Mødedato: 02.12.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ændring af parkeringsforhold ved Sortedam Dossering

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende nedlæggelse og reetablering af parkeringspladser ved Sortedam Dossering i blå zone, hvilket er en forudsætning for, at en privat bygherre kan ombygge og indrette et bredere fortov ud for sin ejendom.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der nedlægges ni parkeringspladser i blå zone langs Sortedam Dossering, jf. bilag 2,
  2. at de ni parkeringspladser erstattes med fem parkeringspladser i Ravnsborg Tværgade og fire i Udbygade i blå zone, jf. bilag 2 og 3.

Problemstilling

Bygherren bag SD karréen ved Sortedam Dossering, Ravnsborg Tværgade, Ravnsborggade og Nørrebrogade ønsker at skabe et bredere fortov med mulighed for udeservering for de cafeer og restauranter, der forventes etableret mod Sortedam Dossering. Dette er i overensstemmelse med Københavns Kommunes byrumsstrategi i ”Metropol for mennesker”.

Indstillingen fremlægges for udvalget, fordi udvalget skal godkende, at ni parkeringspladser flyttes til andre steder i blå zone, hvilket er en forudsætning for ombygningen.  

Alle omkostninger bort set fra myndighedsbehandlingen afholdes af bygherren.

Løsning

For at skabe et mere sammenhængende byrum med mulighed for udeservering, ønsker bygherren, at fortovet gøres bredere og udvides fra 2,5 m til 5 m.

Stedet er attraktivt beliggende med udsigt til søen og det grønne område. Forslaget giver bedre plads til ophold og byliv ud for ejendommen og en påtænkt café. Forvaltningen støtter derfor forslaget.

Bygherre er orienteret om, at det fortsat vil være kommunens vejareal, og bygherren vil derfor ikke have krav på at råde over det brede fortovsareal til udeservering o. lign, selvom det er dem, der bekoster ombygningen af fortovet.

Forslaget om et bredere fortov med mulighed for byliv er i overensstemmelse med lokalplanen "Bebyggelsen vest for søerne", der er under udarbejdelse, og det byggeri, der er principgodkendt og under byggesagsbehandling for karréen.

Konsekvenser for parkeringen

Forudsætningen for at skabe det bredere fortov er at fjerne ni parkeringspladser, der ligger langs karréen mod Sortedam Dossering.

Den gældende parkeringsaftale betyder, at der skal etableres erstatningsparkeringspladser. For at imødekomme Københavns Kommunens krav om erstatningspladser har bygherrens rådgiver udarbejdet et projekt for erstatningspladser.

De fem pladser kan findes i sidegaden Ravnsborg Tværgade, jf. bilag 2. Der kan her skabes plads til parkering ved at fjerne nogle kantstensudbygninger og fjerne overkørsler.

De sidste fire pladser kan ikke findes i umiddelbar nærhed, og det er derfor foreslået, at der indrettes fire pladser i Udbygade. Pladserne vil være placeret ca. 1 km. fra de pladser, som nedlægges, jf. bilag 4. Pladsen til parkeringspladserne i Udbygade kan skabes ved at ombygge fortovet, jf. bilag 3.

Økonomi

Bygherren betaler for at projektere og udføre ombygningen af fortovet samt for at etablere de ni pladser, som erstatning for de parkeringspladser, som nedlægges.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen myndighedsbehandler og giver de nødvendige tilladelser til, at projektet kan udføres.                     

 

 

Pernille Andersen

                                                                  /Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 2. december 2013

Indstillingen blev godkendt.
Til top