Handlingsplan for vejstøj 2013-2018
Indstilling og beslutning
- at forslag til "Handlingsplan for vejstøj 2013-2018" godkendes (bilag 1)
Problemstilling
Ifølge bekendtgørelse om kortlægning af ekstern støj - Bekendtgørelse nr. 1309 af 21. december 2011 - skal alle større samlede byområder med mere end 100.000 indbyggere hvert 5. år kortlægges for støj. Desuden skal kommunen udarbejde en handlingsoplan for vejtrafikstøj. Miljøministeriet skal have tilsendt handlingsplaner fra de ansvarlige kommuner, og ministeriet udarbejder på den baggrund en sammenfatning, som afrapporteres til EU Kommissionen.
Borgerrepræsentationen besluttede den 6. juni 2013 at sende forslag til ”Handlingsplan for vejtrafikstøj 2013-2018” i offentlig høring. Planen forholder sig til kommunens mål for 2015 i Miljømetropolen:
- at alle københavnere skal kunne sove i fred for sundhedsskadelig støj fra trafikken
- at alle skoler og daginstitutioner i dagtimerne kun må være udsat for et lavt støjniveau fra trafikken.
Handlingsplanen er udarbejdet bl.a. på grundlag af en kortlægning af vejstøj i 2012. Ifølge kortlægningen er ca. 141.000 boliger (48 %) i Københavns kommune belastet med et støjniveau fra trafikken, som overstiger Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på 58 dB. Kommunens hidtidige indsats reducerer støjbelastningen, men kun langsomt i forhold til målet for 2015 i Miljømetropolen. I handlingsplanen lægges op til en række yderligere indsatser.
Høringen har kun afstedkommet enkelte ændringer i forslaget til ”Handlingsplan for vejstøj 2013-2018”.
Løsning
Antallet af støjbelastede boliger er faldet inden for de sidste 5 år, og særligt i kategorien ”stærkt støjbelastede” boliger er der færre boliger på grund af de hidtidige indsatser (hastighedsbegrænsning og støjreducerende asfalt).
Antallet af især ”stærkt støjbelastede” kommunale skoler falder også, da støjhensyn indgår i kommunens helhedsplaner for skolerenovering. Men udviklingen går langsomt i forhold til antallet af støjbelastede boliger og målet i Miljømetropolen. Hvis Miljømetropolens støjmål skal indfries, vil det efter forvaltningens skøn kræve investeringer i størrelsesordenen 4 mia. kr., jf. bilag 4.
”Handlingsplan for vejstøj 2013-2018” beskriver, hvilke initiativer, der kan igangsættes for at reducere støjbelastningen hurtigere end hidtil, men i et mere realistisk tempo. Det vil dog under alle omstændigheder kræve nye bevillinger samt opretholdelse af eksisterende bevillinger at nå indsatsmålene i handlingsplanen.
I ”Handlingsplan for vejtrafikstøj 2013-2018” foreslås konkrete indsatsmål som supplement til målene i Miljømetropolen. Der foreslås tillige disse indsatser fordelt på 6 fokusområder:
- Støjreducerende asfalt. Der udlægges pt. ca. 8 km/år. Forslaget er, at der udlægges 20 km/år i 5 år.
- Trafikplanlægning. De eksisterende indsatser virker og fortsætter: Vejnetsplan, skolevejsprojekter, hastighedsplaner, strøggader mv.
- Transportstruktur. EU-krav til mærkning af dæk i særlig støjsvag kategori i Miljøzonen inden 2018. Forudsætning for dette er en lovændring.
- Skoler og Daginstitutioner. Inden 2018 har alle støjbelastede undervisningsrum i kommunale skoler et tilfredsstillende trafikstøjniveau. Forudsætningen herfor er, at bevillingsniveauet til helhedsrenovering af skoler opretholdes.
- Tiltag på eksisterende boliger. Der støjisoleres 600 boliger inden 2018 ved støttet byggeri (byfornyelse). Støjpartnerskabspulje anbefales til stærkest støjbelastede boliger.
- Støjhensyn ved nye boliger. Eksisterende indsatser med krav til støjhensyn ved nybyggeri og i lokalplaner virker og fortsætter.
Høring
Den offentlige høring af handlingsplanen har resulteret i 15 høringssvar, hvoraf 10 var fra lokaludvalg. Høringssvarene fremgår af bilag 3, og er sammenfattet i en hvidbog (bilag 2).
Høringen viser stor interesse for støj og kommunens støjmål i Miljømetropolen. Dog er der enighed om, at der ikke gøres nok for at reducere vejstøjen.
Emnerne i høringssvarene omfatter primært hastighedsnedsættelser, støjreducerende asfalt, trafikplanlægning, støjsvage køretøjer, støjpuljer og tung trafik. Der savnes forslag til lokale indsatser i forhold til trafikplanlægning og støjreduktion. Der er også generelle bemærkninger om behov for helhedstænkning, nødvendigheden af flere indsatser, og bekæmpelse ved støjkilden. Der er også bemærkninger om, at handlingsplanen mangler eksakt form og undren over, at skøn fra De Økonomiske Råd benyttes frem for Miljøstyrelsens skøn mv.
Der er bemærkninger omkring indsatserne, bl.a. om at miljøzonen bør omfatte privat- og varebiler, at der skal være større fokus på hastighedsnedsættelser og overholdelse af disse, støjreducerende asfalt, støjpuljer samt støjskærme.
Af bemærkninger omkring trafikplanlægning kan nævnes forslag til at begrænse antal vejbaner på bl.a. Enghavevej og i Indre by, Åboulevarden i tunnel, skånsom jordkørsel ved anlægsarbejder, større fokus på kollektiv trafik og forslag om forsøg med elbusser.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen er grundlæggende enig i mange af udsagnene, men må bemærke, at handlingsplanen har en strategisk, overordnet karakter og derfor ikke indeholder løsningsforslag på konkrete lokale problemer. Der findes flere vurderinger på området omkring sundheds- og samfundskonsekvenser. Der er anvendt skøn fra Det Økonomiske Råd, da de pt. har de nyeste tal på området.
Siden Miljøstyrelsens skøn har ændrede behandlingsmetoder betydet, at flere personer behandles ambulant, og færre personer dør af hjertekarsygdomme nu i forhold til for 10 år siden. Da antallet af for tidligt døde forårsager størstedelen af omkostningerne i begge analyser af helbredseffekter, har disse justeringer stor betydning for de sundhedsøkonomiske vurderinger. Det Økonomiske Råd har således de pt. bedste og nyeste tal for sammenhængen mellem støj og sundhedseffekter.
I Ren luft planen, som Borgerrepræsentationen vedtog 19. september 2013, anbefales det at udvide miljøzonen til person- og varebiler, men dette afhænger af en lovændring. Forvaltningen planlægger at nedsætte hastigheden i boligområder samt på enkelte større veje, jf. Trafiksikkerhedsplanen, som Teknik- og Miljøudvalget tiltrådte 15. april 2013.
Støjreducerende asfalt er en del af kommunens støjreducerende strategi. Forvaltningen anbefaler støjpuljer som et virksomt middel. Støjskærme har ikke været brugt i stort omfang, da forvaltningen vurderer, at fordelene ved traditionelle støjskærme generelt ikke står mål med ulemperne og ressourcerne til anlæg og drift.
Antallet af vejbaner kan ikke reduceres alle steder. Enghavevej er fx en fordelingsgade, som skal sikre forbindelsen mellem bydelene. I Indre by arbejdes der aktivt med at afvikle trafikken så glidende som muligt uden at reducere den. Der er afsat midler til en teknisk analyse af muligheden for at etablere en tunnel til vejtrafik under Åboulevarden og Ågade. Der kan ikke stilles krav om tvangsruter for jordtransporter, men der kan indgås aftaler med bygherre om brug af visse veje for at opnå en skånsom og hensigtsmæssig afvikling af jordtransporten. Movia kører generelt med støjsvage busser, men der er ingen planer om elbusser på de nævnte strækninger. I 2013 indledes forsøg med 2 store elbusser. Kollektiv trafik styrkes ved Metrocityringen og nye linjer til Nordhavn og Sydhavnen..
Alt i alt har høringssvarene givet anledning til at foretage 3 mindre tekniske ændringer i handlingsplanen:
- I skema s. 5 skal ”10 km/år” rettes til ”8 km/år”
- Grafik med lagkagediagrammer s. 14 gøres tydeligere
- På s. 20 skal tegnet ”>” rettes til ”=”
Økonomi
Der er givet bevillinger i Budget 2014 til bl.a. 4-skole samarbejdet under Projekt Sikre skoleveje, som ellers slutter i 2013. Bevillingen rummer etablering af 40 km zoner på en del af Amager med tilhørende vejindretning.
Videre proces
Pernille Andersen
/Niels Tørsløv
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 4. november 2013
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 7 udvalgsmedlemmer: A, F, B, Ø
Imod indstillingen stemte 3 udvalgsmedlemmer: O, C, I
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme
Indstillingen blev anbefalet.
Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er enig i målet om mindre støj, men vi er ikke enige i virkemidlerne”