Mødedato: 03.12.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Bevillingsmæssige ændringer, december 2018

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til de bevillingsmæssige ændringer pr. december 2018. Herudover skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til frigivelse af i alt 5,3 mio. kr. til to anlægsprojekter.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de bevillingsmæssige ændringer pr. december 2018, jf. Bilag 2, godkendes,
  2. at frigivelsen af en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. (2019 p/l) til ”Hekla Park, kunstgræsbane” indarbejdes i Økonomiforvaltningens sag om bevillingsmæssige ændringer, der forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, og
  3. at frigivelsen af en anlægsbevilling på 0,3 mio. kr. (2019 p/l) til ”Indkøb af pavilloner til den bemandede legeplads i Mimerparken” indarbejdes i Økonomiforvaltningens sag om bevillingsmæssige ændringer, der forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget får fire gange årligt forelagt sager om bevillingsmæssige ændringer, der omhandler ændringer af teknisk karakter samt omplaceringer af bevillinger inden for udvalget eller mellem udvalg. Formålet er at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug i forbindelse med flytning af opgaver eller igangsætning af nye opgaver. De bevillingsmæssige ændringer skal godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. I de fire årlige sager om bevillingsmæssige ændringer kan Teknik- og Miljøudvalget også søge om frigivelse at anlægsbevillinger, der er tilstrækkeligt belyst og af mindre omfang. Frigivelserne skal godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Løsning

De bevillingsmæssige ændringer, som Teknik- og Miljøforvaltningen har registreret i løbet af november 2018, gennemgås nedenfor. De ændringer, som medfører budgetomplaceringer mellem udvalg, er godkendt af de relevante forvaltninger. De tal, der står i parentes efter overskrifterne, henviser til løbenumrene i Bilag 2.

Ændringer på styringsområdet Service kan ses nedenfor.

Overførsel af midler vedrørende Data Protection Officer-partnerroller og Taskforce til GAP mittegering (1-2)
Borgerrepræsentationen besluttede den 11. oktober 2018, at de afsatte DUT-midler til styrkelse af DPO-partnerrollerne (databeskyttelsesrådgiverne) og til Taskforce til GAP mittegering skal overføres til de relevante forvaltninger i 2018. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift skal på den baggrund opskrives med 0,6 mio. kr. i 2018 og 0,5 mio. kr. årligt fra 2019 og frem.

Tilbageførsel af indtægter fra kommercielle aktiviteter i parker (3)
Borgerrepræsentationen besluttede den 1. marts 2018, at et eventuelt overskud vedrørende kommercielle aktiviteter i kommunens parker skal tilbageføres til kommunekassen. Overskuddet i 2018 forventes at udgøre 0,2 mio. kr., og Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift skal på den baggrund nedskrives med 0,2 mio. kr. i 2018.

Tilbageførsel af driftsmidler vedrørende drift af metroforpladser (4)
I Overførselssagen 2017-2018 (BR 30. maj 2018) (A, F, O og Ø) blev der afsat 1,2 mio. kr. til drift af metroforpladserne Enghave Plads, Nuuks Plads, Poul Henningsens Plads og Vibenshus Runddel i 2018. Midlerne blev placeret på Teknik- og Miljøudvalgets driftsbudget. Metroforpladserne forventes dog først at åbne i 2019, hvorfor 0,8 mio. kr. tilbageføres til kommunekassen. De tilbageværende 0,4 mio. kr. anvendes til opsætning af hegn og beplantning i 2018 ved Vibenshus Runddel. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift skal på den baggrund nedskrives med 0,8 mio. kr. i 2018.

Tilbageførsel af driftsmidler vedrørende drift af Hareskovsruten og Husumforbindelsen (5)
I Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 0,6 mio. kr. til drift af Hareskovsruten og Husumforbindelsen. Teknik- og Miljøudvalget fik ved en fejl overført driftsmidlerne til de to anlægsprojekter, hvoraf Hareskovsruten er blevet annulleret (BR 24. august 2017) og Husumforbindelsen først forventes ibrugtaget i december 2022. De afsatte driftsmidler tilbageføres derfor til kommunekassen. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift skal på den baggrund nedskrives med 0,6 mio. kr. årligt fra 2018 og frem.

Budgettilpasning mellem bevillingerne Parkering og Ordinær drift på baggrund af udmøntningen af Teknik- og Miljøudvalgets budget for 2019 (6)

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 19. november 2018 en reduktion af sagsbehandlingen af p-klager, betalingsopfølgning, p-teknikere til p-automater samt drift og vedligehold af p-anlæg, så indtægtsudfordringen på containerområdet kan håndteres i 2019 og frem. Der skal på den baggrund overføres 5,8 mio. kr. i 2019 og 6,1 mio. kr. årligt fra 2020 og frem fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering til bevillingen Ordinær drift.

Ændringer på styringsområdet Anlæg kan ses nedenfor.

Tilbageførsel af anlægsbudget vedrørende etablering af ladeinfrastruktur til elhavnebusserne (7)
I Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) blev der afsat 10,0 mio. kr. til at etablere ladeinfrastruktur til elhavnebusserne. Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen er enige om at tilbageføre 9,5 mio. kr. af de afsatte 10,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Økonomiforvaltningen. Midlerne skal overføres, da det er Økonomiforvaltningen, som i samarbejde med Arriva skal etablere elladerne. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg skal på den baggrund nedskrives med 0,2 mio. kr. i 2018 og 9,3 mio. kr. i 2019. Der følger anlægsmåltal med i overførslen.

Overførsel af restbudgetter til kommunekassen og O/U-modellen efter aflagt anlægsregnskab (8)
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 29. oktober 2018 sagen ”Fremlæggelse af anlægsregnskaber”. På den baggrund skal kommunekassen i 2019 tilføres 3,5 mio. kr. (2018 p/l) svarende til 3,6 mio. kr. i 2019 p/l, og Teknik- og Miljøudvalgets overskuds-/underskudsmodel skal i 2019 tilføres 10,4 mio. kr. (2018 p/l) svarende til 10,6 mio. kr. i 2019 p/l. De i alt 14,2 mio. kr. (2019 p/l) kommer fra mindreforbrug på ordinære anlægsprojekter.

Overførsel og frigivelse af midler fra O/U-modellen til kunstgræsbane i Hekla Park (9)
Med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af overførslen på 4,9 mio. kr. (2018 p/l) til anlægsprojektet ”Hekla Park, kunstgræsbane” fra Teknik- og Miljøudvalgets overskuds-/underskudsmodel, skal der frigives 4,9 mio. kr. (2018 p/l) til ”Hekla Park, kunstgræsbane” i 2019. De 4,9 mio. kr. (2018 p/l) svarer til 5,0 mio. kr. i 2019 p/l. Frigivelsen af anlægsbevillingen på de 5,0 mio. kr. (2019 p/l) kan kun ske med Borgerrepræsentationens godkendelse.

Overførsel og frigivelse af midler til den bemandede legeplads i Mimerparken (10)
Der skal overføres og frigives 0,3 mio. kr. til den bemandede legeplads i Mimersparken i 2018. De 0,3 mio. kr. blev i 2014 anvendt til køb af to pavilloner, der fungerer som midlertidige lokaler til personalet på den bemandede legeplads frem til kvarterhuset forventes at stå færdig i 2019. De 0,3 mio. kr. er finansieret af provenuet på 62 mio. kr. for afvikling af Byfornyelse København (BR 15. november 2007). De 0,3 mio. kr. blev ved en fejl aldrig overført og frigivet til den bemandede legeplads i Mimersparken. Frigivelsen af anlægsbevillingen kan kun ske med Borgerrepræsentationens godkendelse.

Ændringer på styringsområderne Overførsler mv. og Finansposter kan ses nedenfor.

Korrektion af budgettet på Affaldsområdet (11)
På baggrund af den seneste prognose på Ressource- og Affaldsplan 2018 (RAP 18) skal udgiftsbudgettet på bevillingen Affaldsområdet opskrives med 2,3 mio. kr. Korrektionen foretages, så budgettet på planens forskellige initiativer stemmer overens med den seneste forventning for 2018.

Korrektion af budgettet på Indskud i Landsbyggefonden (12)
På baggrund af den seneste prognose skal budgettet vedrørende Indskud i Landsbyggefonden nedskrives med 257,0 mio. kr. (2018 p/l) i 2018 og 250,0 mio. kr. (2018 p/l) i 2019 og tilsvarende opskrives med 257,0 mio. kr. (2018 p/l) i 2022 og 250,0 mio. kr. (2018 p/l) i 2023. De i alt 507,0 mio. kr. (2018 p/l) vedrører forventet mindreforbrug i 2018 og 2019, da der ikke er indkommet almene boligprojekter i overensstemmelse med den tekniske fremskrivning til kommunens behandling.

Økonomi

De bevillingsmæssige ændringer pr. december 2018 fremgår af Bilag 2, hvor der også er information om udvalg, bevilling, funktion og det år, de enkelte bevillingsmæssige ændringer foretages i.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at der frigives i alt 5,3 mio. kr. fordelt med henholdsvis 5,0 mio. kr. til ”Hekla Park, kunstgræsbane” og 0,3 mio. kr. til ”Indkøb af pavilloner til den bemandet legeplads i Mimerparken” på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling. De to anlægsprojekter og de beløb, som skal frigives, fremgår af Tabel 1 nedenfor.

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(navn)

Beløb i 1.000 kr.

2018
(2018 p/l)

2019
(2019 p/l)

TMU

Hekla park, kunstgræsbane

Ordinær anlæg

0

4.998

TMU

Indkøb af pavilloner til den bemandet legeplads i Mimerparken

Byfornyelse anlæg

314

0

I alt

 

-

314

4.998

Frigivelsen af de to anlægsbevillinger sker med Borgerrepræsentationens godkendelse af sagen om de bevillingsmæssige ændringer den 13. december 2018.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen den 26. november 2018 med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor udvalgenes bevillingsmæssige ændringer og frigivelser af anlægsbevillinger indgår. Den samlede sag behandles af Økonomiudvalget den 11. december 2018 og af Borgerrepræsentationen den 13. december 2018.

 

Pernille Andersen

                                                     /Anna Schou Johansen     

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 3. december 2018

Indstillingen med det tekniske ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.

Til top