Mulighed for udnyttelse af parkeringspladser reserveret til diplomatiske repræsentationer i aften- og nattetimer.
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til tilbagemeldingerne fra ambassader og andre diplomatiske repræsentationer om, hvorvidt de vil stille deres parkeringspladser til rådighed for hjemmeplejen og beboere i aften- og nattetimerne. Kun tre af de adspurgte repræsentationer er åbne eller delvist åbne for forslaget. Teknik- og Miljøforvaltningen har været i dialog med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om tilbagemeldingen. De ønsker ikke at gøre brug af pladserne, når antallet er begrænset. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler derfor ikke, at initiativet forfølges yderligere. Forvaltningen arbejder videre med hensigtserklæring fra Budget 2025 om ambassadepladser i dialog med Udenrigsministeriet.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke foretager ændring af eksisterende skiltning ved parkeringspladser reserveret til diplomatiske repræsentationer.
- at medlemsforslag om brug af ambassaders parkeringspladser stillet af Det Konservative Folkeparti, jf. Teknik- og Miljøudvalget den 10. juni 2024 hermed er håndteret (bilag 2).
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har, på baggrund af medlemsforslag om brug af ambassaders parkeringspladser, stillet af Det Konservative Folkeparti den 10. juni 2024 (bilag 3), samt Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. maj 2024 om, at forvaltningen undersøger muligheden for, at ambassadepladser gøres tilgængelige for køretøjer med hjemmeplejelicens og beboere i aften- og nattetimer, henvendt sig til ambassader og repræsentationer i Københavns Kommune. Kun to af de 27 ambassader/repræsentationer, der har svaret, er åbne for, at deres pladser kan benyttes af hjemmeplejen og én, at både beboere og hjemmeplejen kan benytte deres plads med forbehold (bilag 4). Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ønsker på den baggrund ikke at gøre brug af pladserne, da det vil være svært for medarbejderne at navigere i det begrænsede antal ambassader og med de forskellige regelsæt. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, at forvaltningen ikke ændre eksisterende skiltning.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen har via en høring henvendt sig til ambassader og andre diplomatiske repræsentationer beliggende i Københavns Kommune med henblik på at høre, om de vil stille deres parkeringspladser til rådighed for hjemmeplejen og beboere i aften- og nattetimerne. Høringen er foregået fra den 28. juni 2024 til den 23. august 2024.
Forvaltningen har i høringsbrevet redegjort for de udfordringer, såvel hjemmeplejen som beboere har med at finde ledig parkering ikke mindst i aften- og nattetimerne. På den baggrund har Teknik- og Miljøforvaltningen forsøgt at identificere mulige parkeringspladser, som kan benyttes til formålet. Høringsbrevet er sendt til i alt 62 ambassader og andre diplomatiske repræsentationer. Der er modtaget 27 høringssvar (bilag 4).
Ambassader og repræsentationers tilbagemeldinger
I høringssvarene henvises der i hovedparten af svarene til, at ambassader og andre diplomatiske repræsentationer udfører arbejde, der ofte ligger uden for almindelig arbejdstid, hvorfor pladserne ikke kan gøres tilgængelige for køretøjer uden ærinde på repræsentationerne.
Canada og Schweiz melder tilbage, at de er åbne for muligheden for, at hjemmeplejen kan benytte deres parkeringspladser i aften- og nattetimerne, men ikke beboere. Filippinerne er åbne overfor både hjemmeplejen og beboere, men vil tage forbehold for, at de selv kan få brug for pladserne, hvis de afholder arrangementer i overlappende tidsrum, og at hjemmeplejen og beboere ved brug af de reserverede pladser vil skulle sørge for, at der lægges kontaktoplysninger i køretøjet, så ambassadens personale kan kontakte de pågældende med henblik på at flytte køretøjet.
De resterende 24 henvendelse tilkendegiver, at de ikke er interesserede i at gøre pladserne tilgængelige i aften- og nattetimerne. 35 modtagere af høringsbrevet har ikke svaret.
Dialog med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen har været i dialog med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. For at en ændring af parkeringsforholdene er en reel hjælp for ikke mindst hjemmeplejen, er der behov for en ensartet ordning, der er nem og enkel at kommunikere og håndtere på daglig basis. På den baggrund er det forvaltningens vurdering, at der ikke er grundlag for at ændre skiltningen ved de pladser, der er reserveret til køretøjer med ærinde ved de repræsentationer, der er positive over for at tillade udefrakommende parkering.
Hensigtserklæring i Budget 2025
I Budget 2025 fremgår følgende hensigtserklæring om ambassadeparkering:
”Parterne er enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen gennemfører en sanering af parkeringspladser ved ambassader med henblik på at frigive flere parkeringspladser til københavnerne helt eller delvist. Saneringen sker i dialog med Udenrigsministeriet og under hensyntagen til proportionalitet for så vidt angår antallet af diplomater på de pågældende ambassader samt hensyntagen til reciprocitet for så vidt angår danske repræsentationer i udlandet. Afrapportering sker ved udgangen af 2025.”
På den baggrund – og med tilbagemeldinger fra ambassader og andre diplomatiske repræsentationer in mente - påbegynder forvaltningen en proces for sanering af parkeringspladser i dialog med Udenrigsministeriet.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte at:
- skiltningen ved diplomatiske repræsentationer beliggende i Københavns Kommune skal ændres ved de to af tre diplomatiske repræsentationer (Canadas og Schweiz’ ambassader), som har meldt positivt tilbage på, at hjemmeplejen får mulighed for at benytte pladserne.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, ændrer forvaltningen ikke på skiltningen ved ambassaderne og de diplomatiske repræsentationer.
Søren Wille
/Lena Kongsbach