Refusion af moms på affaldsgebyrer 2012-2023
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen søger refusion for moms opkrævet i forbindelse med affaldsgebyrer i perioden 2012-2023 hos Skattestyrelsen senest den 3. maj 2024.
- at en eventuel refusion af moms fra Skattestyrelsen indregnes i affaldsgebyrerne til og med 2030.
Problemstilling
Københavns Kommune har i mange år, i lighed med landets øvrige kommuner, opkrævet moms på alle affaldsgebyrer, både hos husholdninger og virksomheder. De opkrævede momsindtægter er sammen med momsudgifterne til affaldshåndtering blevet indberettet til og afregnet med Skattestyrelsen. Landsskatteretten afgjorde dog den 21. oktober 2020, at der fremover ikke skal opkræves moms på affaldsgebyrerne, og Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om i et notat den 10. marts 2022 (se bilag 2).
Skattestyrelsen offentliggjorde den 3. november 2023 et styresignal, der redegør for, hvordan afgørelsen konkret skal implementeres og kommunerne har derfra seks måneder til at søge refusion hos Skattestyrelsen for moms opkrævet i forbindelse med affaldsgebyrer fra og med 1. januar 2012.
Der kan kun søges om refusion, hvis kommunen kan opfylde nogle konkrete betingelser. Det gælder fx, at den moms, der tilbagebetales sammen med rentegodtgørelsen, skal tilfalde slutbrugerne. Ifølge styresignalet skal det ske enten via en egentlig tilbagebetaling eller ved indregning af refusionen i fremtidige affaldsgebyrer. Derudover kræves det, at der søges om refusion for alle de ydelser, der er dækket af afgørelsen, herunder det lovpligtige erhvervsaffaldsgebyr.
Løsning
Københavns Kommune opkrævede til og med 2021 moms på affaldsgebyrer for husholdningsaffald, og fra 2022 er gebyrerne opkrævet uden moms. Der er efter 2021 fortsat blevet opkrævet moms af gebyrer for vask af beholdere og midlertidige containere til storskrald og haveaffald, da det var forventningen, at disse ydelser ikke var omfattet af afgørelsen. Det fremgår nu af Skattestyrelsens styresignal, at disse gebyrer også er omfattet af momsfritagelsen, så de fra 2025 også opkræves uden moms.
Opgørelser af den moms, som kommunen har opkrævet på affaldsgebyrer i perioden 2012-2023, fratrukket den købsmoms, som kommunen har betalt ved ydelser forbundet med affaldshåndtering, viser, at Københavns Kommune har ca. 150 mio. kr. til gode ekskl. rentegodtgørelse. Det er derfor forvaltningens vurdering, at der er grund til at søge om refusion hos Skattestyrelsen inden fristen den 3. maj 2024. Da der er kommet nye renteregler, er det uvist, om rentegodtgørelsen samlet set vil forøge eller sænke den estimerede refusion.
For at sikre at den moms, der tilbagebetales sammen med rentegodtgørelsen, tilfalder slutbrugerne, skal Borgerrepræsentationen godkende, at refusionen indarbejdes som en reduktion i affaldsgebyrerne til og med 2030, hvilket falder sammen med planperioden for Ressourceplan 2030.
Det er uvist, hvornår en egentlig tilbagebetaling vil ske, da Skattestyrelsen formentlig vil modtage ansøgninger om refusion fra mange af landets kommuner i foråret 2024. Det betyder også, at det endelige beløb er ukendt, ligesom der ikke er egentlig garanti for selve tilbagebetalingen. Forvaltningen har drøftet sagen med Intern Revision, som vurderer, at det er forsvarligt at indregne en forventet tilbagebetaling på 150 mio. kr. på forskud, også i tilfælde af at sagsbehandlingen i Skattestyrelsen trækker ud.
Når kommunen ansøger om refusion, skal der både søges om refusion for gebyrerne for husholdningsaffald og det lovpligtige erhvervsaffaldsgebyr. Da erhvervsaffaldsgebyret blev afskaffet ved lov med virkning fra 1. januar 2019, kan en eventuel tilbagebetaling af moms ikke indregnes i fremtidige gebyrer. Det vil derfor kun kunne sikres ved, at kommunen betaler tilbage til de konkrete virksomheder, der er blevet opkrævet i perioden 2012-2018. En sådan tilbagebetaling vil være meget administrativ tung, og det er uvist, hvordan den kan finansieres. Derudover er det uklart, hvordan kommunen skal sikre tilbagebetaling til virksomheder, der efterfølgende er ophørt. Endelig vil en tilbagebetaling, for de fleste virksomheders tilfælde, ikke medføre en økonomisk gevinst, da virksomhederne har haft fradrag for den moms, de er blevet opkrævet sammen med gebyret.
Det fremgår af styresignalet, at Skattestyrelsen er opmærksom på udfordringerne med det lovpligtige erhvervsaffaldsgebyr og vil tage højde herfor i forbindelse med en eventuel refusion til kommunerne. Det forventes, at moms opkrævet sammen med det lovpligtige erhvervsaffaldsgebyr vil udgå enten helt eller delvist af en eventuel tilbagebetaling, men det er endnu uvist, hvordan Skattestyrelsen vil tage højde for det.
Politisk handlerum
Det kan vælges, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke skal søge refusion hos Skattestyrelsen.
Alternativt kan det vælges, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal søge refusion hos Skattestyrelsen men vælge en anden periode for, hvornår en eventuel tilbagebetaling af moms tilfalder slutbrugerne. Det fremgår af styresignalet, at det er op til den enkelte kommune at tilrettelægge metoden og dermed også perioden. I stedet for at indarbejde en eventuel tilbagebetaling i affaldsgebyrerne til og med 2030 kan der vælges en kortere eller længere periode. Hvis der vælges en kortere periode end 2025-2030, kan det medføre store udsving i gebyrerne mellem årene. Jo kortere perioden er, jo større vil udsvingene, alt andet lige, blive.
Selvom det fremgår af styresignalet, at refusionen kan tilfalde slutbrugerne via en egentlig tilbagebetaling uafhængigt af fremtidige gebyropkrævninger, vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen ikke, at den metode er mulig. Udover at dette vil kræve betydelige administrative ressourcer til selve udførelsen, er det ikke muligt at tilbagebetale til de konkrete borgere, der har betalt affaldsgebyrer i hele perioden 2012-2023, da data for hele perioden ikke længere er tilgængelig, og nogle af borgerne fx er døde i mellemtiden.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da der med denne indstilling tages stilling til, om der skal søges refusion, og hvordan en eventuel tilbagebetaling skal tilfalde slutbrugerne.
Hvis en eventuel tilbagebetaling af moms på affaldsgebyrer fra perioden 2012-2023 skal indarbejdes i affaldsgebyrerne til og med 2030, vil denne medføre indtægter i form af tilbagebetaling fra Skattestyrelsen. Det forventes at medføre, at affaldsgebyrerne kan reduceres med i alt ca. 450 kr. per husstand, dvs. ca. 75 kr. per husstand årligt i en seksårig periode.
De økonomiske konsekvenser vil indgå i fremtidige indstillinger om affaldsgebyrerne eller i en særskilt indstilling, når Skattestyrelsen har behandlet kommunens ansøgning om refusion.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen søge refusion af moms på affaldsgebyrer opkrævet i perioden 2012-2023 inden fristen den 3. maj 2024. Borgerrepræsentationen vil blive orienteret, når Skattestyrelsen har færdigbehandlet sagen.
Søren Wille
/ Marie-Louise Kudsk Hædersdal
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 5. februar 2024
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.