003/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

at  Teknik- og Miljøforvaltningen udskifter de nuværende ordensbestemmelser for byens kommunale parker og grønne områder med tidssvarende ordensbestemmelser, som beskrevet i indstillingens sagsbeskrivelse og bilag.

 

 

RESUME

De nuværende ordensbestemmelser er ikke længere tidssvarende hverken i sprog eller design. Det juridiske grundlag er samtidig ændret med vedtagelse af Politibekendtgørelsen, hvorfor forvaltningen vurderer at det er hensigtsmæssigt at gennemføre en regelforenkling og udskifte samtlige ordensbestemmelser i byens kommunale parker og grønne områder.

 

Forvaltningen ønsker at sende et positivt signal omkring brugen af de kommunale parker og grønne områder i et internationalt nutidigt og letforståeligt sprog, som alle også ikke danskkyndige vil kunne forstå. Forvaltningen har derfor valgt at arbejde med piktogrammer, som har et klart og enkelt budskab. Forståelsen af piktogrammerne underbygges med en dansk tekst.

 

De nye ordensbestemmelser har sit juridiske grundlag i "Bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger", BEK nr. 511 af 20/06/2005 (herefter kaldet Politibekendtgørelsen). Af Politibekendtgørelsen § 16 fremgår, at ordensbestemmelser i offentlige anlæg kan bekendtgøres og er juridisk gældende efter indhentet udtalelse fra kommunalbestyrelsen og efter godkendelse af politidirektøren.

 

Ordensbestemmelser for parker og grønne områder består af;

 

1.      Bruttoliste med de ordensbestemmelser, der kan finde anvendelse i parker og grønne områder (bilag 1).

2.      Eksempler på hvordan ordensbestemmelserne vil finde anvendelse (bilag 2-4).

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund
De nye ordensbestemmelser har sit juridiske grundlag i "Bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger", BEK nr. 511 af 20/06/2005 (herefter kaldet Politibekendtgørelsen). Af Politibekendtgørelsen § 16 fremgår "I offentlige anlæg skal besøgende overholde de ordensbestemmelser, som er bekendtgjort ved opslag, og følge de anvisninger til ordenens overholdelse, som gives af de tilsynsførende. Det samme gælder ordensbestemmelser, som er bekendtgjort ved opslag, og som efter indhentet udtalelse fra kommunalbestyrelsen er godkendt af politimesteren (politidirektøren) for nærmere afgrænsede private eller offentlige arealer, på veje eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang jf. § 2.". Af § 2 fremgår det blandt andet, at Politibekendtgørelsen finder sin anvendelse på borgernes adfærd i offentligt tilgængelige parker, pladser mm. "Hvor ikke andet fremgår, finder denne bekendtgørelse anvendelse på borgernes adfærd på veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig adgang. Bekendtgørelsen finder således f.eks. anvendelse på borgernes adfærd i offentligt tilgængelige parker, jernbane- og rutebilstationer, porte, offentlige toiletter, offentlige befordringsmidler, herunder taxier, forlystelsessteder samt i åbningstiden butikker, butikscentre og offentlige kontorer.

Stk. 2. Ved en vej forstås i denne bekendtgørelse offentlig eller privat vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter."

 Dvs. såfremt forvaltningen ønsker, at de besøgende alene skal rette sig efter de tilsynsførendes anvisninger skal ordensbestemmelserne kun bekendtgøres ved opslag. Forvaltningen ønsker dog, at give politiet mulighed for at agere jf. Politibekendtgørelsen § 16 og ønsker derfor udvalgets godkendelse af ordensbestemmelserne for parker og grønne områder. Desuden skal politiet efterfølgende høres og endeligt godkende ordensbestemmelserne for parker og grønne områder. 

 

Ordensbestemmelser for parker og grønne områder skal dels regulere publikums adfærd i byens offentlige tilgængelige parker og ubemandede legepladser samt give de tilsynsførende bemyndigelse til at give anvisninger overfor besøgende til ordenens overholdelse jf. Politibekendtgørelsen § 16. Desuden skal ordensbestemmelserne for parker og grønne områder give politiet mulighed for at agere og straffe overtrædelser af de anvisninger og forbud angivet i ordensbestemmelser for parker og grønne områder samt Politibekendtgørelsen generelle regler for opførelse i det offentlige rum jf. Politibekendtgørelsen § 18.

 

Der tages udgangspunkt i genanvendelse af de nuværende parkstandere hvorpå ordensbestemmelser opsættes. Selve opslaget vil bestå af et lamineret A4- papir i farvetryk, med tryk på begge sider. Hvis ordensbestemmelser udsættes for graffiti foretages en udskiftning frem for en afvaskning. 

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Ordensbestemmelser for parker og grønne områder skal regulere følgende forhold;

  • Borgernes håndtering af affald
  • Medtagning af hunde og cykler
  • Afbrækning af grene og plukning af blomster
  • Kørsel og parkering med motorkøretøjer
  • Overnatning
  • Ridning
  • Mulighederne for sejlads, fiskeri samt badning
  • Indtagelse af alkohol, berusende eller bedøvende midler
  • Brug af grill

 

Desuden regulerer politibekendtgørelsen blandt andet jf. §§ 3-12 følgende forhold;

 

  • Uanstændig, anstødelig, voldelig, støjende adfærd
  • Benyttelse af skydevåben, buer, slangebøsser, kasteskyts eller lignende
  • Antænding af bål

 

Ordensbestemmelser for parker og grønne områder består af;

 

1.      Bruttoliste med de ordensbestemmelser, der kan finde anvendelse i parker og grønne områder (bilag 1).

2.      Eksempler på hvordan ordensbestemmelserne vil finde anvendelse

 

2A. Ordensbestemmelser, der skal være generel gældende for parker og grønne områder i almindelighed (bilag 2).

2B. Ordensbestemmelser, der skal være lokalitetsbestemte med særlige lokale anvisninger og forbud (bilag 3).

2C. Ordensbestemmelser, der skal være gældende offentlige ubemandede legepladser (bilag 4).

 

For de lokalitetsbestemte ordensbestemmelser vil de generelle ordensbestemmelser blive suppleret med uddybende piktogrammer og tekst indenfor følgende områder;

  • Badning og sejlads er ikke tilladt.

Ordensbestemmelser for regulering af bade og sejladsmulighederne vil finde anvendelse i de parker og grønne områder hvor der forekommer større søer, f.eks. Utterslev Mose, Christianshavns Vold mm.

  • Fiskeri er tilladt

Ordensbestemmelser for tilladelse til fiskeri vil finde anvendelse i de parker og grønne områder hvor der forekommer større søer, og hvor der allerede i dag er mulighed for at fiske, f.eks. Ryvangens Naturpark, Vestvolden, Utterslev Mose og Damhussøen.

  • Ridning er tilladt

Ordensbestemmelser for tilladelse til ridning vil finde anvendelse i de parker og grønne områder hvor der er anlagt ridestier, f.eks. Amager Fælled.

  • Hunde i snor

I de parker og grønne områder hvori der forefindes fritløbsområde eller særlige løbegårde for hunde vil der blive givet anvisninger hertil f.eks. Nørrebroparken mm.

 

Økonomi

Penge til finansiering af udskiftning af ordensbestemmelser for kommunale parker og grønne områder afholdes af forvaltningens driftsmidler.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Såfremt indstillingen ikke tiltrædes, vil der skulle laves en konkret miljøvurdering i forbindelse med indkøb af alternativ stander og ordensreglement.

 

Høring

Ordensbestemmelserne vil efter kommunalbestyrelsens godkendelse blive sendt til høring og godkendelse ved politiet.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1 – Ordensbestemmelser for parker og grønne områder - Bruttoliste

Bilag 2 – Ordensbestemmelser for parker og grønne områder - generel

Bilag 3 – Ordensbestemmelser for parker og grønne områder med særlige lokale anvisninger og forbud.

Bilag 4 – Ordensbestemmelser for offentlige ubemandede legepladser.

 

 

Ole Bach


 

Til top