Mødedato: 04.02.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Drøftelse af gravearbejder på private fællesveje (udsat i sidste møde)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte proces og tilsyn ved gravearbejder på private fællesveje.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, 

1. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter kommunens varsling af private grundejere, herunder høringsperiodens længde, forud for at kommunen giver en gravetilladelse til at grave i private veje.

2. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter kommunes håndtering af ledningsejernes færdigmeldinger og 10 dages indsigelsesfristen.

3. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter kommunens tilsyn med ledningsejernes egenkontrol og kommunens tilsyn med det færdige arbejde og reetablering af de private veje.

Problemstilling

DONG er ved at omlægge elnettet fra luftledninger til kabler i jorden i Københavns Kommune. Dette for at sikre en stabil elforsyning mod vind og vejr til glæde for københavnerne.

Kabellægningsprojektet i Københavns Kommune startede i foråret 2012 og forventes afsluttet i starten af 2015. Den samlede gravelængde er ca. 220 km., fordelt over ca. 14 etaper, og kabellægningen berører for størstedelens vedkommende de private fællesveje.

Det Konservative Folkeparti har bedt om, at Teknik- og Miljøudvalget drøfter sag om gravearbejder i private veje. Det Konservative Folkeparti ønsker at drøfte: 

1) kommunens varsling af private grundejere, herunder høringsperiodens længde, forud for at kommunen giver en gravetilladelse til at grave i private veje
2) kommunens håndtering af ledningsejerens færdigmeldinger og 10 dags indsigelsesfristen
3) kommunens tilsyn med ledningsejernes egenkontrol og kommunens tilsyn med det færdige arbejde og reetablering af de private veje

Motivering
Flere private grundejerforeninger oplever, at de har meget kort frist, når kommunen partshører en grundejerforening forud for, at kommunen giver en gravetilladelse til at grave i en privat vej. Grundejerforeningerne kan have behov for en ekstraordinær generalforsamling forud for et større anlægsarbejde, og så er en høringsfrist på 14 dage meget kort.

Fra kommunen modtager en meddelelse om, at arbejdet er meldt færdigt, er der en ti dages frist til at gøre indsigelse imod bl.a. arbejdets kvalitet og reetableringsarbejdet. Grundejerne oplever sjældent, at der føres fysisk kontrol fra kommunens side med, at arbejdet er udført i overensstemmelse med gældende kvalitetsstandarder. Hvis der ikke gøres indsigelse inden fristens udløb, påhviler de eventuelle ekstra udgifter vej-ejeren på trods af, at arbejdet er udført af eller for en ledningsejer, fx. et forsyningsselskab.

Endelig er det nødvendigt at drøfte, om kommunen kan gøre mere for at føre et aktivt tilsyn med, at arbejdet udføres i den aftalte kvalitet.

Løsning

Området for ledningsarbejder er tæt reguleret af henholdsvis lov om private veje, lov om offentlige veje, af standardvilkår for ledningsarbejder og af Københavns Kommunes egne bestemmelser for opgravning/reetablering i offentlige veje/private fællesveje.

I forhold til DONGs kabellægningsprojekt gælder et såkaldt ”gæsteprincip”, hvorefter en ledningsejer har en ret til at placere sine ledninger i vejarealet, herunder at omlægge elledninger. Det vil sige, at Københavns Kommune ikke kan sige nej til, at DONG vil omlægge sine elledninger.

Kabellægningen sker i henhold til ”Standardvilkår for ledningsarbejder i og over veje” af december 2011, som opstiller vilkår for ledningsejere og vejmyndigheder og finder anvendelse på alle former for ledningsarbejder.

I bilag 1 beskrives normalprocessen for et gravearbejde i København Kommune.

Høringsperiodens længde

Forvaltningen giver tilladelse til DONG til at lægge elledninger ned i vejarealet. Før forvaltningen kan give en tilladelse, skal forvaltningen sende DONGs ansøgning om tilladelse til høring hos grundejerne. Forvaltningen giver grundejerne en svarfrist på 14 dage. Vejdirektoratet har tidligere besluttet, at en høringsfrist som minimum skal være 10 dage.

 

I henhold standardvilkårenes § 5, stk. 2, er vejmyndigheden underlagt et krav om at behandle en ansøgning fra en ledningsejer så hurtigt som muligt – typisk inden for 8 arbejdsdage. Dog skal der tages hensyn til partshøringsprocessen.

 

Når matrikelejerne modtager et partshøringsbrev går der ca. to måneder til gravearbejderne går i gang. Forvaltningen er i den periode nødt til at reservere tid til at sagsbehandle partshøringssvarene, inden gravearbejdet går i gang.

Forvaltningen vurderer, at udvalget på baggrund af drøftelsen, og såfremt man finder en særlig grund herfor, kan ændre partshøringsfristen for gravearbejderne på privat fællesvej. Det vil dog samtidig skulle vurderes, hvilke frister der skal gælde for andre partshøringer ved andre ledningsarbejder netop for at sikre, at forvaltningen fortager ligebehandling.

10 dages indsigelsesfrist

Efter standardvilkårenes § 18, stk. 4, skal indsigelser om det udførte arbejde, herunder retableringen, ske senest 10 arbejdsdage efter ledningsejerens færdigmelding.

Forvaltningen sender referatet fra vejsynet (inden gravearbejdet startes) og afleveringsforretningen (efter endt gravearbejde) til kommentering i grundejerforeningerne. Der har ikke hidtil været indsigelser om det udførte arbejde, der ikke er blevet behandlet på grund af 10-dages reglen.

Ansvaret for fejl og mangler forbliver ledningsejerens i to år. De fejl og mangler, der ikke fanges inden for fristen på 10 dage, kan fanges op i forbindelse med 1 og 2 års-gennemgangen, hvor grundejerforeningerne deltager.

Forvaltningen vurderer, at udvalget ikke har mulighed for at forlænge 10 dages fristen. Det skal desuden understreges, at der med den nye vejlov (forventet til marts 2013) lægges op til, at standardvilkårene fortsat skal være gældende standard for ledningsarbejde i veje.

Kommunens tilsyn

Det er generelt ledningsejerne (fx DONG), som skal føre det fornødne tilsyn med, at de vilkår, som er fastsat af Københavns Kommune og andre myndigheder, er opfyldt.

Forvaltningen foretager stikprøvekontroller af gravearbejderne på samme måde som forvaltningen gør for de 10.000 andre gravearbejder, der hvert år udføres i byen.  Forvaltningen har prioriteret arbejdsopgaverne i forhold til andre arbejdsopgaver, og forvaltningen er af den opfattelse, at tilsynet er tilstrækkeligt. Forvaltningen arbejder løbende på at forbedre og effektivisere tilsynet med de mange gravearbejder.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Ingen pt.

 

                                            

Jens Elmelund

                                                                                       / Mette Agander

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 4. februar 2013
Indstillingen blev drøftet.
Til top