Mødedato: 04.02.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høring af revision af Regulativ for husholdningsaffald

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til udsendelse af revideret regulativ for husholdningsaffald i lovpligtig offentlig høring.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen iværksætter offentlig høring af forslag til regulativ for husholdningsaffald, jf. bilag 2, med en høringsperiode på fire uger fra 8. februar 2018.

Problemstilling

Borgerrepræsentationens besluttede den 20. september 2018, at Københavns Kommune kompetenceoverdrager affaldsindsamling til Amager Ressourcecenter (ARC) pr. 1. januar 2019. Overdragelsen omfatter affaldsindsamling (herunder kontraktopfølgning og tilsyn med renovatører) samt indkøb og servicering af affaldsbeholdere. Øvrige opgaver og kompetencer på affaldsområdet forbliver i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Husholdningsaffaldsregulativet skal derfor konsekvensændres, så det af regulativet fremgår, hvornår det er ARC, som varetager en given opgave, og hvornår det er kommunen.

Løsning

Affaldsbekendtgørelsen (ikrafttræden 1. januar 2019) indeholder de vigtigste regler om kommuners indsamling og håndtering af borgernes affald. Kommunerne skal sørge for, at der er affaldsordninger og sikre, at ordningerne lever op til de krav, der er i affaldsbekendtgørelsen. Efter bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v. (ikrafttræden 1. januar 2019) skal kommunen udarbejde og vedtage regulativer om ordninger for affald fra husholdninger i kommunen. Regulativerne skal være opdelt i en generel del og en særlig del efter de skabeloner, som er fastsat i bekendtgørelsen.

Efter overdragelsen af opgaven til ARC har Teknik- og Miljøudvalget og forvaltningen ikke mulighed for direkte indflydelse på den daglige drift, men vil udelukkende gennem planer og regulativer kunne sætte retning og rammer for ARC´s selvstændige varetagelse af opgaven.

Den nærmere afgrænsning af opgaver, som er kompetenceoverdraget til ARC, følger af aftale mellem Københavns kommune og ARC om kompetenceoverdragelse, jf. bilag 3. I regulativet er Københavns Kommune erstattet med ARC på områder, hvor kompetencen er overdraget til ARC. De konkrete ændringer er markeret i regulativudkastet, jf. bilag 2.

Ændringerne har ikke nogen praktiske eller økonomiske konsekvenser for borgerne.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, skal regulativerne efter bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v. i offentlig høring i mindst fire uger. Efter høringen skal regulativerne endeligt godkendes i Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

    Pernille Andersen

                                        / Hans Christian Karsten

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 4. februar 2019  

Indstillingen blev godkendt.

Til top