Mødedato: 04.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Lokalplanproces

Se alle bilag

På baggrund af en drøftelse i Teknik- og Miljøudvalget den 27. februar 2012 vil forvaltningen igangsætte nye tiltag for at styrke grundlaget for den politiske stillingtagen til lokalplaner.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at startredegørelser udarbejdes efter en ny skabelon (bilag 1),
  2. at indstillinger om lokalplanforslag fremover følges af et faktaark, der er udarbejdet efter en ny skabelon (bilag 3),
  3. at lokalplanforslag kun følges af særskilte bilag om miljøvurdering, tilgængelighed og borgerdialog ved særlige forhold – normalt vil det herefter fremgå af indstillingen

Problemstilling

Indstilling og bilagsmateriale er justeret efter drøftelsen i Teknik- og Miljøudvalget den 30. april 2012.

 I drøftelsen var der især fokus på, hvad en startredegørelse skal indeholde, så der foreligger et godt grundlag for at træffe politisk beslutning om at igangsætte en lokalplanproces.

Forvaltningen er af den opfattelse, at startredegørelser i flere tilfælde har udviklet sig til ”minilokalplaner” med et detaljeringsniveau, der rækker længere end til en mere overordnet diskussion om, hvad der er vigtigt at fokusere på i det pågældende projekt. Når beslutningerne træffes på et meget detaljeret grundlag med eksempelvis beskrivelse af arkitektur, materialevalg og skyggediagrammer, så indsnævres rammerne for den efterfølgende lokalplanproces og mulighederne for at videreudvikle projektet.

Løsning

Justering af bilag efter Teknik- og Miljøudvalgets møde den 30. april 2012

Drøftelsen af den foreslåede skabelon for startredegørelser viste et behov for mindre justeringer, så sammenhængen med de overordnede politiske mål for byomdannelsen bliver tydeliggjort:

  1. Mere fokus på grøn mobilitet – især cykelstier
  2. Præcisering af kommuneplanrammerne
  3. Miljø, bæredygtighed og tilgængelighed udfoldes, og
  4. Layoutet tilstræber den bedst mulige visualisering af projekt og problemstillinger.

Det har efter forvaltningens vurdering givet anledning til følgende justeringer i de foreslåede skabeloner:

Bilag 1, skabelon for startredegørelse: 

Ad 1. I analysen af stedet og i gennemgangen af de politiske mål er ”Mobilitet” indarbejdet som et fast emne.

Ad 2.  I sidste afsnit af startredegørelsen om ”Kommunens prioriteringer” er der indføjet et punkt 2, der markerer den særlige stillingtagen til evt. kommuneplantillæg.

Ad 3.  Listen over politiske mål og planer er suppleret med stikord, der signalerer indholdet, bl.a. vedr. miljø/bæredygtighed, der bl.a. dækker over tiltag som LAR og grønne tage, og ”Mobilitet/Tilgængelighed” er indarbejdet som pkt. 6.

Ad 4.  Der er indført faste overskrifter i skabelonen (markeret med fed skrift). Brug af illustrationer vil blive udviklet løbende i instruksen til sagsbehandlere i forvaltningen.

Bilag 2 a, eksempel på en ny startredegørelse ”Panum II”:

Der er arbejdet med underoverskrifter, som i højere grad relaterer sig til strukturen i bilag 1. Eksemplet er udarbejdet på baggrund af en allerede besluttet startredegørelse, og er derfor kun et tilnærmet eksempel på, hvordan fremtidige startredegørelser kan fremtræde som grundlag for politisk beslutning om igangsættelse af en lokalplanproces.

Som illustration er tidslinjen for lokalplanprocessen suppleret med en opgørelse af den samlede procestid for lokalplanens udarbejdelse og vedtagelse.

Bilag 2 b viser hvordan startredegørelsen så ud, da den i sin tid blev drøftet i Teknik- og Miljøudvalget, så der er et grundlag for at vurdere den nye skabelon i forhold til tidligere praksis.

Bilag 3, skabelon for faktaark:

Rubrikken vedr. ”Anvendelse” er suppleret, så det fremgår, at der er tale om kommuneplanens rammebestemmelse.

 

Ny skabelon for startredegørelser

Hovedsigtet med en startredegørelse er at give forvaltningen mulighed for at drøfte et nyt projekt med Teknik- og Miljøudvalget ud fra mere principielle overvejelser om, hvad projektet kan give til byen og hvilke mål, kommunen ønsker fremmet det pågældende sted, samt at få en beslutning om, hvorvidt der kan udarbejdes en lokalplan for projektet? Hermed sikres, at bygherre og forvaltning ikke bruger mange ressourcer på et projekt, som ikke ønskes igangsat. Det samme gør sig gældende i forhold til Økonomiudvalget, såfremt projektet forudsætter et tillæg til kommuneplanen.

I skabelonen er der lagt vægt på en kort præsentation af byggeønsker og en analyse af, hvad der er de væsentligste planmæssige udfordringer på det udvalgte sted i byen. Målet er, at udvalget træffer beslutning om, de vigtigste planlægningsmål, som forvaltningen skal forfølge i lokalplanprocessen.

Der lægges op til et kortfattet notat på op til 4 sider. Hvis forvaltningen skønner, at der er behov, kan startredegørelsen udbygges: Eksempelvis hvor byggeriet er særligt komplekst og vurderes at have en særlig påvirkning på omgivelserne, eller at offentligheden menes at have en særlig interesse i sagen. For at illustrere sigtet med den foreslåede skabelon viser bilag 2 a en bearbejdning af startredegørelsen for ”Panum”, som Teknik- og Miljøudvalget tidligere har behandlet, så det er muligt at få et overblik over, hvad ændringerne konkret indebærer.

Forvaltningen har anlagt en administrativ praksis om, at der ikke udarbejdes en startredegørelse, når et projekt er i overensstemmelse med de gældende rammer i kommuneplanen, eller når der er tale om et tillæg til en eksisterende lokalplan. I disse sager er der allerede sket en politisk stillingtagen til anvendelse, højder og volumen m.v. i forbindelse med vedtagelsen af det forudgående planmæssige grundlag. Det vil dog i sidste ende altid bero på en konkret vurdering af det enkelte projekt, hvor især hensynet til offentlighedens interesse i en given sag vil have stor indflydelse på beslutningen om udarbejdelse af startredegørelse eller ej.

Som opfølgning på Teknik- og Miljøudvalgets vedtagelse af handlingsplanen for nedbringelse af sagsbehandlingstiden i plan- og byggesager i 2010 har forvaltningen også undladt startredegørelser i de tilfælde, hvor Borgerrepræsentationen eksempelvis har besluttet i forbindelse med vedtagelse af en budgetaftale, at der skal udarbejdes et lokalplanforslag for et givet kommunalt anlæg, f.eks. nye daginstitutioner eller en skole.

Der er således ikke udarbejdet startredegørelse for tillæg I og tillæg II til lokalplanen for Carlsberg. Det samme gælder for projekterne vedr. Kirkebjerg Skole og Katrinedal Skole, som begge følger af en budgetaftale.

Ovennævnte retningslinjer for, hvornår der ikke udarbejdes startredegørelser, påvirker ikke proceduren for høring af lokaludvalg i lokalplansager. Lokaludvalg bliver altid hørt i forbindelse med den sædvanlige interne høring, som grundlag for udarbejdelse af et lokalplanforslag.

Forslag til nyt faktaark og bilag efter behov

Forvaltningen har udarbejdet en skabelon til et nyt bilag, der fremover vil følge alle lokalplansager. Det er et faktaark, der kortfattet giver udvalgets medlemmer mulighed for at danne sig et overblik over det aktuelle lokalplanområde og de væsentligste muliggjorte ændringer. Se forslag til skabelon i bilag 3.

Som udgangspunkt skal indstillinger om lokalplanforslag kun følges af særskilte bilag om miljøvurdering, tilgængelighedsvurdering og borgerdialog, når der er noget særligt at fortælle. Ellers vil emnerne kort blive behandlet i selve sagsfremstillingen.

Kvalitetssikring af indstillinger

Forvaltningen arbejder videre med at udvikle skabeloner og sagsstyring, der kan sikre en løbende kvalitetssikring af materialet til Teknik- og Miljøudvalgets behandling af lokalplanforslag, bl.a. i den interne lokalplanmanual, der i dag er basisgrundlaget for udarbejdelse af et lokalplanforslag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget, vil Teknik- og Forvaltningen, Center for Bydesign, implementere beslutningerne i centerets arbejdsgange.

 

        

 

                                Hjalte Aaberg

                                                                      /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 4. juni 2012

Indstillingen blev godkendt.

Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:

”Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti ønsker, at adgangsforhold for brugere med handicap beskrives under mobilitet i startredegørelsen.”

SF afgav protokolbemærkning:

”SF ser gerne, at en analyse af cykel- og fodgængermobiliteten i det pågældende område indgår i mobilitetsafsnittet”

Socialdemokraterne og Enhedslisten afgav protokolbemærkning:

”Socialdemokraterne og Enhedslisten ser gerne, at det af startredegørelsens forside fremgår, hvilke af kommunens mål, der understøttes ved en eventuel gennemførsel af projektet”.

Teknik- og Miljøudvalget afgav protokolbemærkning:

”Teknik- og Miljøudvalget ser frem til, at lokalplanerne indeholder afsnit om hhv. tilgængelighed for personer med handicap og mobilitet herunder for cyklister.”
Til top