Mødedato: 02.12.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Naturparkplan 2025 – 2030 for Naturpark Amager, Amager Vest

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Naturparkplan 2025 – 2030 for Naturpark Amager. Naturparkplanen fornyes hvert femte år og er forudsætningen for, at der kan opnås genmærkning som naturpark af Fritidsrådet. Planen sætter de overordnede rammer for samarbejdet om Naturpark Amager, og er en opdatering af temaer og initiativer i den nuværende Naturparkplan 2020-2025. Planen medfører således ikke nye forpligtigelser.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Naturparkplan 2025-2030 for Naturpark Amager (bilag 2) danner rammerne for partnerskabssamarbejdet i Naturpark Amager frem til og med 2030.

Problemstilling

Naturpark Amager er et partnerskab bestående af Københavns Kommune, Tårnby Kommune, Dragør Kommune, Naturstyrelsen samt By & Havn, der alle ejer og forvalter arealer i naturparken, som består af Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Kongelunden og Sydamagers kystlandskab. Naturpark Amager blev certificeret som naturpark gennem Friluftsrådets mærkningsordning i 2015 på baggrund af den første Naturparkplan for perioden 2015 – 2020, som Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 25. august 2014.

Alle naturparker skal genmærkes af Friluftsrådet hver femte år. Genmærkningen sker ved at indsende en politisk godkendt naturparkplan til Friluftsrådet. Den nuværende naturparkplan udløber med udgangen af 2024, hvorfor der er blevet udarbejdet en ny naturparkplan for Naturpark Amager 2025-2030. Den nye Naturparkplan 2025-2030 er en opdatering af den eksisterende naturparkplan og medfører ikke nye forpligtigelser. Naturparkplanen 2025-2030 er vedlagt som bilag 2.

Løsning

Naturparkplanens vision og temaer
Visionen er, at Naturpark Amager skal opleves som ét sammenhængende landskab, der forbinder den tætte by med naturens åbne vidder, skove og kystlandskaber i en varieret og mangfoldig natur. Naturpark Amager skal give plads og rum til leg og aktiviteter, men skal samtidig været et sted, hvor man kan finde ro og plads til fordybelse. Særligt sårbare naturarealer skal fortsat holdes fri for færdsel og unødig forstyrrelse, der hvor det er nødvendigt for at beskytte naturen.

Naturparkplanen har syv tematiske afsnit med fokus på natur, kulturarv, friluftsliv og tilgængelighed, turisme og erhverv, sundhed, formidling og borgerinddragelse. I forhold til den forrige naturparkplan er der indarbejdet et nyt afsnit om naturens betydning for menneskers psykiske velbefindende og sundhed. De enkelte temaafsnit afsluttes med en oversigt over igangværende og planlagte aktiviteter og indsatser.

Forvaltningen bemærker, at der den 18. november 2024 er indgået en rammeaftale, der skal skabe de nødvendige forudsætninger for at implementere indsatserne i Aftale om et Grønt Danmark mellem regeringen og parterne i den grønne trepart fra den 24. juni 2024. Her fremgår det, at Kalvebod Fælled kan etableres som en bynær naturnationalpark. Hvad etableringen af Kalvebod Fælled som bynær naturnationalpark kommer til at betyde for Naturpark Amager, vil blive afklaret i det videre samarbejde om den nuværende naturpark. 

Indsatser i perioden 2025 – 2030
Den reviderede naturparkplan indeholder en status på igangværende indsatser samt en beskrivelse, af de indsatser der forventes igangsat i planperioden. Der er både beskrevet en række tværgående indsatser for hele Naturpark Amager samt initiativer for de enkelte naturområder. I forhold til tværgående indsatser gælder eksempelvis den fælles formidling om Naturpark Amager og afholdelse af events, der har til formål at trække borgerne ud i Naturpark Amager. Naturparkplanen lægger også op til, at der fortsat skal ske en koordinering af bekæmpelsen af gyldenris, japansk pileurt og andre invasive arter, mens indsatserne ift. den konkrete pleje og udvikling af de enkelte områder fastsættes hos de enkelte grundejere i lokale pleje- og udviklingsplaner.

Københavns Kommunes arealer i Naturparken udgøres af Amager Fælled. Teknik- og Miljøforvaltningen er ved at revidere udviklingsplanen for Amager Fælled. I forbindelse med udarbejdelsen af den nye udviklingsplan kan der komme forslag til aktiviteter og initiativer, som rækker ud over initiativerne i den kommende Naturparkplan. Forvaltningen forventer at forelægge en indstilling om græsningsløsninger på Amager Fælled for Teknik- og Miljøudvalget sidst i 1. halvår 2025 med henblik på at indarbejde det i den endelige udviklingsplan for Amager Fælled, der forventes at blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget i 2. halvår af 2025.

Københavns Kommunes indsatser i parkplanen
I naturparkplanen er det beskrevet, at Københavns Kommune er ved at forberede en udvidelse af græsningen på Amager Fælled, og at kommunen planlægger at etablere flere vandhuller til gavn for især padder og fugle. Naturparkplanen lægger også op til en styrkelse af formidlingen om Amager Fælleds kulturarv ved markering af den oprindelige kystlinje og militære anlæg, eksempelvis skydehøjene og hangarerne. Forvaltningen forventer at kunne etablere nye vandhuller inden for det eksisterende driftsbudget. Det finansielle behov i forhold til græsningen afhænger af, hvor meget dette skal udvides. Udvidelsen af græsningen vil blive afklaret i forbindelse med udarbejdelsen af udviklingsplanen for Amager Fælled.

I naturparkplanen findes en beskrivelse af de nye faciliteter, der er etableret i forrige planperiode. På Københavns Kommunes arealer er der etableret et blåt støttepunkt ved Havneslusen med foreningsfaciliteter, toiletter, en læringspavillon og en bro og trappe til vandet. Ved Byskoven er der etableret et nyt badested med afskærmet badezone, toilet- og badefaciliteter samt et madpakkehus. Faciliteterne er finansieret af Nordea-fonden.

Naturparkplanen beskriver også, at der skal etableres en velkomstindgang til Naturpark Amager i området nær DR Byen. Velkomstindgangen skal understøtte parkplanens ønske om øget borgerinddragelse, tilgængelighed, friluftsliv og naturformidlingsaktiviteter på Amager Fælled med en grejbank og samlingsrum, toiletter, elementer til naturleg, bålplads og nedgange til den Landskabelige Kanal.  Etableringen af velkomstindgangen er finansieret af midler fra Nordea-fonden, Lokale og Anlægsfonden, Friluftsrådet og Københavns Kommune i Budget 2017, hvorfor der ikke er nogen yderligere økonomiske udgifter for kommunen.

Etableringen af den nye velkomstindgang ved DR-Byen er betinget af en udvidelse af Amager Fælled fredningen. Københavns Kommune har den 4. juli 2024 fremsat et fredningsforslag. Fredningsnævnet har herefter 2 år til at træffe en afgørelse i sagen. Fredningsforslaget er på nuværende tidspunkt ikke offentliggjort af Fredningsnævnet, og der er endnu ikke er indkaldt til et offentligt møde i sagen. De nye faciliteter forventes derfor ikke at kunne stå færdige før 2029.

Høring

Udkastet til naturparkplanen har været i høring blandt medlemmerne af Det Grønne Råd fra den 18. juni 2024 til den 12. august 2024. Der er indkommet høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening jf. bilag 3. Forvaltningens samlede vurdering af høringssvarene findes i bilag 4. Bemærkningerne i høringssvarene som vedrørte statens arealer, herunder Kalvebod Fælled, er blevet videregivet til Naturstyrelsen og Sekretariatet for Naturpark Amager samarbejdet. Planudkastet har ligeledes været i høring via de andre samarbejdspartnere for naturparken samt i regi af Naturparkrådet for Naturpark Amager.

Høringssvar fra interesseorganisationerne og dialog i Det Grønne Råd
Danmarks Naturfredningsforening giver udtryk for, at fraværet af en sammenhængende naturpleje er en af svaghederne ved planen, og der ønskes en overordnet vision for naturparken på tværs af de fem grundejere. Dansk Ornitologisk Forening bemærkede, at man ser et større pres på områderne fra de mange besøgende og at det er en udfordring ift. flora og fauna. Derudover var der en række bemærkninger om pleje og udvikling af Amager Fælled, som forvaltningen vil bære videre i udarbejdelsen af den kommende udviklingsplan for Amager Fælled.

Bemærkningerne fra høringssvarene blev sammen med udkastet til naturparkplanen drøftet i Det Grønne Råd den 23. september 2024. Her supplerede Friluftsrådet de indkommende høringssvar med forslaget om, at Københavns Kommune tog initiativ til at øge fokus på naturen i naturparkplanen.

Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen bemærker, at på baggrund af høringerne er det præciseret i det endelige planudkast, at den konkrete pleje af arealerne fastsættes af grundejerne i lokale pleje- og udviklingsplaner. Samtidig er det blevet tydeliggjort i visionerne, at der skal sikres en større balance mellem naturbeskyttelse og den rekreative udnyttelse. Konkret fremgår det nu af naturparkplanen, at særligt sårbare naturarealer skal holdes fri for færdsel og unødige forstyrrelser. I Naturpark Amager skal hensynet til de rekreative interesser og hensynet til området særlige naturtyper balanceres.

Parkering og træer

Denne indstilling indeholder ikke konsekvenser for bil- og cykelparkering eller byens træer.

Politisk handlerum

Det kan besluttes, at:

  • Foreslå ændringer til naturparkplanen, eller ønsker til den konkrete pleje og udvikling af Amager Fælled. Det skal bemærkes, at hvis udvalget foreslår ændringer i naturparkplanen vil disse skulle afklares med de øvrige medlemmer af Naturpark Amager partnerskabet og opnås konsensus om at indføre det i planen. Ønsker til pleje og udvikling af Amager Fælled vil blive indarbejdet i den kommende udviklingsplan for Amager Fælled.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt Naturparkplan 2025 – 2030, og når planen også har været politisk forelagt i Tårnby og Dragør Kommune, sendes naturparkplanen til Friluftsrådet. Friluftsrådet skal herefter godkende, at planen efterlever rammerne for Danske Naturparker. Herefter vil Naturpark Amager være omfattet af mærkningsordningen for Danske Naturparker frem til 2030, hvor naturparkplanen atter skal revideres.

Søren Wille

/ Rikke Skovbølling Brandt

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. december 2024

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top