Mødedato: 02.10.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Yderligere garanti inden for lånerammen godkendt af Borgerrepræsentationen i 2012 til renovering af Sjællandsgade 22, Nørrebro

Se alle bilag

Boligselskabet fsb, afd. Sjællandsgade 22-22, beliggende Sjællandsgade 22, 2200 København N har i forbindelse med afslutning af byggeregnskabet for renovering af ejendommen erfaret, at de allerede udstedte garantier ikke er tilstrækkelige til at opnå fuld støtte til finansiering. Der skal tages stilling til yderligere garanti på 459.000 kr., som kan indeholdes i den garanti, som er godkendt af Borgerrepræsentationen den 13. december 2012 på 31 mio. kr. Teknik- og Miljøudvalget har den 25. april 2016 godkendt konkret en garanti på 100 % for lån på 25.905.000 kr. og en garanti på 42,97 % af et lån på 4.682.000 kr. svarende til 2.011.855 kr.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Københavns Kommune stiller yderligere garanti for 100 % af realkreditlån på 459.000 kr.

Problemstilling

Forvaltningen har i forbindelse med afslutning af boligselskabet fsb’s, afd. Sjællandsgade 22-22, byggeregnskab modtaget ansøgning om yderligere garanti for 100 % af realkreditlån på 459.000 kr., idet byggeriet blev dyrere end forventet ved oprindelig ansøgning.

Borgerrepræsentationen godkendte den 13. december 2012, at der kunne stilles kommunal garanti for henholdsvis 4.000.000 kr. for lån efter almenboliglovens § 91, 24.000.000 kr. for lån efter almenboliglovens § 100 og 3.000.000 kr. for ustøttede lån.

Teknik- og Miljøudvalget har den 25. april 2016 godkendt 100 % garanti for lån på 25.905.000 kr. og en garanti på 42.97 % af lån på 4.682.000 kr. svarende til 2.011.855 kr. Den yderligere garanti på 100 % af 459.000 kr. kan indeholdes i den garanti, der ikke er udnyttet fuldt ud i lånet til 4.682.000 kr. Derfor skal der ikke godkendes yderligere bevilling af Borgerrepræsentationen. De to lån er optaget hos realkreditinstituttet.

Sagen har været længe undervejs, hvilket ikke er usædvanligt i større byggeprojekter. Byggeregnskabet havde skæringsdag den 6. december 2021. Boligselskabet indsendte ansøgning om skema C den 30. november 2022. I forbindelse med gennemgang af regnskabet blev det konstateret, at finansieringen og huslejekonsekvensen for lejerne ikke var opgjort korrekt. Efterfølgende har boligselskabet indsendt fyldestgørende regnskab den 12. april 2023.

Løsning

Den konkrete renovering er gennemført, og byggeregnskabet kan godkendes. Men boligselskabet har anmodet om yderligere 459.000 kr. i garanti inden for lånerammen. Idet byggeriet er gennemført inden for bevillingsrammen, indstilles det, at Teknik- og Miljøudvalget godkender garantien for det nye realkreditlån på 459.000 kr.

Politisk handlerum

Det er muligt at afvise indstillingen om forhøjelse af rammen for garantien. Dette vil betyde, at projektet skal finansieres med ugaranterede lån. Den heraf følgende dyrere finansiering vil medføre en mindre forøgelse af huslejen.

Økonomi

Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, såfremt boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.

Videre proces

Efter godkendelse af yderligere garantiforpligtelse vil realkreditinstituttet udarbejde en garantierklæring. Garantierklæringen kan herefter underskrives af teknik- og miljøborgmesteren og forvaltningens administrerende direktør. Herefter returneres garantien til realkreditinstituttet.

 

                                          Søren Wille

                                                                               / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. oktober 2023

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. 
Til top