Mødedato: 05.02.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Anmodning fra Vestforbrænding om etablering af kreditfacilitet

Se alle bilag

I/S Vestforbrænding anmoder ejerkommunerne, herunder Københavns Kommune, om at godkende etablering af kreditfacilitet på 300 mio. kr. hos en kommerciel bank til investeringer, som ikke kan belånes hos KommuneKredit. Nye lovkrav om selskabsgørelse af forbrændingsanlæg inden den 1. januar 2025 betyder, at nye investeringer, som vedrører affaldsforbrændingsaktiviteter, ikke længere kan lånoptages hos KommuneKredit.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at I/S Vestforbrændings anmodning om at etablere en kreditfacilitet på 300 mio. kr. hos en kommerciel bank til investeringer vedr. affaldsforbrændingsanlægget, som ikke længere kan belånes hos KommuneKredit, godkendes.

Problemstilling

I/S Vestforbrænding har den 14. december 2023 sendt brev til ejerkommunerne, herunder Københavns Kommune med en anmodning om at godkende, at I/S Vestforbrænding etablerer en kreditfacilitet på 300 mio. kr. hos en kommerciel bank til finansiering af forventede investeringer vedr. affaldsforbrændingsanlægget, der ikke længere kan belånes hos KommuneKredit (bilag 2).

Løsning

Folketinget vedtog 2. juni 2023 den lov, der gennemfører den del af den politiske aftale af 16. juni 2020 om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, som vedrører de kommunale forbrændingsanlæg. Loven stiller krav om en ny organisering af affaldsforbrændingssektoren, herunder at forbrændingsanlæggene senest den 1. januar 2025 skal være udskilt i kapitalselskaber. De nye rammer betyder, at affaldsforbrænding ikke længere vil være en offentlig opgave, hvorfor der ikke kan lånoptages hos KommuneKredit.

I/S Vestforbrænding bestyrelse har den 7. december 2023 godkendt, at selskabet etablerer en kreditfacililtet hos en kommerciel bank på 300 mio. kr., som en midlertidig finansiering med variable rente, der løbende kan trækkes på. Kreditfaciliteten skal anvendes til brug for investeringer, som vedrører affaldsforbrændingsaktiviteter, der ikke kan belånes hos KommuneKredit.

 Det er alene kreditfaciliteten, der for nuværende skal træffes beslutning om i ejerkommunerne. De årlige investeringer, som kreditfaciliteten vedrører, vil være indeholdt i de lånerammer for de enkelte kalenderår, som årligt fremsendes til kommunernes godkendelse. Kommunalbestyrelserne i I/S Vestforbrændings ejerkommuner har således netop skulle godkende lånerammer for 2024, herunder en låneramme på 237 mio. kr. til finansiering af forskellige driftsinvesteringer, herunder bl.a. til forbedringer og levetidsforlængelse af forbrændingsanlægget, hvor lån vil skulle optages på markedsvilkår (TMU 18. december 2023 og forventeligt BR 1. februar 2024). Disse lån vil blive etableret i henhold til lånebekendtgørelsens bestemmelser om afvikling og løbetid. Kreditfaciliteten skal anvendes som midlertidig finansiering, indtil lån optages i kommercielle banker til aktiviteter, der vedrører forbrændingsanlægget.

Politisk handlerum

Der er mulighed for at beslutte, at etableringen af kreditfaciliteten ikke godkendes ud fra en betragtning om, at I/S Vestforbrænding skal finansiere investeringer til forbrændingsaktiviteter ud fra egen formue. Der vil dog være risiko for, at investeringerne dermed ikke kan gennemføres, hvilket ikke vil være i overensstemmelse med kommunens ejerstrategi for selskabet.

Økonomi

I/S Vestforbrænding har siden 1990 alene optaget lån hos KommuneKredit. De nye rammer for affaldsforbrændingsanlæggene betyder dog, at lån til affaldsforbrændingsaktiviteter fremadrettet skal optages hos kommercielle danske banker.

Ejerkommunerne hæfter for lån, der optages hvert kalenderår i forhold til indbyggerantallet det år, hvor forpligtelsen bliver indgået, jf. vedtægtens § 6, stk. 2 og 3. For Københavns Kommunes vedkommende medregnes kun indbyggertallet i den del af kommunen, der leverer affald til I/S Vestforbrænding. København Kommunes andel er 1. december 2023 på 21,07%.  

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen I/S Vestforbrænding om, at anmodning om at etablere kreditfaciliteten er imødekommet.

                                  Søren Wille                                                   

                                                    /Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 5. februar 2024

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top