Cykelanlægget Holmen Dirt, Christianshavn
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,
- at Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til opfølgning på medlemsforslaget om Holmen Dirt, som beskrevet i løsningsafsnittet, tages til efterretning.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der hermed er gjort op med medlemsforslag stillet af Radikale Venstre på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 1. november 2021 med ændringsforslag fra det samlede Teknik- og Miljøudvalg (bilag 2).
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 1. november 2021 et ændringsforslag til medlemsforslag stillet af Radikale Venstre (B), hvor Teknik- og Miljøforvaltningen blev bedt om at afdække og redegøre for løsningsmuligheder for, hvordan cykelanlægget Holmen Dirt bevares eller evt. flyttes, så det tager hensyn til fredninger og fortidsminder.
Forslaget er fremsat på baggrund af, at Teknik- og Miljøforvaltningen den 6. oktober 2021, har meddelt afslag på ansøgning om tilladelse til bibeholdelse af cykelbanen, som ligger inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Christianshavns Vold. Afgørelsen er den 27. oktober 2021 påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, og forvaltningen afventer nu klageinstansens afgørelse.
Denne indstilling beskriver seneste status og beskriver de forskellige udfald af klagesagen, som handlemulighederne vil afhænge af.
Løsning
Cykelbanen Holmen Dirt er opført på Arsenaløen ved Christianshavns Vold. Voldanlægget er beskyttet som fortidsminde efter museumslovens §29. Omkring det beskyttede fortidsminde er der et areal, som er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 18. Reglen fastsætter, at der inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen (omkring voldanlægget) ikke må foretages ændringer af tilstanden. Lovgivningen administreres meget restriktivt, og der kan kun meddeles dispensation i særlige tilfælde under forudsætning af, at der tages hensyn til lovens intentioner. Det kan fx være til opbevaring af udstyr i et skur eller en container, der ikke påvirker landskabet.
Arealet på Arsenalvej 6 har ifølge foreningen Holmen Dirt, været anvendt til cykelbane i ca. 20 år. Cykelbanen ligger delvist indenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Christianshavns Vold.
Cykelbanen er oprindeligt etableret uden forudgående ansøgning om dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen. Cykelbanen er løbende udbygget, og udbygningerne er også gennemført uden ansøgning om dispensation. Ifølge ansøgningsmaterialet er der gennem årene tilført omkring 300-400 tons jord.
Københavns Kommune ejer ejendommen, matr.nr. 616 Christianshavns Kvarter, København, hvor cykelbanen er placeret.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har på vegne af foreningen Holmen Dirt, søgt Teknik- og Miljøforvaltningen om dispensation til bibeholdelse af cykelbanen med tilhørende anlæg. Teknik- og Miljøforvaltningen har den 6. oktober 2021 meddelt afslag på ansøgningen. Foreningen Holmen Dirt har den 27. oktober 2021 klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet over forvaltningens afgørelse. Efter sædvanlig praksis har forvaltningen pga. klagesagen sat lovliggørelsessagen i bero og forvaltningen afventer nu nævnets afgørelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet har den 14. februar 2022 oplyst, at den forventede sagsbehandlingstid er 8 måneder.
Mulige udfald af klagesag og handlemuligheder
Sagen er meget unik, og derfor er det vanskeligt at vurdere sagens udfald. Forvaltningen vurderer umiddelbart, at der er fire mulige udfald på den verserende klagesag:
- Forvaltningen lægger til grund, at klagenævnet visiterer nye sager og i den forbindelse vurderer, hvorvidt de formelle betingelser for at klage, er opfyldt. Klagenævnet kan i forbindelse med visitationen nå frem til, at en eller flere formelle klageregler – kompetence, klageberettigelse, klagefrist - ikke er opfyldt, hvorefter klagen afvises. Det vil betyde, at kommunens afslag på dispensation står ved magt, og udgangspunktet er, at forholdene skal lovliggøres fysisk, det vil sige, at arealet skal reetableres, så det fremstår som før etablering af cykelbanen.
- Klagenævnet kan træffe afgørelse om, at klager får helt eller delvist medhold i klagen. Klagenævnet kan beslutte at ophæve forvaltningens afgørelse om afslag på dispensation og hjemvise sagen til fornyet behandling. Det kan fx være, hvis klagenævnet mener, at forvaltningens sagsoplysninger eller begrundelse er utilstrækkelig. Forvaltningen vil have mulighed for at rette op på evt. sagsbehandlingsfejl og træffe en ny afgørelse med samme resultat.
- En anden mulighed er, at klagenævnet træffer afgørelse om, at forvaltningen er forpligtet til at meddele dispensation til bibeholdelse af cykelbanen, fx på grund af forløbet eller tidsaspektet i den konkrete sag. Hvis det bliver udfaldet, vil forvaltningen give den fornødne dispensation.
- Endelig kan klagenævnet træffe afgørelse om, at foreningen ikke får medhold i deres klage. Dermed står forvaltningens afslag på bibeholdelse ved magt, og udgangspunktet er, at forholdene skal lovliggøres fysisk, det vil sige, at arealet skal reetableres så det fremstår som før etablering af cykelbanen.
Teknik- og Miljøforvaltningen har, som en del af sagsbehandlingen forud for meddelelsen af afslag på ansøgningen om dispensation, været i dialog med foreningen Holmen Dirt og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Forvaltningen har i denne dialog redegjort for, hvorfor banen ikke vil kunne lovliggøres med den nuværende udformning og placering.
Hvis resultatet i klagesagen bliver, at forvaltningens afslag på bibeholdelse af anlægget står ved magt, vil forvaltningen gå i dialog med foreningen igen om en mulig løsning for cykelbanen.
Forvaltningen har, inden der blev meddelt afslag, oplyst foreningen om, at der eventuelt vil kunne opnås dispensation til placering af containerne m.v. mellem krudtvoldene, så der dermed ville blive skabt mere plads uden for fortidsmindebeskyttelseslinjen til en ny bane. En anden løsning kunne være en mindre bane tæt ved idrætspladsen til Holmens Idrætsanlæg, så de større cykelbaner og hop flyttes udenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen. Foreningen har ikke umiddelbart været interesseret i disse løsningsforslag og har tilkendegivet, at de umiddelbart ikke ser disse løsninger som en realistisk mulighed, da arealet vil være for småt til at kunne fortsætte deres aktiviteter i området.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i september 2021 været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om fire alternative placeringsforslag, som Teknik- og Miljøforvaltningen overordnet har screenet for de planmæssige rammer og eventuelle fredninger. De fire placeringsforslag er 1) Sundby Idrætspark, 2) Holmens Idrætsanlæg, 3) Københavns Motorbane samt 4) Refshaleøen og Prøvestenen.
På nuværende tidspunkt er der alene tale om foreløbige forslag, idet forvaltningen som ovenfor nævnt, afventer udfaldet af klagesagen inden der iværksættes mere konkret dialog om banens eventuelle fremtidige beliggenhed og udformning.
Politisk handlerum
Der er på nuværende tidspunkt ikke et politisk råderum, da der er en igangværende klagesag hos Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har taget sagen til efterretning, vil forvaltningen afvente Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse.
Søren Wille
/Lena Kongsbach
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 4. april 2022
Sagen blev udsat.