Mødedato: 02.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Vejnavn til Nordhavn, Østerbro

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af en indstilling fra Vejnavnenævnet tage stilling til et vejnavn til Nordhavn.

Indstilling

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,  

  1. at en ny vej i Nordhavn navngives Tromsøgade pr. 15. januar 2020.

Problemstilling

Der etableres en ny vej i Nordhavn, der starter ved Helsinkigade med ind- og udkørsel og ender med en vendeplads ved Kalkbrænderihavnsgade. Vejen skal betjene to kommende byggerier og den bliver også adgangsvejen til et nyt parkeringshus. Den nye vej har derfor behov for et selvstændigt vejnavn.    

Løsning

Den 21. oktober 2013 godkendte Teknik- og Miljøudvalget 19 nye vej- og pladsnavne til Nordhavn. Et af navnene var Tromsøgade, men vejen, som skulle have haft dette navn, blev aldrig etableret. Navnet Tromsøgade blev derfor ledigt. Vejnavnenævnet indstiller, at navnet Tromsøgade anvendes til en ny vej i Nordhavn. Navnet passer sammen med de øvrige navne i området, hvor hovedparten af pladser og veje har navne efter havnebyer. Dette navnetema blev godkendt i 2013, da Teknik- og Miljøudvalget godkendte vejnavne i forbindelse med Nordhavns udvikling til ny bydel.

Høring

Vejnavnenævnets aktuelle forslag om at anvende navnet Tromsøgade til en ny unavngiven vej i Nordhavn har været i høring hos de berørte parter By og Havn, PFA Pension/ejendomme og hos Østerbro Lokaludvalg. By og Havn havde ingen indvendinger mod navneforslaget, men tilkendegav dog, at hvis PFA havde indsigelser mod et vejnavn, der indeholder et ø eller andre ikke internationale bogstaver, så ville By og Havn formodentlig tilslutte sig disse bemærkninger. Der indkom dog ingen bemærkninger mod navneforslaget. Østerbro Lokaludvalg tilkendegav, at de støtter navneforslaget Tromsøgade.

Adressemæssige konsekvenser

En navngivning af vejen vil medføre, at PFA-bygningens adresser Nordhavns Plads 5 og 7 skal ændres til vejnavnet Tromsøgade. PFA-bygningens hoved- og postadresse er Sundkrogsgade 4, og den berøres ikke af navngivningen.

Økonomi

Der er mindre økonomiske konsekvenser i forbindelse med opsætning af vejnavneskilte og nye husnummerskilte til to ændrede husnumre, der afholdes over forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når navnet er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget, vil det blive offentliggjort. Ikrafttrædelse vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 15. januar 2020.

 

Formand for Vejnavnenævnet

Ninna Hedeager Olsen
Teknik- og miljøborgmester

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. december 2019

Indstillingen blev godkendt.
Til top