Dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensning af sø ved Faste Batteri, samt udledning af regnvand
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal dispenseres til oprensning og efterfølgende udledning af regnvand til Faste Batteris bassin, der er beskyttet efter § 3 i naturbeskyttelsesloven.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
-
at der dispenseres fra naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensning og udledning af regnvand til sø ved Faste Batteri, jf. bilag 2.
Problemstilling
Ansøger har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensning samt udledning af regnvand til eksisterende, teknisk bassin ved Faste Batteri placeret på hjørnet af Njalsgade og Ørestads Boulevard. Faste Batteri bassin er i lokalplanen for området anvist som mulighed for lokal afledning af regnvand, og ansøger ønsker i den forbindelse at forskønne området ved oprensning og efterfølgende pleje. Bassiner samt andre anlagte vandhuller og søer kan blive omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttet natur, når de har en vandflade over 100 m2, og der har indfundet sig et naturligt dyre- og planteliv. Bestemmelsen er en forbudsbestemmelse mod tilstandsændringer af beskyttede naturtyper. Alle tilstandsændringer, herunder forbedringer, kræver dispensation.
Da bassinet lever op til kriterierne som en beskyttet naturtype efter § 3 i naturbeskyttelsesloven, kræver en oprensning af bassinet og udledning af vand en dispensation.
Løsning
Forvaltningen vurderer på baggrund af bassinets størrelse og naturindholdet, at bassinet er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som en sø, selvom naturværdien vurderes at være dårlig. I det konkrete tilfælde er det forvaltningens vurdering, at der ikke har indfundet sig et plante- og dyreliv, der skal tages særligt hensyn til ved den ansøgte oprensning. Denne vurdering er truffet på baggrund af iagttagelser af de aktuelle forhold, en gennemgang af tilgængelig viden om naturen i området, samt gennemsyn af luftfotos fra området.
Det er forvaltningens vurdering, at en oprensning af bassinet og et fremtidigt nænsomt vedligehold af de omkringliggende arealer vil medføre bedre naturforhold, og dermed forbedre vilkårene for både insekter og vegetation.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der kan gives dispensation, idet oprensning er en del af almindelig vedligeholdelsespraksis for sådanne tekniske anlæg.
Oprensningen og tilledningen af regnvand vil sikre et åbent vandspejl og en højere vandstand i bassinet, der mindsker risikoen for tilgroning med tagrør. Ansøger vil føre bassinet tilbage til tilstanden i 2004, hvor Metroselskabet på baggrund af anlægslov havde genoprettet bassinet efter byggeriet af Islands Brygge Station (bilag 3).
Af hensyn til dyrelivet i bassinet vil den praktiske vedligeholdelse ske efter 1. september og før 1. marts.
Større oprensningsarbejder i bassinet vil også fremadrettet kræve en dispensation fra naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttede naturtyper.
Meddeles der ikke dispensation, vil bassinet med tiden gro helt til og ud af beskyttelsen.
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt et udkast til afgørelse om dispensation i høring hos de grønne organisationer, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening i perioden den 4. oktober 2019 til den 18. oktober 2019. Der er ikke indkommet bemærkninger i høringsperioden.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, sender Teknik- og Miljøforvaltningen en afgørelse om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til ansøgeren og til de klageberettigede, der har fire ugers klagefrist. Ansøgeren samt grundejeren, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Miljøstyrelsen og lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, vil kunne klage over afgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet er klageinstans. Afgørelsen lægges også på Københavns Kommunes annonceringportal, der normalt anvendes til offentliggørelse af kommunens afgørelser.
Søren Wille
/Hans Christian Karsten
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 4. november 2019
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Alternativet er glade for, at en oprensning af bassinet og et fremtidigt nænsomt vedligehold af de omkringliggende arealer vil medføre bedre naturforhold, og dermed forbedre vilkårene for både insekter og vegetation. Dertil er det positivt, at søen oprenses i en årstid, hvor det er til mindst gene for biodiversiteten.”