Mødedato: 03.02.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Tilbud om modtagelse af skulptur af Henrik Troelsen

Se alle bilag

Industri- og Handelskammeret i Lübeck har tilbudt Københavns Kommune en skulptur af Henrik Troelsen til opstilling i det offentlige byrum. Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at Københavns Kommune ikke modtager skulpturen.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at kompetencen til at afvise modtagelsen af kunstværker ligger hos Teknik- og Miljøforvaltningen ved lignende sager, hvor Billedkunstudvalget og forvaltningen er enige.

Problemstilling

I forbindelse med Fehmarn Belt Days i Lübeck i 2012 blev der afholdt et billedhuggerseminar under navnet ”Sculptors United”, hvor en tysk, en svensk og en dansk billedhugger hver udførte en skulptur. Den tyske billedhugger Jörg Plickats værk blev i august 2013 opstillet permanent i Lübeck, og den svenske billedhugger Ian Newberys værk er blevet tilbudt Malmö Kommune. Malmø Kommune har ikke på nuværende tidspunkt valgt at tage imod gaven.

Industri- og Handelskammeret i Lübeck har tilbudt Københavns Kommune værket af den danske billedhugger Henrik Troelsen (f. 1964) til opstilling i det offentlige byrum i København vederlagsfrit, mod at Københavns kommune betaler transport- og etableringsomkostningerne. Kunstneren, som er autodidakt, er medlem af Gæsteatelier Hollufgaard. Han har tidligere deltaget i lignende seminarer og workshops i USA, Portugal, Sverige og Danmark.

Som det er nu, skal Teknik- og Miljøudvalget behandle Teknik- og Miljøforvaltningens forslag om ikke at modtage skulpturen. Det kan forekomme at være en unødig belastning af Teknik- og Miljøudvalget, når sagen har været i høring hos Billedkunstudvalget, og dette udvalg og forvaltningen er enige om at takke nej til modtagelsen af et kunstværk. Teknik- og Miljøudvalget skal således tage stilling til forvaltningens forslag om at takke nej til skulpturen og vurdere, om kompetencen til at håndtere denne type sag administrativt i fremtiden skal ligge i forvaltningen.

Løsning

Billedkunstudvalgets udtalelse

Kunstværket har været sendt til høring i Københavns Kommunes Billedkunstneriske Udvalg, som har foretaget en kunstfaglig vurdering af værket. Billedkunstudvalget har afgivet følgende høringssvar:

”Billedkunstudvalget mener, at skulpturen afspejler et ikke-nutidigt kunstudtryk og derfor fremstår uoriginal. Udvalget finder således, at skulpturen er tilbageskuende i sit udtryk og at den derfor ikke vil bidrage til København som en moderne metropol.”

På baggrund af høringssvaret samt udgifterne forbundet med modtagelsen af skulpturen (se økonomiafsnittet) anbefaler forvaltningen, at gaven ikke modtages af Københavns Kommune.

Delegation af kompetence til at afvise modtagelsen af kunstværker

Forvaltningen foreslår, at kompetencen til at afvise modtagelsen af kunstværker fra eksempelvis fonde og lignende, bliver uddelegeret til Teknik- og Miljøforvaltningen.i sager, hvor Billedkunstudvalget og Teknik- og Miljøudvalget er enige.

I sager, hvor der er uenighed mellem Billedkunstudvalget og forvaltningen, vil beslutningskraften fortsat ligge hos Teknik- og Miljøudvalget. I sager, hvor forvaltningen foreslår, at kunstværker modtages, vil kompetencen fortsat ligge i Borgerrepræsentationen, da der her er tale om ændringer i byens rum.

Økonomi

Henrik Troelsens skulptur (Bilag 1) befinder sig i dag i Lübeck. Industri- og Handelskammeret i Lübeck har fremsendt et tilbud fra et tysk stenhuggerfirma på skulpturens transport fra Lübeck til København samt opstilling i København lydende på 8.187,20 € (ca. 61.500 kr.). Hertil kommer udgifter til fundamentering og skilt på ca. 30.000-40.000 kr. De samlede omkostninger forventes således at være op til ca. 100.000 kr. Såfremt skulpturen modtages, vil den fremadrettet indgå i forvaltningens monumentbudget, hvor der er afsat midler til graffitiafrensning og vedligeholdelse.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes af Teknik- og Miljøudvalget, vil forvaltningen sende en henvendelse til Industri- og Handelskammeret i Lübeck, hvori Københavns Kommune venligst afslår at modtage skulpturen.

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget skulle ønske, at Københavns Kommune modtager skulpturen, vil forvaltningen udarbejde en indstilling med forslag til placering. Denne indstilling skal i givet fald behandles af Borgerrepræsentationen.

 

                      Pernille Andersen

                                                                  /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 3. februar 2014

Jakob Hougaard ønskede delt afstemning.

Et enigt udvalg godkendt indstillingens første at-punkt.

For indstillingens 2. at-punkt stemte ingen udvalgsmedlemmer.
Imod indstillingens 2. at-punkt stemte 10 udvalgsmedlemmer:
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingens 2. at-punkt blev ikke godkendt.

Til top