Mødedato: 03.02.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Garanti for lån til nye almene boliger, Teaterhaven (tidl. Grunwalds Have), Østerbro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til kommunal garanti for lån på 68 mio. kr. til finansiering af opførelsen af 56 ungdomsboliger i AKB, København afd. Teaterhaven (tidl. Grunwalds Have), beliggende Nyborggade 17, Østerbro. Garantistillelsen er nødvendig for, at lån til finansiering af byggeriet kan udbetales.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at kommunen stiller garanti for realkreditlån til finansiering af 56 nye ungdomsboliger i den almene boligorganisation AKB, København. Kommunen skal garantere for 58,4% (39,7 mio. kr.) af et lån på 68.007.000 kr.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 17. september 2020 godkendt et alment nybyggeriprojekt på Nyborggade 17 med kommunal garantistillelse for lån til arbejderne og har samtidig bemyndiget Teknik- og Miljøudvalget til efterfølgende at godkende den konkrete garantistillelse. Teknik- og Miljøforvaltningen gav skema B tilsagn den 17. oktober 2023. Forvaltningen har nu modtaget en ansøgning om garantistillelse fra et realkreditinstitut.

Garantien stilles med hjemmel i almenboligloven, jf. bilag 2.

Løsning

Det konkrete byggeri er opført. Oplysninger om garantistillelsen fremgår af nedenstående skema.

De mere generelle oplysninger om en byggesags faser/kommunens sagsbehandling samt lovgrundlaget (almenboligloven, styrelsesloven og lånebekendtgørelsen) er nærmere beskrevet i bilag 2.

Adresse

Nyborggade 17, 2100 Østerbro

Lån, kr.

68.007.000 kr.

Garanti pct.

58,43 %

Kommunens hæftelse i kr.

39.777.000 kr.

Låntager

Boligselskabet AKB, København

Långiver

Jyske Realkredit

Beslutningsdato i BR

17. september 2020

Antal boliger

56 ungdomsboliger

Sagstype

Nye almene ungdomsboliger

Borgerrepræsentationen besluttede den 12. december 2024 en garantibevilling til nye almene boliger i 2025, hvilket betyder, at forvaltningen administrativt kan godkende nybyggeri af almene boliger uden politisk forelæggelse. Den konkrete garantistillelse vil dog fortsat skulle godkendes af Teknik- og Miljøudvalget. Der vil derfor også fremover blive forelagt indstilling om garantistillelse for Teknik- og Miljøudvalget i de konkrete sager. Det følger af reglerne i lånebekendtgørelsen.

Økonomi

Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, såfremt boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.

Politisk handlerum

Der er begrænset politisk handlerum, da Borgerrepræsentationen den 17. september 2020 har godkendt garantiindstillingen i forbindelse med skema A.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt garantiforpligtelsen, sendes erklæringen om kommunegaranti til underskrift hos teknik- og miljøborgmesteren og forvaltningens administrerende direktør. Herefter returneres den til realkreditinstituttet.

 

                             Søren Wille

                                                               / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 3. februar 2025

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top