Mødedato: 04.04.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af Projekttillæg 2022 til Spildevandsplan 2018

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til endelig godkendelse af Projekttillæg 2022 til Spildevandsplan 2018. Projekttillægget tilvejebringer det planmæssige grundlag for projekter på spildevandsområdet.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at Projekttillæg 2022 til Spildevandsplan 2018 (bilag 2) godkendes endeligt.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 16. december 2021 at sende Projekttillæg 2022 med 38 projekter i otte ugers offentlig høring og at delegere kompetencen til endelig vedtagelse af projekttillægget til Teknik- og Miljøudvalget. I høringsperioden, fra den 6. januar 2022 til den 3. marts 2022, er der modtaget fire høringssvar. Høringen har ikke givet anledning til ændringer i tillægget, men Teknik- og Miljøforvaltningen har taget fire af de 38 projekter ud af projekttillægget. Det skyldes, at forvaltningen vurderer, at der er behov for en yderligere høring af de grundejere, som bliver særlig berørt ved disse projekter og vil efter end høring blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget til særskilt godkendelse.

Teknik- og Miljøudvalget skal dermed tage stilling til at godkende det endelige Projekttillæg 2022 med 34 projekter som tillæg til Spildevandsplan 2018.

Løsning

Spildevandsplanen er en lovpligtig kommunal sektorplan, der fastlægger rammerne for kommunens og forsyningens arbejde på spildevandsområdet. inkl. håndtering af regnvand, klimatilpasning af afløbssystemet, kloakeringsform og kloakering af nye områder mm. Spildevandsplanen skal desuden sikre, at kommunen lever op til statens vandområdeplaner, som fastlægger målsætninger om miljøkvalitet for vandområderne. I bilag 8 er der en nærmere introduktion til spildevand og spildevandsplaner.

Den nuværende spildevandsplan, Spildevandsplan 2018, blev vedtaget af Borgerpræsentationen den 6. juni 2019. Spildevandsplanen danner den økonomiske ramme og sætter målene for håndtering af spildevand i Københavns Kommune frem til 2028. Spildevandsplan 2018 bliver hvert år opdateret med projekttillæg, der indeholder aktuelle projekter. Disse projekttillæg giver hjemmel til at implementere konkrete projekter inden for spildevandsplanens rammer.

Projekttillæg 2022 vil muliggøre 34 projekter indenfor tre projektkategorier (afløbssystem, klimatilpasning og byudvikling), som er defineret i Spildevandsplan 2018. To af disse 34 projekter er opdaterede projektbeskrivelser af projekter vedtaget i Projekttillæg 2021. Det drejer sig om ”Separatkloakering i Urbanplanen (2022)” og ”Remiseparken samt stierne i Urbanplanen AM21, hvor projektbeskrivelserne er opdaterede og aflyser og erstatter de tidligere vedtagne projektbeskrivelser, hvilket fremgår af de respektive projektbeskrivelser i bilag 2.

Et af projekterne i Projekttillæg 2022 pålægger HOFOR at udføre samfundsøkonomiske beregninger til fastlæggelse af nye serviceniveauer for tag- og overfladevand. Baggrunden for dette er en ny lov om spildevandsforsyningsselskabernes klimatilpasning m.v., der trådte i kraft den 1. januar 2021. Som følge af denne nye lov skal der udføres nye samfundsøkonomiske beregninger for Københavns Kommune, som skal udgøre baggrunden for at fastlægge kommunens serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand.

Den nye lov rummer mulighed for at pålægge spildevandsforsyningen at udføre disse beregninger. Forvaltningen ønsker at udnytte denne mulighed, således at HOFOR pålægges at udføre de samfundsøkonomiske beregninger i samarbejde med Københavns Kommune og de øvrige interessenter, der er Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Forsyning og BIOFOS. Dermed bliver det muligt at benytte takstmidler til at betale for beregningerne, der vil koste ca. 5-6 mio.

Som led i bestræbelserne på at begrænse overløb af regnvandsopblandet spildevand til havnen er der i projekttillægget fremsat en ny indsats om reduktion af overløb fra Strandvængets Pumpestation. HOFOR pålægges at identificere en teknisk løsning, der hurtigt sikrer denne indsats.  HOFOR har oplyst forvaltningen, at de snarest vil præsentere en tidsplan og et løsningsforslag.

Desuden pålægges HOFOR at udarbejde en redegørelse for, hvordan stop af planlagte udledninger af spildevand til vandområder, herunder Øresund, kan implementeres. Redegørelsen er et led i opfyldelsen af en målsætning om ophør af planlagte udledninger, som er bekendtgjort i aftaleteksten for Budget 2021.

Projekterne medvirker til at understøtte kommunens serviceniveau for målsætninger for badevandskvaliteten i Københavns Havn og Øresund, kloakken, samt statens målsætninger for vandområder.

Høring

Der er modtaget fire henvendelser i høringsperioden. Høringssvarene kan læses i fuld form i bilag 7. Høringssvarenes hovedsynspunkter og forvaltningens kommentarer til disse er anført nedenfor.

Høringssvar fra Kgs. Enghave Lokaludvalg

Kgs. Enghave Lokaludvalg har kommenteret på projekt K1.71 ”Arealreservation af vej, Supplement til Valby Skybrudstunnel projekt”. I forbindelse med udlægning af vejen mener lokaludvalget, at det skal sikres, at krydsningen fra stien over kørevejen og ind til Tippen udføres på en måde, så der er klart udsyn for folk der færdes i området, og at arbejdstrafikken skal afvikles langsomt og sikkert. Udvalget foreslår desuden, at den eksisterende gang- og cykelsti forlænges fra indgangen til Tippen langs banen ved Fragtvej og op til krydset ved Bådehavnsgade.

Forvaltningens kommentarer

Forvaltningen er enig i, at det bør sikres, at der i projektets anlægsfase er sikre forhold for bløde trafikanter og øvrige færdende i området. Kgs. Enghave Lokaludvalgs kommentarer og ønsker videresendes til HOFOR, som er ansvarlig for anlægsprojektet, med opfordring til så vidt muligt at efterkomme lokaludvalgets ønsker.

Høringssvar fra Sdr. Frihavnsudvalg

Sdr. Frihavnsudvalg har kommenteret på projekt A1.9 ”Opgradering af afløbssystem på Langeliniekaj”. Udvalget ønsker at få udleveret uddybende beskrivelser for ledningen på Langeliniekaj og det konkrete gravearbejde på Langelinie Allé og Indiakaj, og ønsker desuden mulighed for at kommentere på dette. Udvalget foreslår konkret, at eventuel opbrydning af cykelsti og vej gennemføres, inden disse efter planen skal påføres nyt slidlag.

Forvaltningens kommentarer

Sdr. Frihavnsudvalgs kommentarer og ønsker videresendes til HOFOR, som er ansvarlig for projektet med opgradering af afløbssystem på Langeliniekaj inkl. tilhørende anlægsarbejde – med anmodning om så vidt muligt at efterkomme udvalgets ønsker.

Høringssvar fra Vanløse Lokaludvalg og Valby Lokaludvalg

Vanløse Lokaludvalg og Valby Lokaludvalg har begge indgivet kortfattede, positive høringssvar uden spørgsmål eller anmodninger til forvaltningen.

Forvaltningens kommentarer

Forvaltningen takker for høringssvarene og har derudover ikke kommentarer til disse.

Politisk handlerum

Forvaltningen vurderer, at det politiske råderum indeholder følgende handlemuligheder:

  • Teknik- og Miljøudvalget godkender det endelige Projekttillæg 2022 til Spildevandsplan 2018 som indstillet af forvaltningen, eller
  • Teknik- og Miljøudvalget vælger at tage projekter ud af projekttillægget, fx på baggrund af høringssvar beskrevet ovenfor, og herefter vedtage de resterende projekter som Projekttillæg 2022.

Vedtagelse af projekterne i tillægget er en forudsætning for projekternes igangsættelse.

Økonomi

Projekttillægget medfører ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Forsyningsselskabernes investeringer

Forsyningsselskabernes samlede investeringsramme til både drift, vedligeholdelse og skybrudssikring vil i planperioden fra 2019-2028 være på samlet set 11,1 mia. kr. Heraf har er der budgetteret med 252 mio. kr. i forbindelse med Projekttillæg 2022.

For uddybning se bilag 3 og bilag 4.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, er Projekttillæg 2022 til Spildevandsplan 2018 endelig vedtaget, og projekterne kan igangsættes i 2022. Forvaltningen vil herefter høre de grundejere, som bliver særlig berørt ved de fire relevante projekter. Disse projekter vil efterfølgende blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget til særskilt godkendelse på et senere TMU-møde.

                          Søren Wille

                                                                              / Lena Kongsbach

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 4. april 2022

 

Et enigt udvalg stillede følgende ændringsforslag som nyt 2. at:

 

“at Teknik- og Miljøforvaltningen vender tilbage med en redegørelse for, hvordan fremtidig udmøntning af spildevandsplanen kan prioritere de steder, hvor spildevandsoverløb pga. vejr kan have betydning for badning i havnen.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

 

Det samlede udvalg afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det er væsentligt, at der arbejdes intensivt på at begrænse udledningen af spildevand til havnen og Utterslevmose.”

 

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

“Partierne vil arbejde for, at der fremover udarbejdes beregning af klimaaftryk, der fremlægges sammen med spildevandsplaner, lokalplaner, mv.”

Til top