Mødedato: 02.06.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Endelig vedtagelse af lokalplan Englandsvej 51, Amager Vest (udsat)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Englandsvej 51. Planforslaget muliggør opførelse af boliger og udpeger bevaringsværdig bebyggelse.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Englandsvej 51 (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

Problemstilling

To bygherrer ønsker at opføre ungdoms- og familieboliger mellem Englandsvej og Vatnavej på Amager. Projekterne forudsætter en lokalplan, da der ikke er udarbejdet lokalplan for området i forvejen. Området omfatter desuden tre bygninger, der foreslås udpeget som bevaringsværdige (bilag 8). Lokalplanforslaget (bilag 2) blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 26. august 2019 og har været i høring fra den 9. september 2019 til den 4. november 2019. Forvaltningen har modtaget 39 henvendelser (bilag 4). Høringen har givet anledning til ændringsforslag.

Løsning

Planforslaget muliggør en samlet karrélignende boligbebyggelse samt et enkeltstående punkthus, som danner overgang fra karrébyen langs Englandsvej til villakvarteret langs Vatnavej. Bygningerne opføres i rød tegl og med en moderne fortolkning af sadeltaget (skråt tag) i skiftende højder. Tagudformningen er valgt for at skabe sammenhæng mellem boligerne og omgivelserne. Der muliggøres et etageareal på ca. 10.500 m2 nybyggeri, hvoraf ca. 2.500 m2 skal opføres som almene boliger. Mellem bygningerne etableres en offentlig tilgængelig sti for at skabe forbindelse fra Englandsvej og Englandsparken til villakvarteret. Det muliggjorte projekt er yderligere beskrevet i lokalplanen (bilag 2) og i faktaarket (bilag 3).

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget

Høringen har givet anledning til, at forvaltningen foreslår en række ændringer af lokalplanforslagets bestemmelser om bebyggelsens omfang og placering af et byggefelt.

Derudover foreslår forvaltningen ændringer af lokalplanens mulighed for altaner på bevaringsværdig bebyggelse, så ændringer kun kan ske ved dispensation fra Teknik- Miljøudvalget. Forvaltningen foreslår også ændringer af placering af træer og cykelparkering, så det sikres, at de etableres i nærhed til nybyggeriet. Derudover foreslås en række mindre præciseringer af bestemmelser om husdybder for erhverv, butiksfacader, vinduer til terræn og henvisning til tegningsmateriale. Endelig ændres bestemmelserne om bil- og cykelparkering samt boligstørrelser, så de er i overensstemmelse med kommuneplan 2019. De præcise forslag til ændringer fremgår af bilag 5 og 10.

Bilparkering

Parkeringsdækningen for området følger kommuneplanens normer for det geografiske område Øvrig by. Kommuneplan 2019 fastlægger som udgangspunkt krav om én parkeringsplads pr. 214 m2 etageareal for boliger, én pr. 857 m2 for ungdomsboliger og én plads pr. 143 m2 for erhverv.

Området har adgang til god kollektiv transportbetjening, da der er mindre end 1.000 meter til nærmeste station, og der er derfor ikke foretaget en konkret vurdering. Der er i udviklingen af projektet ikke fremkommet forhold, der begrunder en forøgelse af parkeringsantallet, da der er tale om almindelige familieboliger samt ungdomsboliger. Forvaltningen vurderer derfor, at parkeringsdækningen i Kommuneplanens normer er tilstrækkelige til at dække behovet.

Høring

De 39 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Der blev afholdt borgermøde den 3. oktober 2019, hvor 20 borgere deltog. Referat af mødet er vedlagt (bilag 6). Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

Hovedsynspunkter i lokaludvalgets henvendelse
Amager Vest Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 26):

  1. Lokaludvalget gør opmærksom på, at der i forbindelse med byggefeltet ved Vatnavej mod Thingvalla Allé bør sikres afstand til skel.
  2. Lokaludvalget mener, at højden på byggeriet mod Englandsvej bør være i maksimalt fire etager af hensyn til skyggevirkning.
  3. Lokaludvalget ønsker, at der sikres de nødvendige bil- og cykelparkeringspladser til nybyggeriet, da området i forvejen er belastet af parkering fra de omkringliggende veje.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen foreslår, at byggefeltet trækkes 4,5 meter væk fra skel således, at der er 9 meter mellem eksisterende og kommende bebyggelse. Dermed vurderer forvaltningen, at der ikke vil være indbliksgener, og at dagslys er sikret.
  2. Den maksimale højde på nybyggeri er 19,5 meter (fem etager), hvilket svarer til byggeriet på modsatte side af Englandsvej, som har en højde på 19,4 meter (fem etager). Det er forvaltningens vurdering, at der er tale om en skyggepåvirkning i sædvanligt omfang i et område som dette (bilag 2, skyggediagram på side 11-12).
  3. Parkeringsnormer for biler og cykler opdateres, så de bliver i overensstemmelse med Kommuneplan 2019. Det betyder, at der skal etableres ca. 10 parkeringspladser færre til biler, og ca. 24 yderligere parkeringspladser til cykler med den nye kommuneplan.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  1. 27 henvendelser udtrykker bekymring for, at parkeringsnormen er for lav og ønsker, at opkørsel fra parkeringskælder flyttet fra Ulrik Birchs Allé til Englandsvej.
  2. 23 henvendelser omhandler byggeriets højder og arkitektur. Mange er bekymrede for skyggevirkning og uenige i, at området i kommuneplan 2019 ændres fra en B1-boligramme, med en maksimal bygningshøjde på 10 meter, til en B4-boligramme med en maksimal bygningshøjde på 24 meter. Flere mener ikke, at det foreslåede byggeri passer ind i omgivelserne.
  3. 14 henvendelser ønsker flere træer og mener ikke, at området bliver grønt nok.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Parkeringsnormer for biler og cykler opdateres, så de bliver i overensstemmelse med Kommuneplan 2019. Forvaltningen vurderer ikke, at opkørsel fra parkeringskælder til Englandsvej er hensigtsmæssig, da Englandsvej er klassificeret som fordelings- og bydelsgade og derfor skal kunne håndtere en stor trafikmængde.
  2. Planforslaget fastlægger skiftende højder for at afspejle overgangen fra etagebyggeriet mod Englandsvej (maksimalt 19,5m (5 etager)) til villakvarteret ved Vatnavej (maksimalt 9-12,5 m med facadehøjder på maksimalt 9 m (2-3 etager)). Det betyder, at den i kommuneplanen muliggjorte B4-ramme, med en maksimal højde på 24 meter, ikke udnyttes fuldt ud med planforslaget. For at indpasse byggeriet i omgivelserne fastlægges der forhaver mod villaerne, og byggeriet opføres i klassisk tegl med skråt tag. Derudover gøres tre bygninger bevaringsværdige. For skyggevirkning mod Englandsvej se svar nr. 2 til lokaludvalget. Mod Ulrik Birchs Allé er der overvejende skygge fra kl. 9.00 til kl. 16.00 i marts. I juni er der ingen skyggevirkning. Mod villaerne er der skygge på én ejendom kl. 19.00 i marts og juni. Forvaltningen vurderer på denne baggrund, at byggeriet, at der er tale om en skyggepåvirkning i sædvanligt omfang i et område som dette.
  3. Planforslaget sikrer 20 nye træer samt kantzoner mod villaerne. Kantzonerne skal udformes med 40 til 60 % grønt. Forvaltningen vurderer, at dette vil sikre et grønt miljø.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

                    Søren Wille

                                      /Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. juni 2020

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF1):

”at der ikke stilles krav om opførelse af almene boliger.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C og V.

Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) om tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således at den gamle gård fra 1853 samt den gamle værktøjsfabriksbygning kun udlægges til erhverv i stueetagen.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 6 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.

For stemte: B, F, O, Ø og Å.

Imod stemte: A, C og V.

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, O, V, Ø og Å.

Imod stemte: C.

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ønsker, at biltrafik ad Vatnavej permanent ensrettes mellem Ulrik Birchs Allé og Thingvalla Alle - og at der kun tillades bilparkering i den ene side af vejen.” 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer med parkering.”

Til top