4. reperiodisering 2012, TMU's anlægsramme 2012-2016
Teknik- og Miljøudvalget skal tage det forventede forbrug på anlægsprojekterne i 2012 til efterretning. Desuden skal Teknik- og Miljøudvalget godkende disponeringen af udvalgets anlægsramme i årene 2012 til 2016, som den ser ud efter 3. reperiodisering, der er baseret på forventet forbrug i årene 2012 til 2016.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at det forventede forbrug på anlægsprojekterne i 2012, som bevirker, at bevillingen Byfornyelse anlæg nedskrives med 14,5 mio. kr., Ordinær anlæg nedskrives med 88,8 mio. kr. og Takstfinansieret anlæg nedskrives med 3 mio. kr. og periodiseres ud i overslagsårene, som vist i bilag 1, tages til efterretning
- at periodiseringen på Teknik- og Miljøudvalget anlægsramme i årene 2012 til 2016, som beskrevet i bilag 3, tages til efterretning
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 26. november 2008, at forvaltningens anlægsportefølje med forventet forbrug skal fremlægges udvalget kvartalsvist.
Den kvartalsvise fremlæggelse af anlægsporteføljen vil blive forelagt Økonomiudvalget den 4. december 2012 og Borgerrepræsentationen den 13. december 2012, jf. cirkulæret for budgetopfølgning 2012.
Bevillingerne periodiseres i overensstemmelse med projekternes forløb således, at budgetterne er til rådighed i de år, hvor de skal bruges, jævnfør bevillingsreglerne. Dette gøres af hensyn til kommunens likviditet. Samtidigt sikrer periodiseringen, at bevillingen bliver fremskrevet indtil det år, hvor den skal bruges, hvorved risikoen for merforbrug, som følge af prisudviklingen på bygge- og anlægsområdet, minimeres.
Løsning
Det korrigerede bruttobudget ultimo oktober 2012 er på 1.812 mio. kr. Af bilag 1 fremgår afvigelserne mellem forventet forbrug og korrigeret budget på projektniveau.
I forbindelse med halvårsprognosen, der blev fremlagt Teknik- og Miljøudvalget den 13. august 2012, blev der i bilag 9 gjort rede for anlægseksekveringen efter første halvår af 2012. I bilaget indgik blandt andet en risikovurdering af forventet regnskab 2012, hvor det blev vurderet, at bruttobudgettet i 2012 sandsynligvis skulle justeres yderligere med omkring 100 mio. kr. i forbindelse med den 4. reperiodisering. Denne vurdering har vist sig at være korrekt, da det forventede forbrug på anlægsrammen, i forbindelse med 4. reperiodisering, er på 1.706 mio. kr., hvilket medfører et mindreforbrug i forhold til det korrigerede budget på i alt 106,4 mio. kr.
I de fire bilag er der en samlet redegørelse for forvaltningens anlægsområde i årene 2012 til 2016.
Byfornyelse anlæg
På bevillingen Byfornyelse anlæg er det forventede bruttoforbrug på 237 mio. kr., mens bruttobudgettet er på 253 mio. kr. Nedjusteringen til forventningerne til forbruget i 2012 skyldes primært tidsforskydninger i henhold til, hvornår udbetalingen af støtte til bygningsfornyelse finder sted. De største forventede afvigelser på bevillingen Byfornyelse anlæg er forklaret i bilag 2.
Ordinær anlæg
På bevillingen Ordinær anlæg er det forventede bruttoforbrug på 1.442 mio. kr., mens budgettet er på 1.530 mio. kr. De største forventede afvigelser på bevillingen Ordinær anlæg er forklaret i bilag 2. De fem største afvigelser er:
Stibro over Inderhavnen – forventet mindreforbrug på 31,7 mio. kr.
Mindreforbruget skyldes primært, at der har været en forsinkelse i entreprenørens fremdrift grundet mange projektafklaringer. Ibrugtagningen af projektet forventes pt. udsat fra februar 2013 til maj 2013. Årsagen til forsinket ibrugtagning er dog også, at en projektfejl har forårsaget, at 10 af søjlerne til Inderhavnsbroen blev støbt ca. ½ meter for høje.
Israels Plads – forventet merforbrug på 14,3 mio. kr.
Teknik- og Miljøforvaltningen er kontraktholder på de forberedende arbejder inklusiv membranudskiftningen, som betales af parkeringskælderens ejer. Udgifterne til membranudskiftningen modsvares således af en indtægt, hvor indtægtsbevillingen forventes ultimo 2012.
Nørreport Station – forventet mindreforbrug på 12,0 mio. kr.
Københavns Kommunes anlægsarbejder udføres efter Banedanmarks arbejder er udført. Entreprenøren har imidlertid været længere tid om at udføre Banedanmarks del af projektet, og entreprenøren er derfor ikke kommet så langt med kommunens anlægsarbejder i 2012 som forventet. Forbruget i 2012 har derfor været sat for højt. Banedanmark har imidlertid fastholdt fristen for igangsætning af næste etape, og entreprenøren har derfor revurderet sin aktivitetsplan, hvilket betyder, at Københavns Kommunes forbrug i foråret 2013 bliver højere end først antaget. En følgeeffekt af ovenstående er samtidig, at der på nuværende tidspunkt ikke har været så mange uforudsete udgifter i forbindelse med entreprenørens arbejder, og trækket på den reserverede pulje hertil er derfor ikke så stort som forventet.
Kvæsthusmolen – forventet mindreforbrug på 10,2 mio. kr.
Projektet omfatter de kommunale arealer Sankt Annæ Plads øst (mellem Toldbodgade og Skuespilhuset) samt Kvæsthusgade. Projektet er finansieret af midler fra Kickstart København og er en del af samarbejdet med Realdania om Sankt Annæ Projektet, som herudover også omfatter Nyhavns solside fra Toldbodgade til Skuespilhuset, der er finansieret i Overførelsessagen 2011-2012, samt resten af Sankt Annæ Plads, som skal finansieres af eksterne parter. For at sikre en både byrumsmæssig og trafikal sammenhæng til selve Kvæsthusmolen er Sankt Annæ Projektet koordineret tæt i forhold til omlægning af de statslige arealer på Kvæsthusmolen. For at sikre en koordineret realisering af projekterne forventes Københavns Kommunes midler til omlægning af Kvæsthusgade, Sankt Annæ Plads og Nyhavns solside derfor at skulle forbruges hhv. i 2014 og 2015.
Nordhavnsvejen – forventet mindreforbrug på 8,3 mio. kr.
Afvigelsen i 2012 kan fremdeles henføres til et forventet mindre forbrug på vejtunnelentreprisen i 2012, som skyldes optimeringer og besparelser samt reperiodisering af reserver.
Takstfinansieret anlæg
På bevillingen Takstfinansieret anlæg er det forventede bruttoforbrug på 25 mio. kr., mens budgettet er på 28 mio. kr. De største forventede afvigelser på bevillingen Takstfinansieret anlæg er forklaret i bilag 2.
Bilag 1 indeholder en komplet oversigt over anlægsprojekterne i 2012 på Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Byfornyelse anlæg, Ordinær anlæg og Takstfinansieret anlæg med forventet forbrug ultimo juli på projektniveau.
Bilag 2 indeholder forklaringer i forhold til alle anlægsprojekter i 2012 på Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Byfornyelse anlæg, Ordinær anlæg og Takstfinansieret anlæg med et forventet mer- eller mindreforbrug på 2 mio. kr.
Bilag 3 indeholder en komplet oversigt over de bevillingsmæssige ændringer i årene 2012 til 2016 på Teknik- og Miljøforvaltningens bevillinger Byfornyelse anlæg, Ordinær anlæg og takstfinansieret anlæg efter reperiodiseringen.
Bilag 4 indeholder en status på Teknik- og Miljøforvaltningens anlægseksekvering med status på tid og økonomi samt en risikovurdering.
Økonomi
Reperiodiseringen sker i overensstemmelse med det forventede forbrug på projekterne, hvilket vil sige, at der søges om budgetoverførsel på brutto 106 mio. kr. fra 2012 og ud i overslagsårene 2013 til 2016. I reperiodiseringen af anlægsbudgetterne er der taget højde for anlægsloftet i 2013 således, at måltallet for Teknik- og Miljøforvaltningen på 1.397 mio. kr. i 2013 overholdes.
Videre proces
Anlægsoversigten med reperiodiseringen af forvaltningens anlægsramme behandles af Økonomiudvalget den 4. december 2012 og Borgerrepræsentationen den 13. december 2012.
Hjalte Aaberg
/Martin Nordrup Andersen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.