Supplerende principper for fælles gårdhaver (udsat på sidste møde)
Teknik- og Miljøudvalget skal fastsætte supplerende principper for kommunens fremtidige prioriteringer af offentligt finansierede renoveringer af nedslidte gårdrum til fælles gårdhaver
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender
- at vedtage vedlagte princippapir, bilag 1, indeholdende supplerende principper for etableringen af fælles gårdhaver i København
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget har i forbindelse med den politiske behandling af indstillinger om fælles gårdhaver behandlet en drøftelsessag og en indstilling om hvilke kriterier, der lægges til grund for prioritering af renoveringer af gårdrum. På den baggrund har udvalget ønsket yderligere oplysninger inden stillingtagen til hvilke principper, der skal fastsættes for kommunens fremtidige prioriteringer ved gennemførelsen af fælles gårdhaver.
De konfliktfyldte interesseområder i forbindelse med etablering af fælles gårdhaver, der har været behandlet er:
- Generel opbakning til etablering af fælles gårdhaver, herunder enkeltejendommes deltagelse/fritagelse
- Involvering i projekterne af ejere, beboere, erhverv og områdefornyelsessekretariaterne
- Erhvervsinteresser – herunder fjernelse af motorkørsel og parkeringspladser i forhold til fastholdelse af erhvervslejemål
- Fælles gårdhaver som socialt og/eller fysisk løft
- Gårdlaugets ejerskab af fælles gårdinventar.
Løsning
Eksisterende principper
De eksisterende principper er fastlagt i byfornyelseslovens bestemmelser om fælles gårdhaver og i Københavns Kommunes Strategi for bæredygtig byfornyelse med tillæg.
Der arbejdes med to former for fælles gårdhaver – de frivillige (tidligere Grønne Gårde) og de ”komplicerede”, som kommunen tager initiativ til at gennemføre
- Den primære indsats rettes mod karréer med de dårligste friarealer.
- Forvaltningen benytter forretningsførere til gennemførelse af forhandlingerne med ejere, beboere og erhvervsdrivende valgt via EU-udbud.
- Den færdige gårdhave overdrages til et gårdlaug, der skal forestå den fremtidige drift og vedligeholdelse.
- Københavns Gårdhaver skal som princip styrke bæredygtig byudvikling.
Forslag til supplerende principper
Med baggrund i de tidligere drøftelser, jf problemstilling, foreslås, at:
1.1 2/3 af ejere og beboere skal være positive over for etablering af en fælles gårdhave. 2/3
opfattes generelt som et kvalificeret flertal, og især i små karréer med få ejere kan et krav
om større opbakning give en ejer en uhensigtsmæssig vetoret. En oversigt over
opbakningen, der er belyst efter flere opgørelsesmetoder, vil blive vedlagt som grundlag
for den politiske godkendelse.
1.2 Enkeltejendomme kan i særlige tilfælde udelades, såfremt deres placering, størrelse eller
tilgængelighed ikke har betydning for kvaliteten af det samlede projekt.
2.1 Der afsættes flere ressourcer til dialogaktiviteter. Tidligt i processen vil forvaltningen via
forskellige metoder tage kontakt til alle beboere, både ejere, andelshavere, lejere og
erhvervslejere.
2.2 Forvaltningen står i samarbejde med områdefornyelsessekretariaterne for en indledende
dialog med ejere, beboere og erhvervsdrivende inden opgaven overgives til
forretningsførere.
2.3 I udbud af gårdhaveprojekter vil der blive lagt større vægt på forretningsførernes forslag til
involvering af de berørte parter
3.1 I karréer med erhverv vil der være fokus på dialog med erhvervsdrivende, herunder at der
gives oplysning om erstatning for et evt. tab.
3.2 I karréer med erhverv kan i særlige tilfælde indrettes mulighed for varetilkørsel og
parkering. I mange karréer er det ikke muligt på samme tid at opretholde parkeringspladser
og opnå tilstrækkelige friarealer. Derfor har det i mange år været et princip i byfornyelsen at
nedlægge parkeringspladserne og i givet fald betale erstatning for dem. I langt de fleste
tilfælde er der dog tale om, at det er ganske få parkeringspladser, der nedlægges. Ved de få
store nyere byggerier i disse typer karréer, er der således typisk sørget for parkeringspladser
i parkeringskældre.
4.1 Forvaltningen arbejder for at øge indsatsen for at løfte gårdrum i indsatsområder.
5.1 Forvaltningen igangsætter en ekstern evaluering af fælles gårdprojekter herunder
konsekvenserne for erhverv og forretningsførermodellen.
De foreslåede initiativer er uddybet og præciseret i vedlagte princippapir om supplerende principper, bilag 1. De yderligere oplysninger, Teknik- og Miljøudvalget har bedt om, fremgår af bilag 2. En skabelon for et oversigtsskema til opgørelse af den lokale opbakning til gårdhaveprojektet fremgår af bilag 3.
Økonomi
Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser, men de ændrede principper forventes at ville medføre et større ressourceforbrug både internt i forvaltningen og til finansiering af gennemførelsen af projekterne. Til gengæld forventes projekterne også at blive mere lokalt forankrede, og ressourcer anvendt til at håndtere indsigelser og klager forventes at kunne reduceres.
Videre proces
Såfremt principperne vedtages af Teknik- og Miljøudvalget, vil de blive anvendt i forbindelse med kommende politiske behandlinger af forslag til fælles gårdhaver. Det medfører, at de tre projektforslag, som pt. er udskudt, vil blive bearbejdet ud fra de nye principper, og der vil som et led heri blive gennemført en rundspørge i de tre projekter for at afklare opbakningen til projekterne.
Jens Elmelund
/Simon Kjær Hansen
Beslutning
Indstillingen blev udsat til behandling på udvalgsmødet d. 11. marts 2013. Samtidig træf udvalget beslutning om, at punkt 10 ”Forslag til beslutning, etablering af tre fælles gårdhaver” ikke behandles på mødet d. 11. marts 2013, da den skal afvente behandlingen af de supplerende principper for fælles gårdhaver.