Mødedato: 03.11.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 463 "Århusgadekvarteret i Nordhavn"

Se alle bilag

Efter høringsperioden skal Borgerrepræsentationen vedtage tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 463 ”Århusgadekvarteret i Nordhavn” endeligt. Forslaget muliggør, at den eksisterende silo på Fortkaj i Nordhavn kan ombygges og indrettes til boliger og serviceerhverv.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 463 ”Århusgadekvarteret i Nordhavn” (bilag 1) vedtages endeligt.

Problemstilling

I udviklingen af Århusgadekvarteret har der været en større efterspørgsel efter boliger end først antaget. Samtidigt har det været svært at afsætte siloen til kultur-, idræts- og fritidsformål.

Den eksisterende DLG-silo på Fortkaj i Nordhavn ønskes derfor udnyttet til bolig- og erhvervsformål, og der er i den forbindelse udarbejdet et projekt for en ombygning af siloen. Projektet indeholder boliger med en tilhørende underjordisk parkeringskælder samt offentligt tilgængelige funktioner i siloens nederste og øverste etage.

I den gældende lokalplan er der fastlagt en stor del af DLG-siloen til offentligt tilgængelige funktioner med kultur-, idræts- og fritidsformål. For at muliggøre anvendelserne bolig og erhverv, skal der udarbejdes et lokalplantillæg.

Borgerrepræsentationen godkendte tillæg til forslaget 22. maj 2014. Lokalplantillægget har været i høring fra 22. maj – 19. september 2014, og der er modtaget seks høringssvar.

Løsning

Lokalplantillægget muliggør en ombygning af DLG-siloen så den indeholder publikumsorienterede funktioner i stueetagen og øverste etage. Etagearealet herimellem kan indeholde boliger og/eller serviceerhverv og bidrager dermed til Københavns Kommunes mål om at bygge nye boliger. Realiseringen af siloprojektet imødekommer intentionen om at bevare DLG-siloen, som er en bevaringsværdig bygning og karaktergivende for Århusgadekvarteret.

Planen ændrer det nuværende byggefelt, hvor der i tilknytning til eller som erstatning for den eksisterende silo er mulighed for to høje bygninger svarende til siloen.

Med lokalplantillægget opretholdes den eksisterende silo uden mulighed for at opføre endnu en høj bygning i tilknytning hertil.

Parkering
I tilknytning til ombygningen af siloen skal der etableres parkeringspladser, der svarer til en parkeringsnorm på 1:200. Ca. 20 af pladserne etableres i et underjordisk parkeringsanlæg som delvis dækning af parkeringskravet. De resterende pladser (ca. 35), etableres i et p-hus som for den øvrige bebyggelse i området i Århusgadekvarteret. Herudover vil p-husene i kvarteret være til rådighed for besøgende til de offentlige tilgængelige funktioner. Det underjordiske p-anlæg etableres samtidigt med ombygningen og som en elevatorløsning, da der er indenfor området for lokalplantillægget ikke er mulighed for nedkørsler eller ramper til en ordinær p-kælder.

Høring
De seks modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 3. I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.

Bemærkninger fra Østerbro Lokaludvalg

Lokaludvalget finder det ikke vigtigt, at DLG-siloen anvendes til kultur- fritids- og idrætsformål, men peger på, at det vigtigt, at der udpeges andre lokaliteter i Nordhavn til disse formål. Lokaludvalget er glade for, at toppen af siloen bliver offentlig tilgængelig. 

Et mindretal i lokaludvalget ønsker en bevaring af siloen til kultur-, idræts-, fritids- og foreningsliv.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  • En forventning om, at der anvises nye områder til kultur-, idræts- og fritidsformål, samt at der afsættes midler hertil.
  • Bekymring for, at Nordhavn udvikler sig til et område uden liv ved kajerne, grønne naturområder eller kulturtilbud til alle.
  • En anbefaling om efterlevelse af et forsigtighedsprincip ved plan- og anlægsarbejdet, da siloen ligger meget tæt på et underjordisk strømkabel.

Forvaltningens bemærkninger

For at imødekomme efterspørgslen efter boliger i Nordhavn, og for at sikre, at siloen kan bevares og omdannes til nye formål, har der fra forvaltningens side været et ønske om, at muliggøre en bredere anvendelse af siloen.

Forvaltningen arbejder med at se på, hvor der kan og bør udlægges områder til kultur-, idræts- og fritidsformål - i øvrigt i samarbejde med andre forvaltninger i kommunen og By & Havn. I Århusgadekvarteret er der en række af muligheder for fysisk udfoldelse, og der planlægges for større grønne områder med plads til idræt og rekreation i andre dele af Nordhavn.

Forvaltningen er opmærksom på forsigtighedsprincipper relateret til bygge- og anlægsarbejdet.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplantillægget, bekendtgør forvaltningen dette i henhold til reglerne i planloven.




                                 Pernille Andersen                 
                                                                                        
    /Simon Kjær Hansen            

Beslutning

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

B, C, F, I, V og Ø afgav protokolbemærkning:
”Parkeringsnormen for cykler bør hæves til 5:100.”

C, I og V afgav protokolbemærkning:
”Parkeringsnormen for biler bør hæves til 1:100.”

Niels Bjerrum (A) var ikke til stede under punktets behandling.

Til top