Mødedato: 03.04.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Udmøntning af midler fra busfremkommelighed for linje 3A og 6A til signalprojekt på Vesterbrogade, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag
Teknik- og Miljøforvaltningen skal tage stilling til igangsætningen af en totalgenopretning og signaloptimering af krydset Vesterbrogade/Enghavevej for busruterne 3A og 6A og eventuelle justeringer af signalanlæg i øvrige kryds på Vesterbrogade og Enghavevej.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der igangsættes en totalgenopretning og signaloptimering af krydset Vesterbrogade/Enghavevej for busruterne 3A og 6A og eventuelle signaloptimeringer i øvrige kryds på Vesterbrogade og Enghavevej, jf. bilag 1.

Problemstilling

I Budget 2014 (A, B, F, O og Ø) (BR 3. oktober 2013) blev der afsat 7,7 mio. kr. (2014 p/l) til forbedring af fremkommeligheden på buslinjerne 3A og 6A. Bevillingen er afsat som et forvaltningsspecifikt effektiviseringsforslag under Effektiviseringsstrategi 2014 på Økonomiudvalgets område. Bevillingen dækker signaltekniske optimeringer, krydsombygninger, busbaner og signalteknisk drift. Af budgetnotatet fremgår det, at anlægsprojekterne vil blive udført af Teknik- og Miljøforvaltningen, og at projekterne kræver godkendelse af Teknik- og Miljøudvalget, inden de kan igangsættes. Midlerne er stjernemarkerede og skal derfor ikke frigives med denne indstilling. Økonomiforvaltningen har undersøgt, om midlerne skulle medfinansiere det fremtidige anlægsprojekt ”Tagensvej Cykel- og Busoptimering”, men det har vist sig ikke at være nødvendigt. Økonomiforvaltningen har derfor i efteråret 2016 bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om at prioritere midlerne.

Løsning

Krydset Vesterbrogade/Enghavevej udgør i dag en flaskehals for bus-, bil- og cykeltrafikken på alle tilstødende veje på grund af den forældede trafikstyring og de begrænsede pladsforhold i krydset. Kommunen har servicemål for cyklerne på Vesterbrogade og for busserne på Enghavevej. For at kunne indfri disse mål, vurderer forvaltningen, at det er nødvendigt at genoprette og signaloptimere krydset mellem de to strækninger.

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, bl.a. på baggrund af dialog med Movia, at igangsætte en totalgenopretning (bl.a. nye signaler, nye sensorer, nye kabler mv.) og signaloptimering af krydset Vesterbrogade/Enghavevej for busruterne 3A og 6A. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til det konkrete anlægsprojekt på Vesterbrogade/Enghavevej, herunder eventuelle justeringer af tilhørende signalanlæg på det omkringliggende vejnet.

Den eksisterende trafikstyring i krydset er forældet og er ikke driftsikker. Den er baseret på over 30 spoler, som er fræset ned i asfalten. Flere af disse spoler er i dag ødelagt, og i forbindelse med helhedsgenopretningen af Vesterbrogade i 2017 vil størstedelen af disse spoler blive gravet over. Den eksisterende trafikstyring, som kun fungerer delvist i dag, vil derfor være ikke-eksisterende efter helhedsgenopretningen.

Forvaltningen anbefaler derfor, at krydset totalgenoprettes og optimeres med ny og langt mere driftsikker teknologi, som sikrer en fleksibel trafikstyring, bl.a. fordi detekteringen ikke sker med spoler i vejbanen, men med radarteknologi, som er placeret over jorden. Dette vil sikre en forbedret trafikafvikling for alle trafikanter i krydset, herunder buslinje 3A på Enghavevej og buslinje 6A på Vesterbrogade, der i dag oplever krydset som en flaskehals på deres ruter. Fordelen ved radarteknologi er, at radarer kan ’følge’ trafikanterne på vej hen mod krydset. De nye sensorer kan derfor konstant måle hastigheden og afstanden for de enkelte trafikanter og dermed levere en langt mere detaljeret information til signalanlægget end de nuværende spoler er i stand til. Forvaltningen forventer, at den nye signalstyring vil betyde, at andre signalanlæg tæt på krydset Vesterbrogade/Enghavevej har brug for at få lavet mindre signaltekniske justeringer.

Signaloptimeringen og genopretningen er nødvendig for at kunne indfri de servicemål, som kommunen har opstillet for hhv. cykeltrafikken på Vesterbrogade og for buslinje 3A på Enghavevej. Optimeringen vil samtidig sikre en bedre fremkommelighed for buslinje 6A på Vesterbrogade, selvom denne linje ikke har specifikke servicemål på den pågældende strækning.

Projektet bliver tænkt sammen med signaloptimeringen af Vesterbrogade for bedre cykelfremkommelighed under ITS-programmet og helhedsgenopretningen af Vesterbrogade. Totalgenopretningen af krydset Vesterbrogade/Enghavevej er ligeledes i overensstemmelse med lokalplansforslaget for Sundevedsgadekarréen, som ikke vil komme til at ændre på den fysiske udformning af krydset. Projektet tager også højde for de omlægninger af busnettet, der kommer i forbindelse med åbningen af Metro Cityringen.

Økonomi

Der er afsat 2,5 mio. kr. i anlæg til den beskrevne løsning ud af en samlet bevilling på 8,0 mio. kr. (2017 p/l) til forbedring af fremkommeligheden på linje 3A og 6A. Midlerne er stjernemarkerede i Budget 2014 og skal derfor ikke frigives med denne indstilling. Af de 2,5 mio. kr. udgør krydsombygningen forventeligt 2,0 mio. kr. De 0,5 mio. kr. forventes anvendt til mindre signaltekniske justeringer for andre signalanlæg tæt på krydset Vesterbrogade/Enghavevej. De mindre signaltekniske justeringer skal afdækkes, men kan eksempelvis være justering af signalprogrammer i styreapparater, prioritering gennem detektering af busser m.m. Ved frigivelsen af 2,5 mio. kr. resterer der 5,5 mio. kr. (2017 p/l) i puljen.

Videre proces

Forvaltningen forventer, at projektet står færdig ved udgangen af 2017 samtidig med de øvrige projekter på Vesterbrogade (signaloptimeringen af Vesterbrogade for bedre cykelfremkommelighed under ITS-programmet, helhedsgenopretningen af Vesterbrogade og lokalplansforslaget for Sundevedsgadekarréen). Helhedsgenopretningen af Vesterbrogade udføres i perioden fra april til november 2017, og genopretningen og optimeringen af krydset Vesterbrogade/Enghavevej gennemføres inden for samme periode.

Der er udarbejdet trafikafviklingsplaner for Vesterbrogade og det omkringliggende vejnet, som skal sikre fremkommeligheden under anlægsfasen.

Forvaltningen afventer resultaterne af en endelig analyse, men forventer, at yderligere anlægsprojekter vedrørende busbaner og krydsombygninger for at forbedre fremkommeligheden for hele strækningen på linje 3A og 6A kan blive behandlet i Teknik- og Miljøudvalget inden udgangen af 2017.

 

Pernille Andersen

/Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 3. april 2017

Indstillingen blev godkendt.
Til top