Medlemsforslag om drøftelse af den manglende brandsikring af Njals Tårn
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen, at der sættes en drøftelsessag på om den manglende brandsikring af Njals Tårn, herunder spørgsmålet om, der skal indhentes en uvildig erklæring om, at den brandsikring, der er sket, er tilstrækkelig. Drøftelsessagen skal fremlægges til politisk behandling snarest muligt.
(Stillet af Dansk Folkeparti)
Motivering
Det er i pressen kommet frem, at der er en manglende brandsikring af Njals Tårn, idet der er behov for et lag brandmaling på flere af søjlerne i Njals Tårn, og andre af dem bør repareres på grund af synlige skader. Dansk Folkeparti ønsker at udvalget hurtigst muligt skal drøfte den angivelige manglende brandsikring, og om der skal indhentes en uvildig erklæring om, hvorvidt den brandsikring, der er sket, er tilstrækkelig.
Teknik og Miljø-borgmesteren har i pressen udtalt: ”Udvalget har flere gange ønsket at få forelagt myndighedsgodkendelser. Det har de fået, og hvis der er et ønske om at få flere myndighedstrin forelagt, kan et udvalgsmedlem til enhver tid kræve det.” DF ønsker med dette medlemsforslag, at drøfte et oplæg, om der skal indhentes en uvildig erklæring om brandsikringen af Njals Tårn.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 4. oktober 2021
Det samlede udvalg stillede følgende ændringsforslag som erstatning til 1. at-punkt:
“At udvalget får en status på Faste Batteri på udvalgsmødet den 11. oktober 2021 og at udvalget derefter orienteres om status på hvert udvalgsmøde i indeværende valgperiode”.
Det således ændrede medlemsforslag blev vedtaget uden afstemning.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne noterer sig, at Teknik- og Miljøforvaltningen fortsat skal forelægge udvalget den endelig sag om ibrugtagningstilladelse og skal holde udvalget løbende orienteret om sagen. Partierne bemærker samtidig, at forvaltningen allerede har sikret inddragelse af uvildige eksperter til at kontrollere prøvetagningsprogrammet og finder det vigtigt, at udgifterne hertil dækkes af bygherrer.”
Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
“Dansk Folkeparti kan ikke godtage, at der udelukkende henvises til tidligere principbeslutninger, da man ikke tidligere har behandlet spørgsmålet om Bach-Gruppens brandsikring. Dette spørgsmål er først for nylig dukket op, da TV-Lorry orienterede politikere om den nye situation.”