Mødedato: 04.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Startredegørelse for lokalplanforslag Ny Østerbro Skole og forslag til kommuneplantillæg

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal godkende, at der udarbejdes lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg for et område ved Kræftens Bekæmpelse på Strandboulevarden for at kunne etablere en folkeskole.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at der udarbejdes forslag til lokalplan ”Ny Østerbros Skole” på baggrund af vedlagte startredegørelse (bilag 1).     
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiforvaltningen godkender,   

    2.  at der udarbejdes forslag til tillæg til Kommuneplan 2011, der ændrer en del af 
         det eksisterende område med offentlig formål (O3*-ramme) til serviceerhverv
         og boligformål (S3-ramme) på baggrund af vedlagte startredegørelse (bilag 1).

Problemstilling

Med Budget 12 vedtog Borgerrepræsentationen, at der skal bygges en ny skole og nye fritidsinstitutioner på Østerbro, da området vil mangle kapacitet i de kommende år. Det er vurderet, at den bedste beliggenhed for skolen vil være i den fraflyttede designskole ved Strandboulevarden, som Kræftens Bekæmpelse ejer. I alt drejer det sig om otte eksisterende bygninger på tilsammen ca. 18.000 m², der skal danne ramme om en firesporet folkeskole med tilhørende fritidstilbud med plads til ca. 1.000 elever. Det samlede antal ansatte vil være mellem 130 og 140. Københavns Kommune forventer, at skolen kan åbnes i 2015 med to børnehaveklasser.

Kræftens Bekæmpelse vil fortsat have deres domicil i området, men vil begrænse deres faciliteter til bygninger nord for deres indkørsel fra Strandboulevarden. De skitserede ønsker har et omfang, der forudsætter udarbejdelse af en lokalplan. Desuden foreslås kommuneplantillæg som ændrer Kræftens Bekæmpelses del af området til serviceerhverv, boliger og butiksformål.

Løsning

I forbindelse med skolen etableres en idrætshal på ca. 2000 m², der både kan anvendes til den obligatoriske skoleidræt og til boldspil. Derved sikres flest mulige anvendelsesmuligheder - også uden for skolens åbningstider. Idrætshallen indpasses i området ved at være tilbagetrukket fra Rosenvængets Hovedvej og sænket i terrænet med gulv ca. 1 meter under terræn. Taget udformes med begrønning og med mulighed for ophold og rekreative aktiviteter.


Ved A. F. Kriegers Vej ligger en kommunal institution med fritidshjem og klub i en ældre villa, der er ejet af Kræftens Bekæmpelse. Institutionen nedlægges i forbindelse med den nye skole og de nye fritidstilbud, hvorefter bygningen ønskes nedrevet for at give plads til en ny bygning på ca. 2.000 m² med foredragssal og kantine mv. Den nye bygning opføres i 2½ etage med begrønnet tag og tagterrasse.

I tillæg til Kommuneplan 2011 foreslås området, hvor Kræftens Bekæmpelse fortsat vil være bosiddende, ændret fra offentlige formål (O3*) til serviceerhverv og boligformål (S3).  Området indeholder ikke længere hospital som oprindeligt, men anvendes nu til kontor, forskning og detailhandel mv., der passer på en ramme med en anvendelse til serviceerhverv.

I lokalplanen fastlægges der en parkeringsnorm på 1 parkeringsplads pr. 150 m² nybyggeri for S-området (serviceerhverv og boligformål), hvilket svarer til 13 nye p-pladser og 1 parkeringsplads pr. 300 m² nybyggeri for O-området (offentlig formål) ud over allerede eksisterende parkeringspladser, hvilket svarer til 8 nye pladser og i alt anlægges 12 p-pladser til den nye skole.

Cykelparkering fastlægges til ½ plads pr. ansat/elev svarende til ca. 500 pladser for den nye skole inklusive den nye idrætshal. Cykelparkering til øvrigt nybyggeri fastlægges til 1½ parkeringsplads pr. 100 m² etageareal. Mindst halvdelen af alle cykelparkeringspladser skal etableres overdækket.

For at skabe gode rammer for skolen og gode sammenhænge mellem bygninger og friarealer, er det skønnet nødvendigt at nedrive en mindre del af den eksisterende bebyggelse, heraf én 1-etages administrationsbygning, der er kategoriseret som bevaringsværdig i kommunens SAVE registrering (kategori 1 til 3). Det er Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering, at denne bygning kan rives ned til fordel for en samlet skoleløsning. Forvaltningen lægger bl.a. til grund, at Østerbro er en fuldt udbygget bydel, samt at det er det bedst egnede sted, hvor der kan placeres en folkeskole inden for det aktuelle skoledistrikt.

I det hidtidige arbejde er der taget hensyn til hvordan nye bygninger kan tilpasses den bebyggelsesmæssige sammenhæng i området. Dette er sket på volumen niveau, hvor bygningshøjder og placering af byggefelter er defineret.

I det videre arbejde med lokalplanforslaget vil der særligt blive fokuseret på

  • udbygningsmulighedernes indpasning i kvarterets egenart
  • muligheder for passage gennem området
  • anvendelse af tagflader som opholdsarealer
  • facadeudformninger og materialer mv.
  • miljø og bæredygtigheds tiltag herunder grønne tage og  LAR

I lokalplanen vil der blive fastlagt bestemmelse om, at opholdsarealer på tag kan indgå i beregning af friareal.

Økonomi

Med Budget 12 er det besluttet at afsætte i alt 211,0 mio. kr. i anlæg i 2012-2014 til at bygge en ny skole på Østerbro.

På baggrund af nøgletal fra kommuneplanens investeringsredegørelse skønnes kommunen at kunne få en årlig skattemerindtægt på ca. 0,3 mio. kr.

Videre proces

Når startredegørelsen er godkendt i udvalgene, gennemføres en intern høring af forvaltningerne og lokaludvalget. Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg forventes at kunne forelægges for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter sommerferien 2012.

 

Claus Juhl                                                  Hjalte Aaberg

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 4. juni 2012

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Til top