Mødedato: 04.10.2006, kl. 15:00

Reduktion af vejstøj ved kommunale institutioner

Reduktion af vejstøj ved kommunale institutioner

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 4. oktober 2006

 

 

Sager til beslutning

 

11.      Reduktion af vejstøj ved kommunale institutioner

 

TMU 626/2006  J.nr. 29.0040/06

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

at Teknik- og Miljøudvalget tiltræder forvaltningens forslag om, at kommunens daginstitutioner og grundskoler medtages i den kommende lovpligtige kortlægning og handlingsplan til reduktion af vejstøj

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. august 2006

Sagen blev udsat

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 30. august 2006

Sagen blev udsat

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. september 2006

Sagen blev udsat

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2006

Sagen blev udsat

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2006

Tiltrådt, idet dele af handlingsplanen skal foreligge senest medio august 2007.

 

 

RESUME

På baggrund af et medlemsforslag i Borgerrepræsentationen besluttede Teknik- og Miljøudvalget den 21. juni 2006, at forvaltningen skal udarbejde en indstilling om at kommunens dagsinstitutioner støjkortlægges og at der udarbejdes en handlingsplan for nedbringelse af støjen med finansieringsforslag inden 1. september 2006 (TMU 374/2006).

Borgerrepræsentationen har allerede i Trafik- og Miljøplan 2004 vedtaget en række indsatser, der har til formål at nedbringe gener fra trafikstøjen, herunder afhjælpning af støjgener ved institutioner, skoler og lignende (BR 237/2005).

Endvidere skal kommunen gennemføre en lovpligtig støjkortlægning med tilhørende handlingsplaner, som skal være færdig henholdsvis juni 2007 og juli 2008. Den nye lovpligtige støjkortlægning betyder, at der samtidig kommer nye beregningsmetoder og nye grænseværdier. Det forventes, at Miljøstyrelsen senest i foråret 2007 offentliggør de nye vejledende støjgrænseværdier for trafikstøj.

På den baggrund anbefaler forvaltningen at fastholde Trafik og Miljøplan 2004 indsatser for nedbringelse af generne fra trafikstøjen ved institutioner og skoler. Endvidere anbefaler forvaltningen, at kommunens grundskoler også indarbejdes i den kommende støjkortlægning og handlingsplan, udover de kommunale daginstitutioner.

I budget 2006 er der ikke afsat midler til afhjælpning af støjgener. Realiseringen af initiativer i Trafik- og Miljøplanen og de kommende støjhandlingsplaner beror på budgetmidler i de kommende år.

Sagen var på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møder den 23.august 2006, den 30. august 2006, den 6. september og den 20. september 2006, men blev udsat. Et supplerende notat af 12. september 2006 blev udsendt med dagsordenen for udvalgets møde den 20. september 2006.


 

Til top