Medlemsforslag om Artillerivej som sikker skolevej
Indstilling
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om forskellige muligheder for at forbedre trafiksikkerheden i krydset Artillerivej/Axel Heides Gade som beskrevet nedenfor i motiveringen. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling inden udgangen af maj 2017.
(Stillet af Radikale Venstre)
Motivering
Artillerivej er en stærkt befærdet vej med ca. 13.000 biler om dagen og mange fodgængere og cyklister. Der opstår ofte farlige situationer på vejen, blandt andet fordi der er for få muligheder for at krydse vejen. Vejen benyttes blandt andet af de mange skolebørn på vej til og fra Islands Brygges Skole. Dertil kommer, at mange cyklister bruger ruten via Bryggebroen og over Amager Fælled. Disse cyklister skal krydse Artillerivej ved Axel Heides Gade, men der er ikke tilstrækkeligt sikre rammer for dette.
Forslagsstillerne ønsker derfor at øge trafiksikkerheden, særligt for de krydsende cyklister og de mange skolebørn på strækningen. Der mangler muligheder for at krydse vejen, og særligt ved Axel Heides Gade opstår der farlige situationer. Derfor ønskes det, at forvaltningen udarbejder forslag til, hvordan trafiksikkerheden kan forbedres på dette sted.
Mængden af både biler, cyklister og fodgængere på Artillerivej må forventes at stige i de kommende år, da Ørestad og Islands Brygge Syd udbygges, og en ny skole på Artillerivej tages i brug i løbet af de næste år. Med den øgede trafik må der forventes endnu flere farlige situationer, og det er derfor vigtigt, at der sættes ind for at forbedre trafiksikkerheden nu.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 3. april 2017
Der blev stillet følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”At TMF udarbejder et budgetnotat for Artillerivej som sikker skolevej for Islands Brygges Skoles afdelinger.”
Ændringsforslaget blev godkendt med uden afstemning.
Det således ændrede medlemsforslaget blev godkendt uden afstemning.