Navngivning af nye veje på F.L. Smidth-grunden II, Valby, Lokalplan 391 med tillæg nr. 1
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende navne til seks nye veje i Valby
Indstilling og beslutning
Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender
1. at en ny vej i Valby navngives Valby Maskinfabriksvej pr. 1. februar 2014
2. at en ny vej i Valby navngives Gearhalsvej pr. 1. februar 2014
3. at en ny vej i Valby navngives Montagehalsvej pr. 1. februar 2014
4. at en ny vej i Valby navngives Pakkerivej pr. 1. februar 2014
5. at en ny vej i Valby navngives Axel Strøbyes Vej pr. 1. februar 2014
6. at en ny vej i Valby navngives Tove Maës Vej pr. 1. februar 2014
Løsning
Vejnavnenævnet indstiller de nedenstående vejnavne. De er markeret på kortet i bilag 1.
- Valby Maskinfabriksvej (markeret med brunt på kortet)
- Gearhalsvej (markeret med grønt på kortet)
- Montagehalsvej (markeret med blåt på kortet)
- Pakkerivej (markeret med gult på kortet)
- Axel Strøbyes Vej (markeret med rødt på kortet)
- Tove Mäes Vej (markeret med rødt på kortet)
De fire første navne på listen kommer fra oplægget om en samlet vejnavneplan for området udarbejdet af Valby Lokaludvalg og andre relevante aktører, herunder en repræsentant fra grundejer. Navnene relaterer sig til områdets historie som industriområde.
Med hensyn til de sidste to navne på listen, anbefaler Vejnavnenævnet at to af vejene navngives efter skuespillere, idet en del af vejene i området er navngivet efter samme tema. Vejnavnenævnet foreslår, at vejene navngives efter folkekære skuespillere, der har medvirket i Olsen - Banden filmene og/eller Matador-serien. På den baggrund indstiller nævnet, Axel Strøbyes Vej og Tove Maës Vej.
Axel Strøbye ”(Axel Strøby Jacobsen 22. februar 1928 - 12. juli 2005) var en dansk skuespiller. Mest kendt for sin medvirken i Matador-serien i 1970'- og 80'erne som sagfører Viggo Skjold-Hansen. Han medvirkede i godt 100 danske film og er mest kendt i roller i serierne: Min søsters børn – Erik Lund (Onkel), Familien Gyldenkål – Charles 'Sjas' Gyldenkål (Svindler), Olsenbanden – Kriminalassistent Jensen ("Vi-skal-ikke-opklare-noget-som - helst”) Kilde: Wikipedia
Tove Rønnenkamp Maës 30. april 1921 i København – 31. december 2010 var en dansk skuespiller. Hun er især kendt for en række filmroller. Hun fik debut i Ditte Menneskebarn fra 1946 og spillede Bente i De røde heste fra 1950. Derudover spillede hun den kvindelige hovedrolle i flere andre af Morten Korch-filmatiseringerne fra 1950'erne. Tove Maës spillede på tv fru byrådssekretær Lilly Lund i Matador og fru Zakariassen i Riget I. Hun modtog Bodil prisen for bedste kvindelige hovedrolle tre gange: I 1954 for Himlen er blå, i 1971 for Det er nat med fru Knudsen og i 1983 for Felix”. Kilde: Wikipedia
Vejnavnenævnet har bedt Axel Strøbye og Tove Maës efterladte om deres bemærkninger til ønsket om at navngive de to veje efter Axel Strøbye og Tove Maës. De efterladte har tilkendegivet en positiv holdning.
Forslaget om de seks vejnavne har været i høring hos Valby Lokaludvalg og grundejeren ” De Forenede Ejendomsselskaber” samt hos to lejere. Der en indkommet to høringssvar. Valby Lokaludvalg bakker op om forslaget. De Forenede Ejendomsselskaber har ingen bemærkninger til navnene, men gør opmærksom på, at nogle områder indenfor det aktuelle byudviklingsområde kan få en bebyggelse der nødvendiggør en ændret vejføring og eventuelt navngivning.
Til sidstnævnte høringssvar skal forvaltningen bemærke at vejnavne ofte godkendes lige så tidligt i forløbet, som i denne sag. Især når der er tale om større byudviklingsområder godkendes nye vejnavne allerede før vejene er anlagt eller bebyggelserne er opført. Det betyder, at ambulancer m.v. kan finde vej, hvis der eksempelvis sker en arbejdsulykke allerede i anlægs- og byggeperioden. Skulle der ske mindre ændringer i vejføringen, bliver vejnavnet tilpasset på det tidspunkt.
Det aktuelle byudviklingsområde er markeret med blåt på kortet i bilag 2.
Økonomi
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 2. december 2013
Indstillingen blev godkendt.