Mødedato: 03.06.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Oprettelse af religionsneutral begravelsesplads

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til medlemsforslag om, at oprette en religionsneutral begravelsesplads på de københavnske kirkegårde.

Indstilling og beslutning


Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget tager til efterretning

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen fortsætter det igangværende arbejde med etablering af begravelsespladser uden religiøse symboler
  2. at medlemsforslaget hermed anses for at være behandlet

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har på mødet den 25. april 2013 henvist følgende medlemsforslag fra Radikale Venstre til behandling i Teknik- og Miljøudvalget:

”Det foreslås:

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøudvalget at udarbejde forslag til politisk behandling – herunder anvise forslag til finansiering – om, at der i Københavns Kommune anlægges en religionsneutral begravelsesplads, samt
  2. at forslaget forelægges Borgerrepræsentationen senest 1. juli 2013.”

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen er allerede i kontakt med Ateistisk Selskab, som har udvist stor interesse for at få oprettet religionsneutrale begravelsespladser,  og har holdt to møder henholdsvis den 12. og den 23. april 2013.

På mødet den 12. april blev forvaltningen og Ateistisk Selskab enige om at finde egnede arealer på både Bispebjerg og Vestre Kirkegårde. Der er tale om almindelige eksisterende arealer, som er integreret på kirkegårdene i lighed med øvrige indviede begravelsesområder. Arealerne skal, hvis det er muligt, ligge i områder hvor adgangsforhold og beliggenhed kan tilgodese ikke-troende borgeres ønske om at blive begravet i et område uden religiøse symboler.

På mødet den 23. april fremviste forvaltningen begravelsesområder på henholdsvis Bispebjerg og Vestre Kirkegårde. Områderne blev alle fundet egnede til formålet af Ateistisk Selskab. Forvaltningen gør opmærksom på, at de pågældende områder ikke kan afindvies, idet der tidligere har været foretaget begravelser. Ateistisk Selskab er indforstået med dette.

Arealerne, som allerede i dag udgør en del af kirkegårdenes aktive driftsområder, kan umiddelbart tages i brug til formålet som begravelsespladser uden religiøse symboler med minimal indsats både hvad angår administration, økonomi og anlæg. 

Arealet på Bispebjerg vil kunne rumme 593 urnegravsteder og arealet på Vestre Kirkegård 260 kombinerede kiste- og urnegravsteder. Forvaltningen vurderer, at kapaciteten dækker behovet for begravelser de kommende 10 til 15 år, som er beregnet ud fra, at der ifølge Ateistisk Selskab vil blive begravet ca. 50 om året.

I forbindelse med erhvervelse af et gravsted sikrer forvaltningen, at gravstedsejeren underskriver en servitutbestemmelse om, at der ikke må opsættes religiøse symboler på gravstedet og på begravelsespladsen som helhed.

 

Økonomi

Klargøring af de to områder på henholdsvis Bispebjerg og Vestre Kirkegårde finansieres ud af forvaltningens driftsbudget for året 2013. Klargøringen, som består af diverse beplantningsregulering, køb og opsætning af afdelingsskilt, udarbejdelse af gravstedsoversigt og oprettelse i IT-administrationssystem vil beløbe sig til ca. 35.000 kr. på hvert af de udpegede arealer, i alt skønnet ca. 70.000 kr. i 2013. De løbende driftsomkostninger vil med tiden blive opvejet af indtægter for salg af kiste- og urnegravsteder på begravelsespladserne.

Videre proces

Forvaltningen forventer at kunne tage begravelsespladserne i brug til begravelser og urnenedsættelser inden for 1 måned.

 

 

         Pernille Andersen                            

                                                                                       /Signe Skovgaard

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 3. juni 2013:

Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 9 udvalgsmedlemmer: A, B, F, Ø, O
Imod indstillingens stemte 1 udvalgsmedlem: C
1 udvalgsmedlem undlod at stemme: I
Indstillingen blev taget til efterretning 

Til top